top of page
  • Writer's pictureSøren Lindgreen

Instant Biergarten....eller når projekter alligevel ikke bliver til noget

Jeg har tit elever i innovation, der er bekymret for at gå i gang med projekter, da der jo er en risiko for, at projektet går i stå. I den forbindelse får jeg ofte spørgsmålet om hvornår projekter, kan risikere at strande. Mit svar er, at det kan det på alle tænkelige tidspunkter. Nogle gange illustrerer jeg det med historien om Instant Biergarten.


Efter at jeg i 2007 var første gang til Oktoberfest i München, blev jeg, ikke underligt, ret begejstret for konceptet.


En dag kort efter sad jeg og spiste frokost på Republikken sammen med Jakob Bekker, og fortalte om sjovheden i det sydtyske. Vi talte om hvilket kæmpemæssigt set-up der er tale om, men langsomt morphede samtalen sig hen på, hvor minimalt man egentligt kunne gøre det. Og således blev ideen til Instant Biergarten født.


Ideen var ganske simpel og ganske kompleks: Vi satte os som mål, at vi skulle kunne lave en hvilken som helst plads om til en biergarten på 15 min.


Fra idé til handling: Først og fremmest skulle vi finde ud af, hvad en biergarten bestod af. Svaret var en bjælkehytte, borde og bænke, fine stakitter, musikudstyr, kulørte lamper og bier, natürlich. På Republikken sad også Jakob Bue, der besidder den fine evne at kunne trylle ord om til billeder. Vi bad ham om at tegne, hvad vi tænkte på - på den måde kunne vi efterfølgende tænke klarere. 10 minutter efter havde han denne skitse klar:



Næste skridt var at få lavet et koncept, så vi kunne sætte den forestillede biergarten ind på en hvilken som helst plads, på den korte tid vi havde givet os selv.


Den største hovedpine var, måske ikke underligt, bjælkehytten. Sammen med min far lavede jeg en foldbar bjælkehytte i ni dele. Efter noget træning, kunne vi sætte den op på 5 minutter.


Så langt, så godt. Fra andre projekter havde jeg rigeligt med tyske bord-bænke-sæt, PA-anlæg, generator (hvis vi ikke kunne få adgang til strøm) og kulørte lamper. Stakitter var billige præfabrikerede, som vi malede hvide, og satte fod på. Øllet skulle købes fra gang til gang. Alt kunne - med noget besvær - pakkes ind i en varevogn.


Så var alt klar til de første test. Første gang var min svogers polterabend. Stor succes (især da vi toppede med helstegt pattegris). Efter test og god feedback - og en hjemmeside klar til brug - var vi klar til at at indtage alverdens pladser og torve: Vi havde fulgt iværksætterens håndbog til punkt og prikke:

  • Idéudvikling

  • Konceptualisering

  • Markedsundersøgelse (der var ingen der tilbød det samme)

  • Designfase

  • Produktudvikling

  • Produktion

  • PEST-analyse (bl.a. i forbindelse med tilladelser til ophold på pladser og servering af alkohol)

  • Test og brugerinvolvering

  • Reklame- og diffusionsstrategi

...og så skete der ikke meget mere.


Vi skrev til kommuner om tilladelser til midlertidige alkoholbevillinger, men havde svært ved at få tilladelserne, og på en eller anden gik tiden bare, og energien fes af ud af projektet og andre sjove projekter tog fokus.


Hytten kom på lager (fik en kort revival til et vores byggefestival Wood Works) og endte sine dage som et refugium for utilpassede nisser:

Well, til en julefrokost sad vi og fik ondt af alle de nisser, som var utilfredse med bare at være pynte- eller kravlenisser. Alle de nisser der blev påduttet andres normer for hvordan man var en rigtig nisse. Alle de nisser der, efter endt jul, ikke bare gad at skulle ligge i mørke dumme kasser. Heldigvis havde vi en løsning: Vi satte hytten op en sidste gang:




I løbet af nogle smukke vinteruger kom der flere og flere nisser til refugiet.


Og hvad er lektien så?

Tja, det handler bl.a. om vigtigheden af drive. Alle involverede var rutinerede projektfolk med masser af erfaring og stort netværk. Men på et tidspunkt mistede vi drivet for dette specifikke projekt.


Det handler om nogle svære balancer. Mellem på den ene side ikke at gå i gang med samtlige fikse ideer man får, og på den anden side også en gang i mellem bare teste en idé. Det handler om at kunne sige ja, men også turde sige nej efterfølgende.


Det handler også om, at det-kunne-være-skægt-projekter meget ofte vil blive nedprioriteret af det-skal-jeg-arbejde. Så det vil altid være begrænset, hvor mange fun projects, man skal gå i gang med.


Men man skal også dyrke fun projects. Vi havde det sjovt undervejs, og vi havde til start sagt, at vi ville bruge max kr. 5.000 og 50 timer på projektet. Gad eller kunne vi ikke derefter, var det ok at stoppe.


Instant Biergarten lever stadig som idé, og hvis du samler øl-handsken op fra os, og laver din egen version, så kommer både Jakob og jeg gerne til åbningsfesten.


Comments


Commenting has been turned off.

Top Stories

bottom of page