Engang troede vi på fremtiden

Christian Bennike har skrevet en inspirerende og klog personlig fortælling om hvordan vores verdensforståelse er gået fra ”Globalisering er godt og det hele bliver bedre” til ”Kriserne står i kø og vi skal genvinde kontrol, hvis kaos skal undgås”.

Det er en bog man bliver klogere af, og hvis detaljer man får lyst til at undersøge grundigere.

Det kollektive verdenssyn ændrede sig i 2016. Det var året med Trump, Brexit, migrantkriser og skovbrænde. Et år hvor der blev stillet så store spørgsmål til business as usual, at det ikke længere gav mening at forstille sig, at alt ville fortsætte som det plejede.

I en periode fra midthalvfemserne og ca. 20-30 år frem, var den kollektive bevidsthed formet af en tro på globalisering, åbne grænser, grænseløs vækst og en meget stærk tro på, at teknologien ville løse alle problemer og kontinuerligt gøre verden til et bedre sted. En tid med optimisme og en tid med en stigende individualisme. Det kom til udtryk via frihandelsaftaler, politiske visioner og programmer. Og det sås i populærkulturen: Frihedselselskende Jack fra Titanic, den søgende fortæller fra Fight Club og den ironiske distance fra Gramsespektrum og Tæskeholdet. En tidens guru var Tony Robbins med fortællingen om at du bare skulle se positivt på tingene, så gik det nok. Der skulle fuld vind i frihedens sejl, på jagt efter the perfect beach.

Sådan er det ikke mere, lyder grundfortællingen i Christian Bennikes oplysende og underholdende bog Engang troede vi på fremtiden. Bogen er spækket med referencer fra tænkere – hvoraf Bennike selv har interviewet mange.

Bogen er en slags status fra Bennikes (født 1986) liv. Han var et barn af optimismen, og voksende op til tonerne af U2 og deres A Beautiful Day (2000) optaget i en lufthavn omgivet af mennesker der bekymringsfrie og forventningsfulde hopper på det næste fly – ud for at opleve eksotiske destinationer. Verden var åben og Bennike og vores generation pakkede rygsækken og tog ud for at opleve den.

Pessimismen slår igen

Men op igennem 00’erne begynder noget at ændre sig. Sprækker viser sig. Finanskrisen, stigende fokus på klima og miljø, vækst- og kapitalismekritik og dystopiske ungdomsfilm som Maze Runner og Hunger Games. Sprækkerne i vores verdensfortælling blev stadig større og efter 2016, skriver Bennike, er de blevet så store, at vi ikke længere bare optimistisk kan tro, at de vil lukke sig af sig selv.

Efter 2016 er der kommet kavaleri af apokalyptiske ryttere væltende ind over os: Klimaangst og flyskam afledt af en stadig tydeligere naturkrise. Covid. Ukraine. Inflation. Overvågningskapitalisme og opmærksomhedsøkonomi. Verden vil os ikke nødvendigvis det bedste. Nu handler det om at rebe sejlene og tage kontrollen tilbage.

Efter 2016 slog pessimismen igennem – og det er måske ok. Pessimismen er et sundt korrektiv til en alt for høj grad af optimisme. Som Bennike skriver: tidens nøgleord ikke længere åbenhed og frihed, det er suverænitet, kontrol og beskyttelse. Det er Mette Frederiksens nye mantra: store kriser kræver øget kontrol.

Som et renæssancemaleri

Ovenstående beretning: fra 90’er-optisme til 20’er-gloom er underbygget af et væld af referencer. På hver af bogens 160 sider er der citater fra populærkultur eller klassikere. Fra forskere, politikere og tænkere. Nogle gange i form af længere reportageagtige fortællinger som når Bennike er til Le Pen-valgmøde i Nordfrankrig i jagten på udkantens vrede, når han besøger gigantiske containerhavne i forsøget på at gøre globaliseringen konkret eller når han interviewer tænkere som Fukuyama eller Ignatieff. Mange gange i form af helt korte citater eller udtryk fra bøger, film og artikler. Det giver historien og forfatteren troværdighed, men gør også fortællingen lidt uoverskuelig. På de 160 sider er der 140 notehenvisninger til andre, foruden Bennikes egne samtaler og interviews. Det er helt overvældende.

På et tidspunkt i bogen beretter Bennike om, da han var i Wien og se den nederlandske renæssancemaler Pieter Bruegel, og beskriver oplevelse med at kapere maleriet Optoget til Golgata.

”Men end 500 små menneskeskikkelser myldrede rundt mellem hinanden. Børn, munke, soldater til hest, bønder med frugtkurve. Jesus var segnet om med sit kors et sted i mængden. Det er den følelse, vi lever med i dag, tænkte jeg. Fornemmelsen af at være fanget i et virvar, vi ikke kan overskue. At stå midt i verdenshistorien. At famle sig vej gennem livet ude af stand til at gøre, som jeg selv gjorde på museet: Træde to skridt baglæns på det slidte trægulv, to skridt tilbage og så var virvaret erstattet af et overblik.”

Problemet (eller det fantastiske) er jo, at man ikke får et overblik over optoget til Golata. Man kan zoome ind på detaljer og man kan erkende at mange ting sker samtidigt – overblik er der ikke. Ikke mere end at der er overblik over København, når man står i Rådhustårnet.

Christian Bennike forsøger selv at skabe et overblik, og gør det mere overbevisende, end mange andre jeg har læst gøre forsøget. Han samler fortællinger og fortolker dem – det er som at læse et sammenkog af 10 års information. Men. Jeg har det lidt som at være en person der er tryllet ind i Bruegels billede. Bennike er en klog guide, der kender detaljer og kan fortolke, og fører mig fra historie til historie. Fra person til person. Men jeg mister besynderligt nok overblikket: Hvad er det egentligt for et billede, Bennike tegner for mig? Er der noget der er vigtigere end noget andet? Er de udsnit han vælger at fokusere på repræsentative og er der overhovedet nogen sammenhæng mellem dem? Kunne man lige så vel have fortalt en helt anden historie?

Naturligvis kunne man det, og det er der heldigvis mange, der gør. Engang troede vi på fremtiden er en glimrende samtidsdiagnose, jeg kun kan anbefale. Fortællingen er god og åbner op for en masse spændende spørgsmål, som jeg håber at Bennike og hans skrivende kollegaer vil besvare i de kommende år.

Først og fremmest glæder jeg mig til at læse på hvordan vi konkret skal forholde os til tidens mantra om at tage kontrollen tilbage. Er det et nulsumsspil? Hvem skal man tage den tilbage fra? Hvem er disse vi, der skal tage kontrollen tilbage? Hvornår har man nok kontrol? Hvordan lever man med det ukontrollerbare?

Jeg tror at det var noget af det Bruegel ville vise med sit Optoget til Golgata: Jesus skulle opgive kontrollen, Maria er magtesløs, ting hænger uoverskueligt sammen og de som troede at nu havde de kontrol (ved fx at korsfæste Jesus) gjorde regning uden vært. Men ønsket om kontrol er stærk og kan binde os sammen. For better and worse. Disse spørgsmål bliver nogle af de vigtigste i tiden der kommer, og Bennike er med til at åbne ballet.

Christian Bennike

Engang troede vi på fremskridtet

Gyldendal