top of page
  • Writer's pictureSøren Lindgreen

Singulariteternes samfund

Som jeg ser det, så er to af de væsentligste udfordringer som undervisningssektoren står overfor, manglen på motivation og problemer med at fastslå autoriteter.

Da jeg læste den tyske sociolog Andreas Reckwitz seneste bog Singulariteternes samfund forstod jeg lidt bedre hvorfor at elever hellere vil være på sociale medier end følge med i timerne.

Kort sagt skyldes det, at vi er gået fra et samfund der dyrkede det almindelige (det moderne samfund) til et samfund der dyrker det særegne, det singulære. I det moderne samfund skulle ting og processer standardiseres, rationaliseres og effektiviseres. Man dyrkede det almene: det handlede om at masseproducere ensartede varer og det handlede groft sagt om at leve konformt og være lige som de andre. Vejen til succes var relativ klar: Lær pensum, gør dig umage, arbejd dig langsomt op og hold dig inden for normerne. Den historie er ikke længere den holdbar.

I dag handler det om at skille sig ud og komme hurtigt frem. Det nye vinder over det gamle, så derfor gælder det om hele tiden at være opdateret med hvad der er det nye. Men da det hele tiden skifter, er det et konstant arbejde med at holde sig ajour. Det gør sig gældende både for de unge og for alle os andre, siger Reckwitz.

Reckwitz forklarer interessant og uddybende hvordan skiftet skete fra det almene til det singulære. Den korte version er, at det bliver teknisk muligt på stor skala at producere produkter og services der kan tilpasses den enkelte og at det unikke bliver belønnet socialt og økonomisk.


Kampen for at være unik Det singulære er det specielle og unikke. Det som bliver bedømt til at være cool. Hvornår er noget så singulært? Det korte svar er, at det er det, når tilpas mange bliver enige om at det er det. Der findes nemlig ikke nogen standardiseret formel – den hører moderniteten til.

Vi ser dyrkelsen af det særlige alle steder: I tv er det individerne der skal være noget specielt. Eller bage, danse eller bo på en speciel måde. Vi skal være innovative entreprenører der kan vise unikke produkter og talenter frem. Vores hjem skal være indrettet helt unikt hyggeligt, vores ferier specielle (eller specielt normale), vores arbejde skal gerne have udviklingsmuligheder og vores fritid værd at fortælle om og dele på de sociale medier. Delingen har dog, ifølge Reckwitz, mere karakter af konkurrence end egentlig deling. Jeg deler ikke for at alle skal få mere, men for at jeg skal fremstå bedst muligt. Det er måske ikke sympatisk, men smart.


Det kuraterede liv Målet for den enkelte er den succesfulde selvrealisering. Men man ved først om det er en succes, hvis andre synes det. Her er der ikke meget tiltro til selvrealiseringen for individets egen skyld.

Problemet er, siger Reckwitz, at i singulariteternes samfund, kan man ikke vide hvad man skal gøre for at fremstå attraktiv: Man skal kunne aflæse tidsånden og tilpasse sig den på en speciel, original og autentisk måde, men der er ingen guide til den præcise væremåde.

Den eneste måde man ved om det er lykkedes, er i mødet med andres bedømmelse. Før end det kan ske, skal på præsentere dig selv for andre - gøre dine handlinger klar til bedømmelse. Man skal altså kuratere sit liv og lave inspirerende fortællinger om sin hverdag og forbrug (mad, hjem, rejser, krop, opdragelse, uddannelse…). Alt dette bliver samlet i vores profil, og kravet om en attraktiv profil er i dag så stærk, at Reckwitz ligefrem taler om en profiltvang – man skal have en profil.


Ens liv skal være singulært og autentisk, da det giver bedst bedømmelse, og ideelt set, skal alt straks realiseres. Man vil gerne opnå succes på alle arenaer med det samme. Der er ikke tid til at vente og arbejde langsigtet hen mod et mål (og slet ikke lade målet være middelmådigt). Det kan man naturligvis ikke, så for ikke at blive alt for skuffet må man arbejde endnu hårdere på sin profil eller begynde at dyrke alternative historier til hvorfor drømmen ikke lykkedes (endnu). Ifølge Reckwitz fungerer singulariteternes samfund som en skuffelsesgenerator: Vi ønsker det hele med det samme, men får kun en del og det lidt ad gangen.

Det er naturligvis ikke noget nyt at nogle mennesker skiller sig ud og at folk drømmer om at avancere i samfundet. Det nye er, at det er så gennemgribende, og at det kan virke som den eneste farbare vej for alle. Alle vil gerne være den singulære, men det kan alle ikke være. Nogle bliver skuffede og alle kæmper hårdt for at blive liked mest.


Andres dom er afgørende Det singulære er i sin natur usammenligneligt med andre, da det er unikt. Og her opstår et dilemma: Driften for at opnå det singulære er at andre skal bedømme en særlig positivt og derved give en fordele i det sociale og økonomiske spil. Men bedømmelse sker i forhold til noget andet – altså en sammenligning. Man skal derfor finde en måde at sammenligne på. Den måde som fungerer bedst lige nu er ’likes’ – altså subjektive bedømmelser fra andre, og så bliver det kvantiteten af disse der giver en kvalitativ bedømmelse. Vil man læse mere om hele denne kvantificering af det kvalitative, kan jeg varmt anbefale The Metric Society af Steffen Mau.


Desværre er det ikke nok at kuratere sit liv perfekt og dele det vidt og bredt. Det handler om at være i toppen. På nettet er matthæus-effekten nemlig stenhård: Den som har mange likes, får flere, ingen ser personen der ligger nr. 50 på listen. Her sker der en selvforstærkende tendens: man skal excellere: Hvis man ikke excellerer, hvis man har en kedelig og profan profil, kommer man længere ned i hierarkiet. Her kan det hjælpe at få andre til at booste sig, og det er da også noget som de fleste vloggere for længst har opdaget – man laver reklame for hinanden. Nogles anerkendelse er vigtigere end andres.

Når de unge er på hele tiden, er det måske et tegn på, at de er med på logikken: Det kan simpelthen betale sig (ligefrem være nødvendigt) konstant at pleje sin profil og være opdateret på hvad der er the talk of the town. Men hvor ender det? Hvor meget skal man være på, hvornår er nok nok? Det er ikke noget Reckwitz behandler, men noget vi med fordel kan tale med vores elever om.


Nye hierarkier – klassiske autoriteter under pres I denne proces sker der noget med autoriteterne. Autoriteter er ikke nødvendigvis dem som ved mest, men dem som har flest likes. Der er altså ved ske en af- eller nyhierarkisering. Der sker en opløsning af eksperters baggrund. Vi er i en dobbeltsidet udvikling: Stadig flere kan være eksperter, og stadig flere traditionelle eksperter bliver ikke længere respekteret som sådan. Det er blevet ok at sige ”Jeg mener at…”.

Det har i lang tid været gængs argumentation i det æstetiske og det personlige univers. Nu er det ved at vinde indpas i det akademiske - og det er ikke problemfrit. We are, as you remember, not entitled to your own facts…or so we believed”.


Nye måder at præstere på Det er ikke kun hierarkierne der under pres. Det samme er undervisningsformen. I den virkelige verden bliver de bedømt for at performe. I skolen bliver de bedømt for at præstere. Groft sagt er det sværere at præstere end performe. Så når lærere kræver noget svært, uden at formålet er klart, er der en fare for at man mister elever.

På samme måde går man fra tekst til billeder. Det bærende medie uden for skolen vægge er video- og billedebårent. Men I skolen er det stadig teksten der er det dominerende. Måske med god grund. Og når vi undervisere skal være med på beatet og inddrage video er det typisk noget vi sakser andre steder fra – hvorved autenciteten forsvinder, eller at er så håbløst udført at vi slet ikke når den standard vores målgruppe er vant til. Her skal vi tage nogle grundige diskussioner om vi hvordan vi kan gøre os hippe på en ny bane, eller om vi skal få kampen ind på vores banehalvdel igen.


Mange unge er nok fanget i et dilemma: De synes at undervisningen ofte er kedelig og umotiverende: Den er langsom, bagudskuende, tager ikke udgangspunkt i dem selv og tilbyder ikke øjeblikke bedømmelse og sammenligning, men de får at vide fra de voksne, at de skal interessere sig for undervisningen. For undervisning er nøglen til et lykkeligt liv med mulighed for selvrealisering. Der er altså et større mismatch mellem virkeligheden i og uden for skolen, end der var tidligere. Dette skal vi som uddannelsesinstitutioner forholde os meget grundigt til.


Hvor dybt dette dilemma stikker, kan man blive meget klogere på i Reckwitz spændende samtidsanalyse.


Singulariteternes samfund Andreas Reckwitz Hans Reitzels forlag


(Denne artikel har tidligere været bragt på lektionen.dk)

Comments


Commenting has been turned off.

Top Stories

bottom of page