top of page
  • Writer's pictureSøren Lindgreen

Om at finde mod og helte i krisesamfundets hverdag

Mikkel Vedby Rasmussen fortæller i sin analyse af et krisepræget dansk samfund om den græske digter Konstantinos Kavafis digt Mens vi venter på barbarerne. I digtet er en romersk by belejret af barbarerne og byens magtfulde elite venter, at fjenden hvert øjeblik bryder igennem bymuren. Da det er folk af en vis stand og klasse, ifører man sig det flotteste tøj og de fineste smykker. Måske skal man lide nederlag, men man skal gå ned med stil.

Helt parat sidder man og venter på undergangen. Man tager sig ikke af den daglige drift af landet – hvorfor skulle man det, når det hele alligevel snart er forbi. Der sker bare ikke noget. Barbarerne bryder ikke igennem bymuren, og da man efter noget tid sender spejdere ud for at se hvor fjenden er henne, er de væk.

Det er naturligvis godt – men så alligevel ikke. Nu havde man jo lige planlagt undergangen, og efter det, er det svært at vende tilbage til den daglige trummerum. Historien indkapsler den aktuelle situation i Danmark (og mange andre lande), mener Vedby Rasmussen, der er dekan og professor ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet og tidligere grundlægger af Center for Militære studier.

Vi venter på krisen. Vi ved, at der er farer derude. Reelle konkrete farer. Nogle som kan udvikle sig til kriser. Faren kan have forskellige ansigter; indvandrere, klimaproblemer, undertrykkelse, 5G-netværk, mangel på dannelse, evindelige nedskæringer, kunstig intelligens, deep state, kønsdiskriminering eller covid-19. Det er problemer, som måske ikke lige nu er akutte kriser, men som vil blive det – mener de forskellige alarmister. Og de findes både på højre- og venstrefløjen.

Der er problemer ved alle de ovenstående, og alle de andre farer man kunne sætte på listen, men på et tidspunkt begynder fortællingerne om farerne at leve deres eget liv. De bliver altomsluttende, og alt andet bliver ligegyldigt. Kriserne smelter sammen til en grå sky af en truende fremtid. Krisen er blevet permanent.

Velkommen til Krisesamfundet

Vedby Rasmussens seneste bog Krisesamfundet er refleksioner over den aktuelle covid-krise og håndteringen af denne. Og det er en fortælling om, hvorfor krisens fortælling i dag har så stor appel. For det har ikke altid været sådan.

Efter anden verdenskrig voksende en enorm optimisme frem i de vestlige samfund. Man ville designe en bedre stat. Ved at lave reformer og trin for trin følge en plan mod større velstand og mere velfærd, skulle det lykkes. Velfærdsstaterne voksede frem. I slutningen af sidste årtusinde, begyndte den globale virkelighed og konkurrence at melde sig, og statens opgave blev ikke længere at udvikle velfærdsydelser, men at sikre at borgere og virksomheder var klar til en uundgåelige global konkurrence. Konkurrencestaten var det nye svar.

Coronakrisen understreger, at den globale handel og livsmåde også fører til problemer, og at de globale institutionerne ikke er gode til at handle resolut på kriser. Det var ikke EU, FN eller WHO der løste problemet. Det var ikke, som i filmene, en global task force der løste problemerne, da pandemien ramte verden. Hvor blev du af, Brat Pitt? Nej, det var Mette Frederiksen og hendes kollegaer i deres respektive lande der handlede. Vedby Rasmussen mener, og citerer Ove Kaj Pedersen for at mene det samme, at konkurrencestaten og den globale logik som lå til grund, ikke kan stå alene.

Krisens politiske strategi

I krisesamfundet skal man fokusere på at sikre digerne, ikke på at sende nye skibe afsted.

Væk er den teknokratiske og delvist utopiske reformisme. I stedet er kommet en venten på dystopien. I kriser kan du ikke lægge langsigtede strategier, som man kunne med fx velfærdsprogrammerne. Krisens politiske strategi er at handle og love sig selv og befolkningen, at man nok skal handle. Vi skal gøre som Churchill:

We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our Island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender.

Der var ikke helt samme patos da Mette Frederiksen 11. marts lukkede Danmark ned, men retorikken var i samme boldgade, og har været der lige siden.

Pressemødet viste os også den handlekraftige leder, der træffer egne beslutninger – også selv om myndighederne ikke er enige. Vedby tænker, at det må være sjovt for de centrale politikere – også selv om de aldrig ville indrømme det.

Med coronakrisen er der også opstået en ny type embedsmand. Ikke den klassisk skolede bureaukrat, men en, som Vedby coiner det, en krise-krat. En type embedsmand der skal stå for at sikre at Danmark er klar til håndtere kommende kriser – hvordan de end må se ud. Vedby spår, at disse folk – sikkert placeret under Statsministeriet – vil overtage Finansministeriets centrale rolle i den politiske virkelighed. Og derved måske lægge en kriselogik ned over de andre ministerier, på samme måde som regnedrengene gjorde det med en excel-logik.


En opbyggende fortælling om at leve i et krisesamfund

Kriser, reelle eller forestillede, fylder neget mere i samfundet.

I uddannelsessektoren er der også mange krisefortællinger. Jeg oplever ofte at der er en stemning af, at det var bedre i gamle dage, og hvis det bare ikke bliver meget værre, så er det ok….men det bliver nok meget værre, er der enighed om. Og vores elever fortæller om deres frygt for fremtiden. En dirrende fornemmelse af krise.

Faren ved at leve i et krisesamfund, siger Vedby Rasmussen, er, at man kan gå hen og blive passiv. Man kan skælde ud på omgivelserne eller regeringen, men man gør ikke så meget selv. Han inddrager flere steder i fortællingen økonomen Joseph Schumpeter (sammen med tre andre gamle mænd fra Wien; Freud, Hayek og Popper). Schumpeter er en af fædrene til tankerne om innovation og begrebet kreativ destruktion: Ud af kriser opstår nye muligheder, og det er den kreavtive iværksætter der er utilfreds med tingenes tilstand, og udvikler alternative løsninger der viser sig bedre end de eksisterede. Vedby lader Schumpeter skælde ud på de aktuelle corona-demonstrationer: Det er ikke godt nok, bare at skælde ud og slå på gryder. I stedet må man i arbejdstøjet og komme med egne og nye løsninger. Vis alternativer. For arbejdet med alternativer indgyder mod og skaber helte – og det er noget man har brug for, for at kunne stå i mod krisens trykkende logik.

Vi skal ikke bare vente på barbarerne. Vi skal forholde os til, at de kan komme og arbejde for at det ikke sker. Men vi skal samtidig vide, at det ikke er sikkert at de kommer på den måde, vi forestillede os. Indtil de (måske) kommer, skal vi huske, at hverdagen skal fungere og blive med at udvikle undervisningen eller hvad man nu arbejder med.

Krisesamfundet Mikke Vedby Rasmussen Informations Forlag


(Denne artikel har tidligere været bragt på lektionen.dk)

Comments


Commenting has been turned off.

Top Stories

bottom of page