Hvor meget skal algoritmer hjælpe til i uddannelsen?

Forestil dig en situation, hvor man i forbindelse med nationale test i folkeskolen, samkører en masse andet data med prøveresultatet. Det kunne være score i Fortnite, forældres socioøkonomiske data, medlemsskaber i klubber, likes på sociale medier, tastehastighed på mobilen og hvor ofte den løb tør for strøm, niveauet af de tidligere opgaver elever har lavet digitalt, sundhedsdata fra pulsuret/smartphonen, en dna-profil fra Det nationale Genom Center etc. Man vil med andre ord kigge på det hele menneske og ikke blot på de parametre som registreres i nationale tests.

På baggrund af disse parametre, kunne man udarbejde en personificeret undervisningsprofil, der med 99,9% sandsynlighed ville gøre uddannelse sjovere og læring mere målrettet for den enkelte elev. Opgaver ville blive designet så de tog udgangspunkt i elevens interesser og kompetencer, og man kunne forudsige sociale og didaktiske risici eleven ville kunne møde. På baggrund heraf kunne skolevægring, dårlige karakterer og kedsomhed forebygges.

Forestil dig, at det ikke ville tage meget mere af læreren tid, fordi det håndteres af AI-håndteret big-data-analyse hvor elevens data bliver sammenholdt med alle andres. What’s not to like? Ovenstående kunne i teorien blive til virkelighed i morgen, og det skulle være mærkeligt, hvis ikke at der inden for undervisningsvil komme et større pres for at anvende datadrevne arbejdsgange. Vi skal altså inden for sektoren forholde os aktivt, åbent og kritisk til digitaliseringen. Vi skal forholde os til de overordnede tendenser, diskutere hvordan det konkret vil påvirke vores arbejde – for better and worse – og hvordan vi gør vores elever klar til fremtid, der bliver stadig mere digitaliseret. Det er en løbende diskussion, men vi har her på tre bøger, der er gode starte. Om at gøre det abstrakte konkret ”Digitaliseringens markante ændringer af vores samfund nødvendiggør, at vi – som borgere i et demokratisk samfund – udvikler nye kompetencer. I hvert fald skal vi tage folkeskolens formål alvorligt om blandt andet at ”forbedre eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Hvis vi skal leve op til dette formål i et samfund, hvor digitale teknologier er indlejret i meget af det, vi foretager os, er det afgørende vigtigt, at vores børn ikke blot lærer at trykke på taster og swipe hen over skærmen – men at de udvikler forståelse for digitale teknologier”. Sådan siger PhD-stipendiat Elisa Nadire Caeli i den lille fine bog Teknologiforståelse. Her forklarer hun, hvorfor at det er vigtigt både at tale om og eksperimentere med teknologien allerede i folkeskolen. I bogen gennemgår hun over 65 hurtigt læste sider en række emner på en tretrinsfacon: Hvad er kunstig intelligens? Hvor ser man det i samfundet? Hvordan kan man arbejde med det i skolen? Emnerne er fake news, deepfake, ansigtskendelse, likes og vores automatiske godkendelse af apps lange skrivelse med vilkår.

En af opgaverne er, at man skal bede sine elever om at lave ’data-selfies’, hvor eleverne skriver en række data om sig selv (fx steder de har besøgt, hvad de har købt, hvilket musik de hører) og så skal makkeren lave en avisforside som er tilpasset personens data. Bogen er en del af Aarhus Universitetsforlags serie Pædagogisk rækkevidde, og vil man have en hurtig undervisningsfokuseret introduktion til teknologien i hverdagen er Teknologiforståelse et super sted at starte. Ønsker man en dybere forståelse af hvordan digitaliseringen påvirker os alle sammen, bliver den glimrende fortalt af historiker ved Aarhus Universitet Michael Böss i hans Det digitale massemenneske fra 2019. En fortælling om digitaliseringen Historien om det digitale lader sig ikke nemt afgrænse. Man kan naturligvis fortælle historien om opfindelsen af transistorer, motherboards og Moores lov, men selv om det er interessent, er det i denne sammenhæng ikke det interessante. Det er nemlig beskrivelsen af teknikken, eller midlerne. Det interessante må være målet. Hvorfor fylder teknik og det digitale så meget i dag? Det gør det, kort sagt, fordi folk ønsker at benytte det. Og så er vi ved sagens kerne: Vi benytter teknik for at gøre vores liv nemmere og for at øge vores personlige rækkevidde. Det gjorde sig gældende med hjulet og ilden. Med trykkekunsten og dampmaskinen. Med forbrændingsmotoren og computeren. Løftet er det samme: Anvend teknik og dit liv bliver bedre. Og det er den historie Böss sætter sig for at fortælle.

Begrebet ’massemennesket’ blev almindeliggjort i sociologien med David Riesmans bog Det ensomme massemenneske (The Lonely crowd fra 1950). Riesman identificerer tre historiske måder hvorpå mennesker bliver påvirket af samfundet. I det feudale samfund var individet ’traditionsstyret’: man lod sig styre af hvad slægten, troen og traditionen foreskrev. Med industrialiseringen steg mulighederne for at bestemme over sit liv – gud døde og ansvaret blev lagt over på individets skuldre: Din fortjeneste hvis du fik succes. Men også din egen skyld, hvis du fejlede og spillede dine kort forkert. Individet blev ’indrestyret’ – styret af indre krav. Med udbredelsens af forskellige former for massekommunikation (reklamer, tv, aviser og radio), blev de ydre direkte impulser og påbud så højtlydte, at de overdøvende den indre stemme. Fra alle sider fik individet besked om hvad der var det nye, det rigtige eller det smarte. Individet blev ’ydrestyret’. Og det er den bevægelse vi nu ser på digitalt speed, siger Böss.

Individet bliver, fra det er ganske lille, påvirket af digitale stimuli. Børn ser på skærme med stadig mere personligt målrettet indhold. Voksne gør det samme, både hjemme og på arbejdet. Og det er selvforstærkende – for teknikkens løfte med at gøre ens liv nemmere og rigere er meget tydeligt via skærmen. Det er simpelthen behageligt nemt lige at se lidt klip på skærmen. Det er fristende at automatisere arbejdsprocesser, for det udvider dine handlemuligheder enormt at du fra din skærm kan bestille, lære, arbejde, udvikle og møde mennesker. Det fjerner det repetitive og giver mulighed for besparelser og effektiviseringer. Når man først har prøvet det, er det svært at gå tilbage.

Michael Böss gennemgår i Det digitale massemenneske med et væld af detaljer hele denne digitaliseringsproces, og ønsker man sammenhængende baggrundsviden om emnet til brug i undervisningen, er det et godt sted at starte. Man fornemmer at Böss nogle gange ønsker sig tilbage til en før-skærm-tid, men hans fortælling skal læses som et langt ”ja-det-digitale-er-imponerende-MEN-prisen-kan-være-høj”. En balance mellem mulighed og tvang Prisen for det effektive og digitale er bl.a. andet at det bliver svært ikke at benytte det digitale. Jo mere vi indretter vores liv omkring digitale løsninger og tilbud, des flere ting vil føles naturligt også at digitalisere. Vi gør det, da vores liv bliver mere effektivt og behageligt. På den måde bliver vi, både som samfund og som individer, afhængige af de digitale løsninger. Det er for så vidt ikke et problem. Eller det er måske mere en ny variant af et gammelt problem: Vi har jo siden ilden været afhængige af teknikken - det er beherskelsen af teknik som har gjort civilisationen mulig. Problemet er, påpeger Böss, at vi er sårbare på en helt ny måde. Sårbarheden kommer i mindst fire varianter:

1. Teknikken er uigennemskuelig. Vi har tekniske hjælpemidler, men vi forstår dem ikke. Vi ved ikke hvordan de fungerer, men stoler blot på, at når systemet siger at det skal opdateres, så passer det nok.

2. Vi er hele tiden på. Vi er i stigende omfang på hvad sociologen Erwing Goffman betegnede som front stage. Med sociale medier og arbejdsmail holder vi mindre fri for offentlige jeg. Vi kan ikke skjule os. Ja, og så vi i stigende grad on camera. Overvågningen tiltagende.

3. Vi bliver påvirket i et hidtil uset omfang. Riesmans massemenneske bliver påvirket konstant. Med personificeret reklamer, feeds og anbefalinger. Folk fra Silicon Valley og omegn ved præcist, hvordan de skal påvirke lige præcis dig, og de bliver stadig bedre til at få dig til at gøre som de vil. Du er Hooked.

4. Vi stoler mindre på os selv. Mine børn ved ikke hvordan friske fødevarer skal lugte – men det behøver de heller. De kigger bare på datoen – er den overskredet (eller næsten overskredet), tror de, at produktet er uspiseligt. Datostempling er et ubetinget gode, men vi er også afhængige af dem. Med flere dimser der kan måle og vejlede os, jo mere afhængige bliver vi af dem, og bliver det for meget, kan man tage det fulde skridt og få dem som en assistent. Noget Google forventer sig meget af. Sårbarheden ligger her i, hvad vi gør hvis dimserne pludselige ikke skulle virke – så skal vi genlære at tænke selv.

Vi vil, som nævnt, i stigende grad skulle forholde os til en digitalisering af undervisningen. Vi skal sikre os, at vi ikke, i en iver for smartere at gøre elever klogere, ender med at uselvstændiggøre dem. Vi vil se uddannelsen blive påvirket i krydsfeltet mellem politikere, uddannelsesvirksomheder (edtechs) og praktikere. Med digitaliseringen vil der ske to samtidige ting:

1. Skabelse af nye personificerede muligheder inden for undervisningen

2. En stigende afhængighed af de samme teknologier.

At finde en god balance mellem de tendenser bliver den altoverskyggende opgave for sektoren i fremtiden. Her skal vi sammen tale om bl.a.

• At flere data er godt for løsninger, men kan være skidt for privatlivet.

• At digitale løsninger kan være tiltrækkende men dyre.

• At individuelle løsninger kan fjerne fokus fra fællesskabet

• At det med det digitale er det nemt at måle og sammenligne, men det flytter derved fokus fra det kvalitative mod det kvantitative – man fokuserer på det som kan måles.

• At der med de didaktiske programmer fra private virksomheder kommer der nye spændende løsninger til uddannelsessystemet, men det mindsker samtidig politikeres og praktikeres indflydelse på fremtidens undervisning.

Den personificerede undervisning Digitaliseringen vil kunne tilbyde den enkelte elev skræddersyet didaktiske forløb a la tankeeksperimentet i indledningen. Men selv om virksomhederne bag undervisningsprogrammerne lover, at det er simpelt at betjene programmerne, så er det ikke sikkert, at løfterne kan blive indfriet.

Jeg er sikker på, at virksomheden Epic havde salgsargumenterne i orden, da de skulle sælge platformen til det der blev Sundsplatformen. Men implementeringen har været en dyr fornøjelse, som bl.a. beskrevet i Berlingske af professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard. Inden at vi ruller store systemer ud over uddannelsessektoren, skal løftet om den personificerede undervisning undersøges.

Jeg ville ønske, at nogle skrev en samlet antologi om muligheder og udfordringer ved en personificeret uddannelse. En bog der i oversigtsform redegører for i hvilken retning de politiske vinde blæser, for hvad der er muligt på den korte bane (for ikke at gøre det alt for spekulativt) og hvilke etiske og sociale hensyn der skal tages. På sin vis er bogen dog skrevet. Den hedder Personlig medicin og er fremragende! Sundhedssektoren som case på uddannelsen I sundhedssektoren handler det om at finde en behandling der passer perfekt til den enkelte i et stort system, der skal kunne håndtere de mange. Udfordringen er, at standardløsninger er billigere og hurtigere end den personlige behandling. Inden for det medicinske giver det mening, at man skal finde en skræddersyet behandling – alles sygehistorie er jo unik.

Alligevel ender det som regel med – og forståeligt nok – at lægen laver standardbehandlinger: Symptomerne minder om X, så vi giver behandling for X. På samme måde er det tilfældet i uddannelsessystemet. Vi ved jo egentligt godt, at alle elever kræver noget unikt. Det er bare ikke lige praktisk muligt. Men hvad du hvis der kom en smart teknisk løsning…?

Løftet om sådan en næsten magisk løsning er stærk, men ofte magiske løsninger for gode til at være sande. Og derfor skal man undersøge området grundigt, inden man kaster en hel sektor ud i noget nyt. Personlig medicin består af 10 kapitler hvor filosoffer, læger, jurister, videnskabshistorikere, bioanalytikere og teologer som diskuterer praktiske og værdimæssige spørgsmål i forbindelse med at anvende Big data, kunstig intelligens, gentest mm. i sundhedssektoren. For at give et overblik over de diskussioner, som skal tages inden for sundhedsvæsenet, vil jeg her gengive overskrifter af kapitlerne:

1. Begreber, ideer og motiver: Hvad menes der egentligt med personlig medicin?

2. Et historisk perspektiv: Hvordan er man kommet til den personlige medicin?

3. Sundhedsdata, digitaliseringsstrategi, etik og personlig medicin: Kan man være sikker på, at den personlige løsning, nu også skaber bedre patientforløb?

4. Retfærdig fordeling: kan den personificeret løsning øge social ulighed?

5. Privathed: Hvordan behandler man de personfølsomme data ordentligt?

6. Lovgivning – realiteter og udfordringer: Kan lovgivningen følge med udviklingen? I parentes bemærket kan nævnes at EU som nogle af de første er i gang med at lave en egentlig AI-lovgivning.

7. De raske patienter i personlig medicin: Sygdomsforebyggelse og overdiagnosticering

8. Paradigmeskiftets betydning for de sundhedsprofessionelle: Hvordan bliver arbejdslivet for de sundhedsprofessionelle, hvis de bliver tvunget ind i nye arbejdsgange?

9. Individ og fællesskab: Hvordan sikrer man at fællesskabet også tilgodeses, hvis fokus er på individuelle løsninger?

10. Selvbestemmelse og medbestemmelse: Har man som individ mulighed for at fravælge de digitale løsninger?

Man lærer meget om sundhedsvæsenet ved at læse Personlig medicin, men hvis man – og det kan man ret nemt – bytter ordet ’medicin’ ud med ’undervisning’ og ’sundhed’ med ’dannelse’ eller ’uddannelse’, er man i gang med den nødvendige diskussion. Om at finde en balance mellem potens og impotens Teknologien vil blive bedre. Singulariteten vil sikkert komme. Ekstrapolerer man den tendens, vil computere blive omnipotente. Systemerne og algoritmerne vil kunne lave det meste arbejde.

Men lige nu er vi i nyt land. I dette land er der praktikere som fokuserer mere på dagligdagen og på hvad man ved der virker. Der er politikere, der også skal forholde sig til 117 andre emner og der er virksomheder, som ønsker at vinde markedsandele. I den situation er det typisk virksomhederne, som er bedst til at sætte dagsordenen. Det er fint, men som sektor skal vi have passende modsvar klar. Hvordan fortsætter vi bedst den samtale?

Teknologiforståelse Elisa Nadire Caeli Aarhus Universitetsforlag

Det digitale massemenneske Michael Böss People’s Press

Personlig medicin Søren Harnow Klausen og Karin Christensen (red.) Munksgaard

(Denne artikel har tidligere været bragt på lektionen.dk)