top of page
  • soren694
    • Mar 19, 2020

At gøre byen interessant i undervisningen

”Ordet ’banal’ har en historie, der lige fra dets begyndelse angår byen, landsbyen, dvs. fællesskabet. På oldfransk betyder ”ban” befaling eller påbud. Det banale var noget, der var påbudt alle, noget der var fælles: alle skal den bruge den græsgang; alle skal bruge den mølle. ”Ban” er det fælles, men det er et fællesskab, der kan være omstridt. Et ban angiver samfundets grænser. Hvis man brød sig mod det fælles, var man følgelig en bandit, og var man en bandit, blev man bandlyst. Engang var banditten en fredløs, en ”skovgangsmand”, der levede uden for lands lov og ret.

Med udviklingen fra middelalderens landsbyer til moderne storbyer dannede der sig omkring storbyerne et område, som man på fransk kalder, ”banlieue”. Det var det område i storbyens udkant, hvor den kunne gøre sin lov gældende. Men det var dermed også det område, der grænsede op til de lovløse områder. (…) Det banale har skiftet valør. Det er ikke længere et fælles sted, man hæger om, men et sted man ikke lægger mærke til, fordi det er så alment, at det er intetsigende. I middelalderens Frankrig ledsagede trommehvirvler de kongelige proklamationer af et ’ban’, og der for blev trommehvirvlen selv også kaldt et ’ban’. I den moderne verden er en banalitet så intetsigende, at ingen gider høre efter”. Når byen bliver banal Og det er det, der er ved at ske med byen, siger forfatterne Kvorning, Thau og Zerlang i København på lattergas, hvor ovenstående lange citat er fra. Byen er ved at miste sin form og retning. Byen har ikke samme nødvendige funktion som tidligere, hvor at det var hjemsted for producenter og specialbutikker. Ifølge forfatterne er København (og andre store byer) endt i en ond spiral, hvor bygninger bliver opkøbt af investeringsfonde, som presser husleje og priser op. Det tvinger småhandlende væk og overlader scenen til de store internationale kædebutikker, som er de eneste der kan betale. Samme investorer står bag man af de nye beboelsesejendomme. Fokus er så mange og billige m2 som muligt. Man tænker kortsigtet, føler ikke tilknytning til det lokale og har muskler til at presse bystyret.

Store byer i stigende grad ses som en businesscase for developere og at byens borgere har for travlt med at jage forbrug. Borgere, politikere og turister har travlt med at jage det næste forbrugsmæssige fix. Men det er kortvarigt, siger de tre herrer. På samme måde som suset fra de lattergaspatroner, der flyder i byens gader, er det.

Bogen er skrevet af professor emeritus på Det Kongelige Danske Kunstakademis skole for Arkitektur Jens Kvorning, alt for tidligt afdøde Carsten Thau fra samme sted samt professor i litteraturvidenskab og moderne kultur på Københavns Universitet Martin Zerlang. Ældre herrer der elsker byen, men ser den langsomt blive opslugt af glas, stål, konceptbutikker og turister. København på lattergas er et opråb til os alle, om at værne om vores omgivelser - også selv det ikke har en umiddelbar betydning for den enkelte.

Forfatterne er romantiske bykendere, og skriver som sådan: de har øje for tendenser, som måske ikke virker alvorlige, men som har både praktisk, økonomisk og æstetiske konsekvenser. Jeg er sikker på, at mange af vores elever ikke kan se nogle problemer. De vil opleve, at en by som København er blevet sjovere. Mulighed for at feste, bade og opleve har aldrig været større. Byen er ikke længere fattig og når alle biler om 10 år kører på batteri, vil den være endnu mere attraktiv. Det er måske bogens eneste svaghed, at den ikke har sådanne perspektiver med. Lær at se byen Og hvorfor er det så interessant på en blog om undervisning, kunne man spørge. Det er det af mindst to grunde: Det er spændende konkret fortælling om hvordan bestemte måder at se verden på, ender med at forme samme verden: Man får hvad man efterspørger. Eller måske mere præcist, hvis man ikke stiller krav, får man det som udviklere og forretningsfolk ser en umiddelbar interesse i.

Det andet er som en inspiration til at se byen. Se strøgene, facaderne og forløbene. Løfte hovedet fra skærmen og se hvad der er omkring os. For byen – alle byer – er fuld af fortællinger og vidensbyrd. Men det kræver, som så meget andet, at man lige lærer hvad man skal kigge efter. Og det bliver gjort super konkret i bogen. Den tager dig omkring Strøget, Hovedbanegården, Nyhavn, Blox og Christiansborg. Man bliver klogere på pladser, smøger, cafeer og butiksskilte – alle de ting som normalt fungerer som usynlige kulisser. Som et supplement kan anbefales den mere generelle bog Urban code.

Beskrivelserne af byen er suppleret af ni interessante interview med bl.a Søren Ulrik Thomsen der egentlig synes at der skal være mere by og mindre grønt. Han synes at forstadens logik og dens krav om pænhed og stilhed sniger sig ind i byen. Og så er der for meget fokus på det grønne, mener han. Lad nu København være by for ”sidder man 7 minutter i S-tog er der grønt hele vejen til Esbjerg.

Der er interview med arkitekt Dorte Mandrup, der gør sig til fortaler for at gøre mere for at gøre det muligt for ikke-vellønnede at bo i byen samt for mindre erhvervsdrivende at åbne en butik. Bl.a. i form af de svenske bokaler, hvor der er bolig og erhverv i samme lejemål. Endelig kan nævnes et interview med billedkunstner Morten Skriver der taler om urban entropi – det at hvis der ikke aktivt tilføres noget ny energi, vil forskelle blive mere og mere udlignet. Alt vil blive det samme. Det bliver banalt.

Og så har vi problemet: Hvis man bliver ved med at forfladige byen med grimme bygninger og generiske kædebutikker, så mister de enkelte byer deres særpræg, og derved deres konkurrencefordel. Kvalitet betaler sig altså både på kort og langt sigt. Hvad kan man så gøre ved det? Jo; man kan blandt andet stille krav om kvalitet og man kan støtte udsmykningen af det offentlige rum. Og er der nogle der har gjort det, er det Ny Carlsbergfondet.


Vilhelm Lundstrøms (1893 - 1950) udsmykning af Frederiksberg svømmehal

Hvad der gør byen interessant?

I bogen Hvor folk færdes af kunsthistoriker Tom Hermansen bliver 50 kunstudsmykninger af det offentlige rum gennemgået i ord og billeder. Der findes mange gode bøger og hjemmesider om kunst i det offentlige rum – se et udsnit sidst i artiklen. Men hvad der især gør Hvor folk færdes interessant er, at man hører om tilblivelseshistorien af de enkelte værker. Om hvilke overvejelser kunstnere, politikere og donor har gjort sig. Det er flere eksempler på at ingenting sker af sig selv. Det er jo ikke sådan at skulpturer, sådan puf, pludselig er der. Nej, der er naturligvis et stort arbejde bag: ønsket skal opstå, samtaler tages, skitser laves, tilladelser indhentes, regninger betales, kunst udføres og aftaler om vedligehold indgås. Vi ved det godt – og det samme kan man sige om alt andet: som fx veje, kloaker, bænke, skraldespande, bygninger og parker.


En af Jeppe Heins blå bænke


Og det er en væsentlig ting at tale med vores elever om. Der er blevet skrevet innovation ind i næsten alle fag, og det kan være svært at forholde sig til. Innovation handler om at eksekvere nye ideer, og når vi skal lære elever innovation, handler det om, at fortælle dem, at alting starter med at nogle mennesker der gør noget konkret. Her er byen og ikoniske værker perfekte eksempler. Finansiering af kunst i det offentlige rum 1.5% af udgifterne til håndværkere i forbindelse med offentlige byggerier skal gå til udsmykning, og det offentlige har puljer som man som kunstner kan søge. Men meget kunst i det offentlige rum er privat finansieret. Historisk har det været pengestærke folk, der har betalt for statuer eller anden udsmykning, som illustrerede personer eller holdninger, som ansås for vigtige - for dem der betalte forstås. I dag er der, som bekendt, ganske meget furore omkring mange af disse monumenterne. Se fx DRs ArtyFarty om emnet. Senere hen er det fonde der støtter, og her er Ny Carlsbergfondet i superligaen. Fondet blev stiftet i 1902 med det formål “at virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland”, og har siden støttet kunsten bredt.

Hvor folk færdes er inddelt i otte afsnit fordelt på hvor udsmykningen er bl.a. sport, uddannelse, administration og byrummet, alt sammen glimrende fortalt af Hermansen. Her er forskeren der har undersøgt detaljerne, men som kan formidle essensen.



Husk Mit Navn på Høng Gymnasium & HF

Kunst i det offentlige rum Der kan være mange meninger om kunst og om kunstens rolle i det offentlige rum. Personligt er er jeg stor tilhænger. Både for de værker udført af etablerede kunstnere – som de 50 værker i Hvor folk færdes, men også for de ulæselige klumper i provinsbyernes rundkørsler. Der hvor man er i tvivl om det er noget en lastbil har tabt i svinget, eller om det er et kunstværk.

For som det blev illustreret i København på lattergas, så kræver det fornyelse hvis ikke samfund og byer skal blive banale og forfladiget. Den fornyelse skal komme et sted fra, og det har ofte været det kunstneriske. Det betyder ikke, at vi alle skal være kunstnere, men det betyder, at det er godt at leve i et samfund som støtter selvstændige frie kunstnere – og her kommer kunst i det offentlige rum ind i billedet. For herigennem støttes kunstnerne økonomisk og via anerkendelse. Det vigtige er for så vidt ikke selve værket, som det at kunstneren har mulighed for at være kunstner.

Det vil give kunstneren mulighed for at påvirke omgivelserne – og det har vi brug. Påvirke via sit værk – som inspiration, vrede eller anerkendelse. Hvis kunstneren er dygtig nok, kommer de på museum, og bliver i endnu højere grad en inspirator. Og ja, nogle gange er kunsten grim og ofte vil den være tidstypisk og derved åben for eftertidens latterliggørelse. Nogle gange er prisen høj, men jeg vil ikke leve i et samfund uden det skæve og kreative – for både den sjælelige og økonomiske pris kan være endnu højere. Så kan vi andre lave ’det rigtige arbejde’.

Men den største påvirkning er måske den kunstneren har via sine samtaler med personer i netværket. Disse personer vil så påvirke andre – transportere kunstnerens ideer videre, og så er kædereaktionen sat i gang – bl.a. ved at vi tager tankerne med ind i klassen og videre til vores elever.


Niels Skovgaards (1858 - 1938) skulptur af Grundtvig ved Vartov i København


Vi færdes alle i det offentlige rum, med lidt hjælp og inspiration, kan vi blive bedre til at afkode det. Hvor folk færdes er udgivet af Strandberg Publishing – og er i sig selv et lille kunstværk. Fra samme forlag kan anbefales Berørt – om dansk kunst i det nye årtusinde, hvor der bl.a. er et kapitel om kontemporær kunst i offentlige rum. I en gennemdigitaliseret verden er fint at huske på, at verden altså er konkret. Skoler skulle bruge byen mere aktivt Jeg vil i det hele taget anbefale at inddrage byens fysiske indretning i undervisningen. Og det kan gøres på mange måder. Og her er det altså ikke et krav at skulle tage eleverne til København.

  • Kortlæg jeres by for kunstværker, mindesmærker og mindeværdige bygninger. Dokumenter hvordan de ser ud, og beskriv deres historie. Jeg kan garantere for, at kommunen, ville elske at være behjælpelige.

  • Lav byudvikling. Tal om hvad der fungerer og ikke fungerer, og kom med løsninger. Der findes fx ikke én handelsstandsforening i Danmark, som ikke vil have hjælp til at udvikle gågaden.

  • Lav prototyper af egne mindesmærker. Test dem på skolen. Diskuter dem og hvis det virker, så lav en 1:1 model og sæt den op i byen og start diskussionen.

  • Gå på byvandring og tal om hvordan byen har forandret sig.


I 2006 udgav The Secret Society bogen The secret book of secret places – CPH. Det var en kunstnerisk bog om steder i København. Flot indbundet og med masser af billeder, små guides og interviews. Den er tidstypisk og en fornøjelse at bladre i. Vores medievante elever ville nemt kunne lave noget tilsvarende – kreative guides til deres egne byer. Det kunne være sjovt at lave vores eget secret society med elev-genererede guides til alle landets byer. Vi skulle lave en konkurrence om de mest kreative og flottest udførte, og give vinderne hæder og ære. Vi skulle lancere dem samlet – se, den bogmesse ville jeg gerne komme til. Det ville, forhåbentligt, være alt andet end banalt. Videre læsning

København på latter Jens Kvorning, Carsten Thau og Martin Zerlang Gads forlag


Hvor folk færdes Tom Hermansen Strandberg Publishing


(Denne artikel har tidligere været bragt på lektionen.dk)

Top Stories

bottom of page