top of page
  • Writer's pictureSøren Lindgreen

Hvordan skal vi tale om klimaforandringer?

Stadig flere mennesker mærker en form for frygt for en kommende klimakatastrofe. Tilfælde af climate anxiety stiger. Det gælder for alle generationer, men især for unge – 57% af amerikanske teenagere er bange for klimaforandringerne. Det skal vi som skoler forholde os til. Spørgsmålet er så naturligvis hvordan vi gør det. Skal vi sige at ”Ja, I skal være nervøse, fordi den kommende katastrofe vil få alt andet til at blegne”, eller skal vi sige ”cool it – der er problemer, men så er det heller ikke værre”. Skal vi med andre ord opfordre til panik eller insistere på at problemerne bliver løst og at vores elever skal fokusere på deres andengradsligninger?

Klimaproblemer er jo ikke de eneste udfordringer, som verden står over for. FN har som bekendt opstillet hele 17 mål som skal indfries inden 2030. Det kan dog blot være med til at gøre de unge endnu mere forpustede. På KVUC har vi valgt at have fokus på emnerne som en temauge en gang om året, og så ved at opbygge en fælles vidensbank med materialer, så de enkelte undervisere løbende nemt kan inddrage de 17 verdensmål i deres undervisning på den måde de selv finder for bedst. Men mere om det senere.

Mange svar på samme spørgsmål

Med et flertal af unge nervøse for fremtiden, kan det ikke undgås at spørgsmål dukker op i skolerne. Det er jo her at de skal lære at begå sig i fremtiden. Derfor skal vi som undervisere, have nogle svar parat. Temauge eller ej. Der er skrevet meget om emnet, og en del af hvad der bliver skrevet, er ret pessimistisk. Jeg har kigget på fire bøger som behandler frygten for en klimakatastrofe. Hver på deres måde. Det drejer sig om den alarmistiske Den ubeboelige klode, den nørderne-redder-verden-agtige Sådan undgår vi klimakrisen, det poetiske kampskrift og selvhjælpsbog Håb og slap-nu-lige-af-alle-sammen-bogen False Alarm. Her er hvad jeg lærte:

  • Klimaforandringerne er reelle og i vid udstrækning menneskeskabt.

  • Konsekvenserne ved et varmere klima er enorme.

  • Frygten for forandringerne er reel og skal tages alvorligt.

  • Vi når ikke at stoppe temperaturstigningen inden 2 grader og sikkert heller ikke inden 3.

  • Vi skal derfor lære at tilpasse os et ændret klima.

  • Tilpasning skal ske på det personlige og det samfundsmæssige niveau

  • Vi skal samtidig arbejde hårdt for at opfinde og implementere nye radikale teknologier der bedre håndterer produktion, elektricitet, CO2 og tusindvis af andre ting.

  • Vi må ikke stirre os blinde på klimaudfordringerne – der er mange andre problemer, der er mindst lige så store.

  • For en stor del af verdens befolkning er problemer som forurening, ulighed, fattigdom, konflikter og sygdom meget vigtigere at forholde sig til, end diffuse klimatal.

  • Økonomi spiller en afgørende rolle for forandring. Folk vil ikke betale for forandringer og med stigende velstand kommer bedre løsninger.

  • Det skal nok gå. Om 100 år vil vi lige så lidt ønske os at leve i 2021, som vi i dag ville ønske os verden tilbage til 1921.

  • Håb er bedre end frygt. Håb hjælpes bedst på vej ved samarbejde om konkrete projekter.

Men lad os kigge lidt nærmere på bøgerne, inden vi ser på hvordan man kan tale om problemerne.

Wallace-Wells: Det hele bliver meget værre end du troede

Den første er Den ubeboelige klode af redaktør på New York Magazine David Wallace-Wells. Bogen er en horror story om hvordan en nær fremtid kan se ud – og det bliver meget værre end du forestiller dig, siger Wallace-Wells. Han bruger ikke meget krudt på at diskutere hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabt eller en del af jordens og solens naturlige cyklus. Heller ikke om man skal tage udgangspunkt i en tid før den industrille revolution eller for 10.000 år siden. Hans fokus er at belyse, hvordan vil livet på jorden være, hvis gennemsnitstemperaturen stiger 1-6 grader mere end i dag. Og det er ikke sjovt, skal jeg hilse at sige.

Bogen er delt i tre dele: en kort første del, hvor han behandler begrebet kaskader. Tanken er, at man ikke kan se de mulige konsekvenser af opvarmning uafhængigt af hinanden, men at de vil forstærke hinanden.

Anden del af bogen er en gennemgang af 12 områder hvor opvarmning vil få direkte indflydelse – til det værre forstås: Verden vil blive varmere, vådere, mere brændende, med flere katastrofer, med ferskvandsmangel, med døende have kvælende luft og økonomiske og politiske sammenbrud. Det er hård læsning, men er interessant at få udpenslet worst case scenarios (lidt på samme måde som det er spændende at se Walking dead). Også hvis man ikke selv regner med at det går så galt, så kan du være sikker på, at der er elever der gør det. Med Den ubeboelige klode kan du måske bedre forstå deres frygt.

Sidste del er helliget hvordan vi forholder os til en stadig varmere jordklode. Og det gør vi ikke rigtigt, mener Wallace-Wells. Han tror ikke på teknologiske fix – dertil mener han ikke at der er tid nok. Det skyldes for det første at videnskab og start-ups er for overambitiøse og tror for meget på at kan fixe jorden – dertil er den simpelthen for stor og kompleks, mener han. Derudover kan tiltroen på det snarlige fix, føre til manglende lyst til livsstilsændringer – hvorfor skulle man lide afsagn i dag, når teknikken redder os i morgen?

Men vi skal lide afsagn siger Wallace-Wells. Den bedste løsning er hvis alle os jordboere aktivt omlægger vores liv. Men desværre tror han heller ikke på det. Vi stikker hovederne i busken og håber at det snart går over. Stillet over for en storm, vi selv har udløst, og som vi fortsætter med at udløse hver dag, lader vi os til at befinde os bedst med at indtage en stilling af lærd magtesløshed.” Af de fire bøger, er Den ubeboelige klode klart den mest foruroligende. Man læser bogen hurtigt, for den er elementært spændende, men man lægger den fra sig lettere desillusioneret. It’s all going to hell – så ja, vi skal faktisk panikke. Bogen minder på den måde i tone om Hvad skal vi svare?

Gates: Problemet er gigantisk, men vi kan løse det

Den næste bog i bunken er Bill Gates Sådan undgår vi klimakatastrofen. Her er problemerne de samme, men ikke helt så udpenslet. Gates har med hans og hustru Melindas fond de seneste 10 år arbejdet for løse forskellige af verdens problemer. Det er egentligt ret sejt – og det synes Bill sådan set også selv. Bogen er alvorlig optimistisk i tonen: Der er store problemer og de skal løses. Good news er, at problemerne kan løses, hvis alle arbejder sammen. Udgangspunktet er, at vi bliver stadig flere mennesker på jorden, med et stadig større forbrug. Væksten svarer til at skulle bygge en hel ny New York City hver måned de næste 40 år.

Første del er en gennemgang af hvordan vi mennesker påvirker jorden: Via den måde vi producerer, rejser og lever for, og hvordan den elektricitet der får alle hjulene til at køre rundt, bliver produceret. Det springende punkt ved næsten alle problemerne, er at få merudgiften ved at skifte til grønne alternativer så tæt på nul som muligt. Folk vil gerne gøre det grønne, men det er illusorisk, siger han, at forvente at folk i den rige verden, pludselig ikke ville have mere eller at de milliarder af fattige ikke vil have det samme som os. Løsninger kan kun opnås, hvis de bliver billige nok.

Anden og sidste del er anvisninger til løsninger – især løsninger fra videnskaben, politikerne og virksomhedernes helte som ham selv. For ja, problemet er gigantisk, men teknologierne bliver udviklet i en sådan hastighed, at der er mulighed for at løse det. Vi når det dog ikke til 2030, og vores mål skal ikke være en reduktion i 2030, men en nul-udlednings-løsning i 2050. Hvis fokus er på 2030, vil vi ikke udvikle radikale nok løsninger, siger Gates.

Bogen er rig på konkrete råd og eksempler. Fra hvordan man kan løse problemer ved fx ny generation atom-energi, CO2-indfangning til hvordan man sikrer sig at alle samfundets parter arbejder i samme retning. Når det så er sagt, mener Gates ikke, at vi kan undgå store klimamæssige forandringer. Derfor handler bogen også meget om hvordan vi kan tilpasse os tørke, havstigning og hvad der eller kommer af problemer.

Hvis man kun skulle læse én af de fire bøger, vil jeg anbefale denne. Her er grundig indføring i problemerne og deres årsag og anvisninger til hvordan vi kan komme videre.

Leth: Insister på håbet

Klimaangst er en menneskelig tilstand. Det er os mennesker der bekymrer os. Angsten kan føre til handling, men måske oftere til apati. Hvis angsten fylder for meget, overskygger den alt andet, og det må vi ikke give den lov til, siger den tredje bogs forfatter. Multimennesket Kristian Leth har med bogen Håb fra 2018 skrevet et smukt og inspirerende forsvar for, ja, håbet.

Leth var selv ved at gå i stykker af klimaangst og fremtidsdepression. Men som en kunstner, går han sin egen situation til et undersøgende projekt. På den måde falder æblet ikke langt fra stammen. Leth lægger ud med at se på vores evige fascination af apokalypsen og tager os med rundt i verden og til forskningens laboratorier, Hollywood fortællinger og religionerne ritualer. Der er Hunger Games, Doomsday Clock, Y2K, Malthus, Johannes’ Åbenbaring og Woodoo-ritualer.

Verden er farlig og mystisk og døden er sikker. Det har den altid været. Vi skal dog passe på med at frygten for et klimakollaps, bliver til en egentlig dommedagsreligion, siger Leth. Når man på den måde har lært at angst er et grundvilkår for mennesker, så skal vi lære at se realiteterne i øjnene – en stoicisme a la Brinckmann. Og her hjælper medierne os ikke – de fortæller os nemlig mest de dårlige historier. De fortæller os historierne fra Wallace-Wells katalog. Det er bare ikke hele sandheden: Verden er meget bedre end vi går og tror, og livet er for den gennemsnitlige verdensborger bedre end nogensinde før. De synspunkter bliver bakket op af fire længere interview – bl.a. med grundlæggeren af det fantastiske Our World in Data Max Roser (var der nogen der sagde cherry picking?).

Håb er det tætteste på en selvhjælpsbog af de fire. Der er mange forskellige råd til at håndtere det håbløse: blandt andet ved at søge det gode og meditere. Det kan virke lidt for meget, men er også ok: Det er bogen præmis – hvordan man som individ kan undgå at blive overvældet. Vi skal turde drømme, og Leth fungerer glimrende som poetisk drømmefanger.

Lomborg: Husk nu proportionerne

Den sidste af de fire bøger, gør det samme som Håb, bare uden poesi, selvhjælp og afstikkere til religionerne. I False Alarm skælder direktør for Copenhagen Consensus Bjørn Lomborg ud på politikere der uklogt bruger enorme beløb på ineffektive løsninger og på meningsdannere der stiger sig blinde på enkelte problemer (klimaet). Især skælder han ud på forfattere som Wallace-Wells. Lomborg men anerkender fuldt ud at der er klimaproblemer og at de langt hen ad vejen er menneskeskabte og at konsekvenserne vil blive enorme, hvis der ikke gøres noget. Men hvorfor f*#den skulle vi pludselig ikke prøve at tilpasse os og løse problemerne, nærmest råber han. Det er jo menneskehedens historie at have tilpasset sig. Vi har altid fundet på tekniske problemer og livet er støt og roligt blevet bedre for os alle sammen. Og sådan vil det også være i fremtiden. Han kommer med stribevis af grafer, der viser hvordan vi alle vil være rigere og have mere velfærd i fremtiden. Det er faktisk så optimistisk, at en kulturradikal lektor som undertegnede får ticks ved øjnene – forståelse af at det hele bliver dårligere, bliver alvorligt udfordret.

Lomborg kan ikke forstå klima-puritanisterne, der siger at denne gang er det hele anderledes. Denne gang kan teknologien ikke hjælpe os. Denne gang er eneste løsning afsavn. Det virker bare ikke siger han. For det første fordi folk ikke gider, for det andet fordi personlige afsavn ikke rigtigt batter noget. Bogen er fra 2020 og han inddrager erfaringerne fra den globale covid-nedlukning: selv om vi lukkede hele verden ned, så man kun i meget begrænset omfang ændringer i klimaet. Folk kan kun gøre lidt, og selv hvis mange gør lidt, vil det stadig ikke være meget, er tankegangen. Kravet om afsavn fører ikke meget andet med sig end at folk bruger tid på at skælde hinanden ud, for ikke at opføre sig ordentligt nok. Dårlige løsninger gør os alle fattigere Bogens gennemgående pointe er, at der findes klimaproblemer, men når politikere i en panisk overbudslogik smider enorme summer efter ineffektive løsninger, bliver vi alle fattigere uden at problemerne bliver løst. Især er han vred på Paris-aftalen, og bruger et helt kapitel på at skyde den i smadder. Hans beregninger viser, at den vil koste verdenssamfundet $924 milliarder årligt med næsten ingen effekt. Tænk hvad disse penge kunne være blevet brugt til i forskning, uddannelse og sygdomsbekæmpelse.

I det hele taget er der mange tal i bogen – og det er super interessant. Det er godt til at sætte ting i perspektiv, men det illustrerer på samme måde det senmoderne dilemma: Mange tal gør ikke nødvendigvis en sikker. Wallace-Wells havde også mange tal, og hans konklusion er den modsatte af Lomborgs.

Af de fire bøger, er det False Alarm det klart den mest optimistiske og samtidig den der kan skabe mest fut i middagsselskaberne og frokoststuerne. Verdensmål som katalysator Men hvordan skal vi så som uddannelsessteder forholde os til alle disse tanker? I denne uge – uge 9 – skulle vi på KVUC have afholdt en temauge om FNs 17 verdensmål. Vi gjorde det første gang sidste år, men en række faglige oplæg, kursistproduktioner og en opfordring til kollegaer om at tone deres fag i retning af et eller flere af verdensmålene. Det var en stor succes. I år er vi slet ikke på skolen i uge 9, så meget af det planlagte måtte udskydes. Tak for det covid-19. Dog havde vi et super interessant oplæg af professor og glaciolog Sebastian Mernild – det kan på det varmeste anbefales.

Det smarte med FNs verdensmål er, at de er ret generiske: Man kan inddrage dem i alle fag. Den enkelte underviser kan altså selv vælge hvor meget der skal fokuseres, og hvilke områder der skal tales om. De er smarte da man med målene kan sammenligne mellem lande og institutioner og at man kan frem mod 2030 (hvor målene gerne skulle være indfriet) løbende evaluere. Og de er smarte, da det gør det muligt at forholde sig konstruktivt til diffuse begreber som ulighed, tilgængelighed og klima. Det giver et fælles sprog til fælles problemer.

Vi har også overvejet om det bare én stor omgang greenwashing. Om det er udtryk for at ville være woke med vores elever. Vi har rigeligt med didaktiske, faglige og pædagogiske grunde til, at vi ikke mener, at det er tilfældet. Den væsentligste er nok, at det er noget der i høj grad interesserer og motiverer vores elever. Noget som man kan bruge som udgangspunkt for mere fag-faglig undervisning.

Vi løser naturligvis ikke problemerne- sådan rigtigt – men det har heller aldrig været uddannelsernes formål. Vi skal i stedet, med stigende kompleksitet, spejle verden og lade elever eksperimentere med spørgsmål og svar.

Vi skal tage bekymrende seriøst

Lomborg ville sikkert mene, at verdensmålsuger på skoler er diffus frelst omgang spild af tid. Og ja, en verdensmålsuge ændrer ikke det store, men det sætter ting i perspektiv og viser nuancer af en kompleks problemstilling. Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet, så havde vi en stigende gruppe af unge, der er bekymret over klima og miljø. Mange af disse stiller det oplagte spørgsmål ”Hvad kan jeg gøre?”. Svaret er, at vi hver især kan gøre noget, men ikke meget. Men vi kan tale sammen og være kritisk nysgerrige. Vi kan blive præsenteret for andres holdninger og løsninger, og derigennem blive inspireret til egne.

På skoler kan vi vise vej til både mening og handling. Begge er nødvendige for at kunne begå sig i samfundet. Meninger er abstrakte, handlinger konkrete.




Jeg gør rutinemæssigt venligt grin med unge, som bruger mere tid på at like opslag på nettet, fremfor at gøre noget. Men hvis man som ung gør meget – fx er med i Fridays for Future, får man også skældud. Så hvad er det rigtige? Det er svært at svare på, men faktisk kan likes føre til handling og inspiration (hvilket Fridays er et eksempel på). Ved at støtte op om andre, kan deres tiltag få større politisk, medie- og markedsmæssig betydning. Det kan så medføre tiltag, der i sidste ende, kan gøre handlinger lettere. Både for virksomheder og individet.



Faren, ville især Lomborg sige, er, at det bliver de alarmistiske tiltag og historier der får flest likes, og derved får flest meningsdannere og virksomheder til at overgå hinanden i ineffektive her-og-nu-tiltag. Her har vi som uddannelsesinstitutioner et stort ansvar for at være nysgerrig kritiske og bevare sans for proportioner – og til at kunne tale en overgearet stemning lidt ned. Better safe than sorry – but ridiculous safe I 2007 uploadede gymnasielæreren Greg Craven en meget lo-fi video hvor han taler om hvorvidt, vi skal gøre noget ved klimaproblemerne. Se den her. Tanken er simpel: Enten er problemerne reelle ellers er de ikke. Enten kan vi gøre noget ved dem eller lade være. Der er mest ved at tabe ved ikke at gøre noget.



Problemet er så hvad der skal gøres? Hvilke og hvor store tiltag. Se det bliver den diskussion, vi skal have med vores elever.



Vi skal tage bekymringerne alvorligt. Vi skal lære elever at bruge deres fag og ikke være ukritiske – hverken overfor dem der siger at det hele bliver ok eller for dem der siger, at det hele er forbi. Vi skal med andre ord lære at ændre adfærd og sige som The Martian:



David Wallace-Wells Den ubeboelige klode Forlaget Klim

Bill Gates Sådan undgår vi klimakatastrofen Gyldendal


Kristian Leth Håb – et forsvar for fremtiden People’s Press

Bjørn Lomborg False Alarm Basic Books


(Denne artikel har tidligere været bragt på lektionen.dk)

Comments


Commenting has been turned off.

Top Stories

bottom of page