top of page

Posts List

Ok, lad os bare antage at AI-systemer bliver bedre.   Lad os antage, at en stadig større del af vores tid vil være skærmmedieret.   Lad os antage, at vi i udbredt grad foretager os noget, der kan blive registreret digital – fra skærmbrug til brug af dimser der er opkoblet (eller at være i nærheden af sådanne dimser).   Lad os antage, at vores registrerede aktivitet bliver analyseret og anvendt på måder vi ikke kan gennemskue.   Lad os videre antage at den virkelighed vi digitalt bliver præsenteret for, via i et sindrigt feedbackloop, bliver specielt tilpasset os på baggrund af tidligere registreringer.   Lad os antage, at når vi søger på nettet, vil vi få specieltilpassede svar. Når vi vil underholdes, bliver vi præsenteret for specieltilpassede produkter.   Lad os antage, at der kan være en kommerciel eller politisk interesse i at kunne styre hvad vi ser, ønsker, køber og gør.   Lad os antage, at vi bliver præsenteret for svar og udbud der fremmer en adfærd, hvor vi bliver ved med at være online. Det kan være via præsentationer af noget der er nemt og rart eller noget der gør os vrede.   Lad os antage, at de svar vi bliver præsenteret for, er simplificerede svar.   Lad os antage, at vi i stigende grad tror, at verden kan forklares (og derved styres) simpelt og friktionsfrit.   Lad os antage, at vi i stigende grad bliver afhængige af disse svar. At vi glemmer at tænke selv.   Lad os antage, at de fleste er meget tilfredse med den udvikling.   Lad os antage, at alle dem vi taler med, har lever tilsvarende liv som vores: Specieltilpassede men efter samme logik. At vi er enige om at den virkelighed vi lever i, er simpel og forklarbar.   I den situation, hvordan vil vi modtage folk - lad os kalde dem budbringere  -  der hævder, at verden er kompleks, nuanceret og rodet?     Man kunne forestille sig varianter og kombinationer af forskellige konsekvenser: Man ville være uvidende (budskaberne ville aldrig nå frem) Man ville være ligeglade (hvis budskaberne kom  frem) Man ville grine af dem, og forklare dem, at det de siger strider imod alt hvad de selv og alle de kender oplever og ved (altså kortvarigt forholde sig til det, men affærdige dem som konspirationister). Man ville tage budskaberne seriøst og ændre adfærd. De magthavere der er bag systemerne (virksomheder og/eller stater), vil iværksætte tiltag, der ville gøre budbringernes liv mere besværligt. Budbringerne vil tvivle på deres egne budskaber og/eller på det formålstjenestelige i at ville overbevise andre om dem. Hvor lang tid kan man opretholde et digitalt medieret system i en fysisk verden? Hvor lang tid kan simple historier leve i en kompleks verden? Hvordan skaber vi plads til de mudrede, langstrakte, ikke-umiddelbart-konkretiserbare fortællinger?

Om nye ideer i en verden af AI-genereret enighed

Ok, lad os bare antage at AI-systemer bliver bedre.   Lad os antage, at en stadig større del af vores tid vil være skærmmedieret.   Lad...

Read More
I artiklen Meet me in the Eternal City  i altid gode The Atlantic  illustrerer hvordan ønsket om at skabe sit eget perfekte rige lever i bedste velgående. Nu også i en Silicon-version.   Mikronationer har en lang historie, og listen af aktuelle mikronationer  er både morsom og tankevækkende læsning. Det er ofte historier om folk der tænker ”hvad nu hvis” eller bruger mikronationen som et spejl på det omgivende samfund. De fleste ved godt, at det er lidt for sjovt – som fx danske Elleore  i Roskilde Fjord. Andre danske eksperimenter som fristaden Christiania har en mere seriøs tilgang til det selvstændige.   Fristater  og fristæder  var historisk byer eller områder, som var underlagt kejseren, og ikke den lokale lensmand, fyrste eller konge. Personer kunne også opnå sådan en status. En status af rigsumiddelbarhed .   En ny version er drømmen om det friktionsfrie samfund uden bureaukrati eller besværligheder. Disse kaldes bl.a. for netværksstater, her i et længere citat fra ovenstående The Atlantic-artikel.   “The network state is a concept first advanced by Balaji Srinivasan, a bitcoin advocate who is influential in tech circles. As he describes it in his book,  The Network State , self-published in 2022 on the Fourth of July, a network state starts with  an online community of like-minded people , then moves into the offline world by crowdfunding the purchase of land and inhabiting it intensively enough that “at least one pre-existing government” is moved to offer diplomatic recognition. There isn’t necessarily any voting; the best way to vote is by either staying put or “exiting” for another network state you like better.   Other than that, the model is choose your own adventure. Hypothetically, Srinivasan suggests network states for people who eat specific diets (kosher, keto), for people who don’t like FDA regulation, for people who don’t like cancel culture, for people who want to live like Benedictine monks, for people who might want to limit internet use by putting public buildings in Faraday cages. It doesn’t matter what the state is based on, but it has to be based on something—a “moral innovation” or a “one commandment.””   Andre versioner er de libertære tanker om moderne fristæder – eller free cities  – hvor byen drives som virksomhed og borgerne / brugerne indgår indiviudelle konkrakter  med byen frem for at være underlagt en fælles forfatning. Det er byer der behageligt renset for det besværlige såsom makanikere, veje og kloaker. Som de skriver på deres merch-t-shirts - og med en hilsen til Back to the Future - We don’t need roads where we’re going . Men altså; her hvor vi andre er, der har vi brug for veje, kloaker mm. I free cities – som fx hele seasteading-bevægelsen  på vand – betaler borgere kun for de services, som de har behov for, og hvor de kan flytte når som helst, hvis byen ikke lever op til forventningerne (eller bliver bedt om at flytte, hvis de ikke lever op til byens forventninger). På samme som man på det perfekte frie marked, selv kan vælge sin arbejdsplads og arbejdsgivere frit kan vælge sine medarbejdere.   Mange af disse tanker bygger på varianter af Curtis Yarvins  tanker om Patchwork societies , hvor kryptostater har overtaget rollen fra nationalstater. Yarvin er åbent anti-demokratisk, anti-egalitær og neo-monarkisk.  Hans tanker har bevæget sig fra internettets udkanter til at personer som Peter Thiel og J.D. Vance nævner ham som en vigtig inspirationskilde. En anden The Atlantic-artikel  graver dybere ned i tendensen med at de superrige i stigende grad (eller måske igen) er holdt op med at sammenligne sig med almindelige mennesker. Tanker om utopia er langtfra kun noget som de venstreorienterede gør.   Et andet eksempel er visionen om Praxis  – the vital city: En kryptostat udtænkt af den nu 28-årige tech bro Dryden Brown, som et alternativ til den besværlige stat. Praxis er et longevity utopia, der taler perfekt til drømmen om det friktionsfrihed og longevity . I et essay, skrevet trænings-influenceren Sol Brah  om hvordan byen praktisk skal bygges er der ikke planer om det konkrete og fysiske, men i stedet ideer som at forurening og eltromagnetiske stråler er dårligt, lys, natur og kunst er godt. Noget mange utopister – uagtet hvor de stemmer – kan blive enige om.   Utopia og drømmen om en egen stat eller by er stærk, men oftest kun noget som bliver på det abstrakte niveau. Og drømmen om utopia spænder fra det yderste venstre til det yderste højre. Fra anarkisme til anarko-kapitalisme . Verden er konkret og praktisk. Utopiske tanker og eksperimenter er vigtige til at undersøge mulighederne for hvordan man kan bygge samfund op. Vi har altid eksperimenteret – som David Graeber og David Wengrow mesterligt illustrerede i Altings begyndelse .   Jeg er personligt mere til utopiske tanker inspireret af fx Solar Punk-genren, men finder de fleste former for lad-os-prøve-noget-nyt fascinerende. Især sålænge at det sker på frivillig basis og ikke går ud over de, som ikke ønsker at være en del af eksperimentet. Historien viser dog ret tydeligt, at når folk først har sat sig for grundlæggende at ændre samfundet og efterfølgende får magt til at gøre det, så er det svært for andre at undgå at blive en del af eksperimentet.

Drømmen om den statsløse stat

I artiklen Meet me in the Eternal City  i altid gode The Atlantic illustrerer hvordan ønsket om at skabe sit eget perfekte rige lever i...

Read More
Mennesker er et sociale. Det er vi fra evolutionens side, da det gør os stærkere og gladere. Denne artikel handler om forskellige former for fællesskaber og hvordan du selv kan være aktiv i et fællesskab . For det er en holdsport at være samfundsborger. First thing first : Fællesskab er ikke  det samme som medborgerskab. Medborgerskab handler om borgernes forhold til staten – groft sagt om de rettigheder og pligter vi har i samfundet. Fællesskab er når mennesker gør ting sammen - og det kan man gøre på mange forskellige måder: private og offentlige. Store og små. Med eller uden et klart defineret formål. Men fællesskab hænger sammen  med medborgerskab. Medborgerskab handler om hvordan man bygger et samfund op, hvor der er plads til alle og som fungerer på en måde, så der også er et velfungerende samfund til de kommende generationer. Medborgerskab handler om den overordnede ramme. Fællesskaber handler om alt mellem himmel og jord. Samfundet er et fællesskab (hvor medborgerskab er det vigtigste) og den lokale strikkeklub er et fællesskab (hvor man ikke beskæftiger sig om meget andet end hygge, kaffe og nye strikkeopskrifter). Men det overordnede fællesskab (medborgerskabet) kan ikke fungere hvis der ikke er velfungerende 'under-fællesskaber'. Det skyldes, at medborgerskab jo er en abstraktion (noget ikke-konkret) - ingen kan præcist måle eller føle medborgerskabet. Ingen har føling med alle ens medborgeres tanker og følelser. Lokale fællesskaber - skolen, fodboldklubben, boligforeningen og familien - er konkrete fællesskaber: Steder hvor man mødes med andre levende borgere. Det er i disse konkrete fællesskaber at man får de vigtige samtaler om hvad man synes der er vigtigt. Det er i de konkrete fællesskaber at man danner den lim der skal gøre medborgerskab muligt. Den lim der sikrer samfundets sammenhængskraft. Fællesskaber i Danmark Selv om der er en tendens til at vi moderne mennesker bliver stadig mere individualiserede , så går det stadig godt med fællesskaberne i Danmark. Stort alle danskere er del af fællesskaber og de fleste i mange. Tænk på dig selv: Du er, eller har været, sikkert med i flere fællesskaber: En andelsboligforening, en håndboldklub, en løbeklub, en fast gruppe venner med egne traditioner...fortsæt selv. Desværre er der også danskere som er ensomme  - men heldigvis opstår der ofte fællesskaber til at hjælpe dem. Aktiv i et fællesskab Den mest almindelige form for fællesskaber er de forskellige sociale og frivillige fællesskaber. Det kan være fodbold, spejder eller støtteforeninger. Ifølge Center for Frivilligt Socialt arbejde (CFSA)  så bruger lidt mindre end halvdelen af danskerne deres fritid på frivilligt arbejde. CFSA's Befolkningsundersøgelse viser at 40 procent af danskerne deltager i frivillige aktiviteter eller frivilligt arbejde. Tallet er stabilt og ligger stort set på samme niveau i en lang række undersøgelser, som er gennemført i de seneste 10 år. CFSA’s befolkningsundersøgelse (2019), viser også, at hele 69 procent af danskerne har været aktive i det frivillige arbejde over den seneste femårige periode. Det er således kun en mindre del (31 procent) af danskerne, som aldrig har været frivillige. Vi engagerer os som frivillige, når vi bliver: Berørte (fx børns skole/fritidsinteresser, sygdom/handicap) Indigneret (fx klima- eller flygtningekriser, hjemløshed) Interesseret (fx teater, fodbold, spejder) Vi bliver motiveret af: At gøre en forskel At frivilligt arbejde er sjovt Sociale fællesskaber Læs mere om danskernes frivillige engagement i CFSA’s Frivilligrapport På samme måde er mange danskere medlem af foreninger. På den måde at man møder op til træning, men at man ikke er aktiv i afholdelsen. Fx så har DGI  mange medlemmer. Medlemstallene for 2018 viser, at de 6.437 idrætsforeninger, der er med i DGI, i alt har 1.637.653 medlemmer. Det er en fremgang på 51.275 medlemmer, hvilket svarer til 3,2 procent i forhold til året før.  Typer af fællesskaber Der findes mange forskellige former for fællesskaber, og det kan fx være svært præcist at skelne hvor mellem det private og det offentlige går eller om man melder sig ind fordi det er hyggeligt eller fordi man vil gøre en forskel. Nedenfor er alligevel en række eksempler på fællesskaber. Tanker er at illustrere bredden af fællesskaber og evt. give inspiration til egne. I det følgende kommer der beskrivelser af forskellige former for fællesskaber. Er du interesseret i at starte dit eget fællesskab eller blive mere aktiv, kan du springe længere ned på siden. Politiske fælleskaber Politiske fællesskaber er bredt set de fællesskaber hvor man mødes med det formål at påvirke samfundet i en bestemt retning eller kæmper for en bestemt gruppe. Politiske partier Mest kendt er nok de politiske partier. Politiske partier har som regel et ideologisk udgangspunkt og kæmper altid for en række mærkesager. Det kan være en mindre stat, en mere ambitiøs klimapolitik eller færre indvandrere til landet. Se her en liste om forskellige nationale politiske partier. I kommunerne. Politik foregår som bekendt ikke kun på Christiansborg hvor rigsfællesskabets 179 politikere arbejder. I landets 98 kommuner er der i alt 2.432 lokalpolitikere . De fleste kommer fra de etablerede nationale partier som Venstre, Socialdemokratiet og Konservative, men i langt de fleste kommuner findes der også mindre lokalpartier. Politiske partier er private organisationer, og alle kan stifte deres eget. Skal de have støtte gælder der visse regler  og vil man stille op til folketingsvalg igen andre regler  - vigtigst at partiet har indsamlet ca. 20.000 underskrifter. Lokale bestyrelser En bestyrelse er den øverste ledelse i en organisation, forening eller virksomhed. Det er her man fastlægger de overordnede mål og holder øje med at ledelsen gør hvad man har aftalt På alle landets skoler (fra folkeskole til universitet) skal der være en bestyrelse. I folkeskolerne skal der være en forældrerepræsentanter i bestyrelsen (som regel 7 medlemmer) og er der ikke nok frivillige kan man blive udpeget. Skulle det ske, må man ikke sige nej. Den form for borgerligt ombud er en del af ens pligter i samfundet. I andelsforeninger, plejehjem, børneinstitutioner, sportsklubber og frivillige foreninger er der ligeledes bestyrelser. I større virksomheder (aps'er) skal der være en bestyrelse. NGO'er NGO står for Non Governmental Organizations. Det er større interesseorganisationer som arbejder for at opnå noget bestemt. Det kan være Greenpeace eller Kræftens Bekæmpelse. Her er en liste  over nogle NGO'er i Danmark. Alle disse organisationer har frivillige enheder og lokale kontorer hvor man kan melde sig som frivillig. Nogle organisationer er store drevet som virksomheder. I Danmark er fx Kræftens Bekæmpelse eller Røde Kors eksempler på det. Andre er mere løstorganiserede og aktivistiske. Eksempler på en sådan gruppe kunne være klimaorganisationen Extinction Rebillion: Interesseorganisationer i erhvervslivet Inden for arbejdsmarkedet er der også organiserede fællesskaber. Mest kendt er fagforeningerne som repræsenterer arbejdstagerne og arbejdsgiverorganisationerne  der repræsenterer, ja, arbejdsgiverne. I de fleste byer findes der handelsstandsforeninger, som ifølge Den store danske ordbog er en frivillig sammenslutning af detailhandlende og servicevirksomheder i mindre byer eller bydele med det formål at varetage fælles interesser over for kommunen, fx placering af busstoppesteder og -ruter og reglement for skiltning og udstilling af varer på byens fortove. En stor del af de ca. 350 handelsstandsforeninger, cityforeninger og centerforeninger er organiseret i Danmarks Handelsstandsforeninger, der blev stiftet i 1996. Sociale fællesskaber Lokale fællesskaber I alle landets 98 kommuner er der frivillige foreninger. Foreninger med sociale og læringsmæssige formål. Som et eksempel kan nævnes Rudersdal Kommune . Her er registreret over 350 foreninger . Af dem kan nævnes: Lydfest  der arrangerer koncerter for upcoming musik. Roskilde Festival startede også som en lille forening. Limenas  der laver teater for unge Birkerød Torvedage  der arbejder for at gøre Birkerød gågade mere livlig Flygtningetennis  der giver gratis tennisundervisning til flygtninge Grevemosehus venner der passer på et gammelt skovridderhus i Rude Skov Kommunerne værdsætter og støtter sådanne foreninger. Så hvis du har lyst til at starte din egen, så er det bare om at komme i gang. Der er masser af hjælp at hente . Civilsamfundets fællesskaber Ser man bort fra familierne - som vi kigger på lidt længere nede - så er de fællesskaber som flest mennesker er en del af civilsamfundets forskellige løse fællesskaber. Det er naboerne man kender og hjælper. Flytter der nogle nye ind på vejen eller i opgangen bliver de næsten automatisk til en del af fællesskabet. Man kan holde fester sammen, låne udstyr af hinanden og kigge efter hinanden. På samme måder opstår der fællesskaber på en skole, i en klasse, på en arbejdsplads eller et stamværtshus. Det er i disse helt lokale fællesskaber vi lærer og genlærer hvad det vil sige at være borger i et samfund: At vi skal tage hensyn til andre, hvis vi forventer at de skal tage hensyn til os. Fællesskaber til sjov og læring Det er her at de fleste er. I de private fællesskaber som fodboldklubben, spejderforeningen, løbeklubben osv. Vi skal ikke bruge mere tid på dem. De er vigtige og du kender til dem. Lad os i stedet kigge på andre former for læringsfællesskaber.: Makers, Fixersog D-I-Y Det er fantastisk at lave ting selv, og til alle tider har mennesker delt viden. Nogle af de mest entusiastiske fællesskaber er dem hvor medlemmerne er sammen om at løse problemer. Gør-det-selv-folket har altid udvekslet tips og tricks - så meget at der findes utallige magasiner og hjemmesider. Nogle meget specialiserede andre mere generelle . Makers En nyere version af denne trend er den såkaldte maker-bevægelse. Her mødes interesserede og lærer om ny teknologi: 3d-printere, laserskærere og meget andet. Fixers Fixers er nogleder hjælper hinanden med at reparere ting. Det kan være fysiske steder som Repair Café  eller brugerdrevnehjemmesider som ifixit.com Coding Pirates I en digitaliseret verden er dem der skriver koderne, dem der skaber rammerne. Derfor er der stadig flere som godt vil lære hvordan man gør. Et sted hvor det kan ske er i Coding Pirates. Urbane haver I de seneste årer der opstået mange forskellige projekter som alle har det til fælles, at dedyrker afgrøder i byen. Der er mange formål. Fællesskabsorienterede projekter – haver er dejligt konkrete ting man kan være sammen om Det kan være som økonomisk hjælp – man vil være mere selvforsynende Det kan være sociale projekter – det er en god måde at få svage borgere ind på arbejdsmarkedet. I Danmark findesder mange små lokale projekter, hvor små områder i byerne bliver lavet om tilnyttehaver. Andre steder i verden, som fx i Detroit, er det en måde at skabeværdi i en by med enorm høj arbejdsløshed og mange tomme boliger. Se denne præsentation om Urban farming i Detroit: Virtuelle fællesskaber Alle kender naturligvis Facebook, Instagram og så videre. Online fællesskaber. De fleste handler om at kommentere på hinandens input, men der er også mange der opfordrer folk til at handle i den virkelige verden. Fucking Flink Fucking flink er et virtuelt fællesskab, hvor folk deler historier om når andre er flinke. Deter mere en slags spreder-af-god-energi Religiøse fællesskaber Selv om Danmark er et ret sekulært land er der stadig mange der er medlem af et religiøst fællesskab. Det største er ubetinget den danske folkekirke med sine 4.327.018 medlemmer ( per 1. kvart 2020 ). Mange af medlemmerne er dog ikke aktive, de er blot blevet meldt ind i forbindelse med deres dåb. Man kan altid melde sig ud eller melde sig ind . Derudover er ca 160 andre anerkendte trossamfund  i Danmark. Fællesskaber hvor folk mødes til bøn og samvær. Ifølge Grundloven  har alle lov til at tro på hvad de vil, sålænge at de overholder landets regler. Man må altså ikke begå bankrøveri blot fordi ens gud siger at man skal. Kommercielle fællesskaber Vi nævnte nogle kommercielle fællesskaber som arbejdsgiverorganisationer og handelsstandsforeninger i det ovenstående. Men mange virksomheder vil gerne knytte sig endnu tættere på deres kunder. En måde at gøre det på, er ved at skabe attraktive fællesskaber. De fleste fællesskaber er afhængige af en form for indtægt. Men der er også fællesskaber som er rent kommercielle. Virksomheder har for længst fundet ud af, at vi mennesker helt naturligt har et behov for at høre til. Derfor markedsfører mange virksomheder sig som noget mere end blot en profitoptimerende enhed. De låner ord fra civilsamfundet. Ord som fællesskab, familie, venner, medlem etc. Det får os til at føle os godt tilpas og udvise loyalitet. Måske ikke helt lige så meget som til sin rigtige familie eller klan, men derhenad. Mange virksomheder er samtidig med at de tjener penge til deres aktionærer også aktive med at støtte forskellige sociale formål. Se artiklen om virksomheders ansvar og CSR . Hvordan kommer du selv i gangmed at være aktiv i et fællesskab? Alle kan være del af et fællesskab og de fleste kan være aktive. Næsten alle fællesskaber er afhængige af frivillige og der som regel mangel på dem. Så kunne du tænke dig at være aktiv handler det nok mere om at vælge inden for du vil være aktiv og graden af aktivitet. Det er egentligt bare at gå i gang Fællesskaber er vigtige og vi er glade for dem. Men de skal holdes ved lige. Fællesskaberne er afhængige af at folk tager initiativ til at danne dem og efterfølgende støtte op om dem. Der er altid brug for trænere og ildsjæle. Og ildsjælene har altid brug for hjælp. Den hjælp kunne komme fra dig. Det kan også være, at der ikke er det fællesskab som du ønsker tæt på hvor du bor. Det kan være at mangler nogle at spille musik eller dyrke sport med. Eller måske mener du, at din by skal gøre mere for at hjælpe flygtninge, gamle eller miljøet. Også her kan duogså selv gøre en forskel. Du kan starte din egen forening – og det er faktiskikke så svært som man skulle tro. Denindisk-amerikanske innovationsteoretikker Saras Sarasvathy har forsket ihvordan succesfulde iværksættere har grebet deres projekter an. Og hvad der gørsig gældende for dem alle er, måske ikke overraskende, at de egentligt bare ergået i gang. Hun har lavet enmodel der illustrerer forløbet. Den hedder effektuationmodellen. Går man med enprojektidé i maven, skal begynde med at se om det overhovedet er realistisk.Altså hvilke midler  man har. Hvem er jeg og hvad kan jeg. Hvis du er studerende uden penge, så lad være med at leg, at du er en mangemillionær med25 års iværksættererfaring. Så skal du finde ud af hvad du har lyst til  at lave. Projekter der ikke  er drevet af igangssætternes egen lyst, ender typisk i på de gode ideers losseplads. Når lysten og realitetstjekket er på plads, er det afgørende at du taler med andre om dit projekt. Her kan du få ideer, feedback  eller finde ud af at der er noglelængere nede af vejen der laver det samme som dig. Så kan du jo bare joine dem. Formålet med de samtaler er at opnå deres engagement . Det kan være at de vil være med, at de vil støtte det eller blot fortælle dig at du er sej. Eller fortælle dig, at de synes at det er en top-dårlig idé. Dette vil givedig nye midler og måske ændre din idé. Og så kan du gentage processen. Men denne gang er du bedre på vej. Du vil helt sikkert møde modstand og bump på vejen, men prøv at vende det til din fordel. Sarasvathy kalder det lemonadeprincippet fra den engelske talemåde: when life gives you lemons, make lemonade . Modstand er irriterende, men der er heldigvis masser af hjælp at hente. Kontakt din kommune eller borgerservice og de vil helt sikkert hjælpe dig på vej. Fællesskabet er udgangspunktet …men mindre kan også gøre det. Det behøver slet ikke være stort og besværligt. Du kan styrke fællesskaber ved blot at spørge din bedstemor om hun giver en kop kaffe, sikre dig at den nye falder godt på plads, eller kontakte en af de lokale foreninger og spørge om de har brug for en hånd. Fællesskab ogmedborgerskab er ikke det samme. Medborgerskab erden samfundsmæssige organisationsform der skal sikre at ingen ufrivilligt endersom Palle alene verden. Men man skal hele tiden huske, at medborgerskab førstbliver konkret når der bliver udlevet i praktiske lokale fællesskaber. Opgaver Opgave 1: Hvor mange fællesskaber er du en del af? Lav en liste over de fællesskaber du er en del af. Lav to kolonner: I den første skal du lave liste med konkrete fællesskaber - fællesskaber hvor du kan sætte navn på andre medlemmer og forklare hvad det er for et fællesskab. I den anden skal du skrive de mere abstrakte fællesskaber - fællesskaber hvor din rolle er mere diffus. Det kan fx være 'Danmark' Tal med andre om jeres lister

Come together - fordi det er en holdsport at være menneske

Mennesker er et sociale. Det er vi fra evolutionens side, da det gør os stærkere og gladere. Denne artikel handler om forskellige former for fællesskaber og hvordan du selv kan være aktiv i et fællesskab. For det er en holdsport at være samfundsborger.

Read More
Lad os lave et tankeeksperiment: Du er om bord på et skib sammen med 149 andre. Du er i familie med nogle få. Lidt flere kender du en smule, men de fleste har du aldrig mødt før. Nå, men der sker naturligvis det, at skibet forliser og I bliver skyllet op på en øde ø. Heldigvis skyller der en masse værktøj op sammen med jer. I finder hurtigt ud af, at der ikke er mobildækning og på en eller måde går det op for jer, at der nok vil gå rigtig lang tid før I bliver reddet. Hvis det var en øde ø Så en ny hverdag melder sig: I skal nu til at finde ud af hvordan I får mad, laver huse og toiletter. I skal finde ud af hvordan I passer på dem, der ikke kan passe på sig selv, og hvordan I udnytter jeres evner bedst. Skal alle sørge for sig selv, eller kan I dele opgaverne imellem jer? Og hvem bestemmer hvor meget deltagelse er tilstrækkeligt? Og hvordan ville I tage jer af fremmede, hvis de pludselig kom svømmende? Så hvordan vil I klare jer på den der ø i midten af det store hav? Det vil nok være super svært, men hvis ikke alle hjælper til så meget de kan og hvis I ikke finder ud af at arbejde sammen, vil det helt sikkert gå jer dårligt. Det giver næsten sig selv derude på øen. Men det er altså det samme i større samfund som Danmark. Din dagligdag fungerer kun, fordi alle de ting du bruger i din hverdag fungerer. Og de fungerer kun, fordi andre sørger for at det sker. Du kan ikke særlig meget selv For prøv lige i 2 sekunder at tænke over hvor lidt du egentligt kan selv – den triste erkendelse er, at vi kan lave forbløffende få ting selv. Altså, vi er ret gode til at tage billeder og til at sende dem videre i en redigeret version i Snapchat. Men i forbindelse med de væsentlige ting, er vi afhængige af hjælp: Dyrker du måske selv jorden? Kan du bygge et hus, sy tøj eller finde rent vand? Kan du forsvare dig imod banditter? Hvad med internet, elektricitet og medicin – hvordan er det nu lige, at man laver det? Heldigvis har vi ikke behov for at kunne lave det selv, så længe andre gør det for os. Men som regel vil folk kun blive ved at levere noget, hvis de føler at de får noget igen. Hvis samfund skal fungere over tid, kræver det at medlemmerne støtter aktivt op om samfundet. Det vil folk groft sagt gøre, hvis de føler at samfundet leverer tilstrækkeligt gode rammer. Rammerne er sikring af liv, velfærd, ejendom og rettigheder. Anerkendelse som individ samt muligheden for at udleve egne drømme. Hvis individet oplever at deltagelse belønner sig, vil lysten naturligvis blive større. Samfundet – og ikke kun staten – skal skabe sådan et incitament. Den bedste garanti for at du selv har det godt, er at du lever i et samfund der sikrer dine rettigheder, hjælper dig til at kunne udvikle dig selv og hjælper dig op hvis du falder. Man kan måske ikke være aktiv inden for alle områder, men sørg i det mindste for ikke at være aktiv modarbejdende. Så få hænderne op af lommen og hjælp til. Det kaldes medborgerskab. Samarbejde betaler sig Som vi så med eksemplet på den øde ø, så er det afgørende for samfund, at dets borgere er aktive. At de bidrager til at løse de opgaver som bare altid vil være der. I en travl dagligdag hvor ens egne gøremål fylder så meget, kan man nemt glemme, at der i alle samfund altid er et væld af opgaver som skal udføres. Der skal laves veje, bygges hus, produceres mad og tøj. Der skal etableres måder man kan kommunikere på. Der skal passes på børn, syge og raske. Nogle skal lave dette arbejde, men når man er mange, kan man deles om det. Og det en af de mest afgørende grunde til at det også for den enkelte borger er en fordel at være medlem af en gruppe: Gruppen kan nå mange flere ting end individerne kan hver for sig. Hvorfor er det tilfældet? Det har noget at gøre med specialisering og stordriftsfordele. Den skotske økonom Adam Smith (1723-1790) beskrev det i sit værk Nationernes velstand  fra 1776, her beskrev hvordan han besøgte en nålefabrik (du ved de der spidse ting nogle andre end dig bruger til at sy tøj med). Smith fortæller at han besøgte en nålefabrik hvor arbejdet med at producere nåle var delt op i forskellige led, og at hver arbejder kun lavede et led (i stedet for at skulle lave alle leddene selv). Ved at opdele arbejdet på den måde steg produktiviteten 50 gange. De ti arbejdere kunne altså producere 50 gange flere nåle ved at arbejde sammen, end ved at lave dem hver især. På samme måde kan man dele arbejdet i et samfund eller i et hjem. Det tager fx ikke 10 gange længere tid at lave spaghetti med kødsovs til 10 mennesker end til 1 person. Så hvis én står for madlavningen, kan de ni andre laver andre ting. Specialisering gør folk afhængige af hinanden Samarbejde gør grupper rigere. Men samarbejde gør også folk mere afhængige af hinanden: Hvis man bliver vant til at andre udfører bestemte opgaver, lærer man dem ikke selv. Men igen: det behøver man heller ikke. Vi deles om arbejdet, og hvis hele tiden finder på nye smarte måder at løse vores opgaver på, vil vores samfund blive stadig rigere. Det ø-samfund som først har hjulet og dampmaskinen klarer sig bedre end de samfund der ikke har det. Og det er på mange måder historien om hvordan verden blev moderne: Verden blev moderne ved at man blev bedre til at dele viden, tænke rationelt, effektivisere og systematisere. Ved at man blev bedre til at udnytte råstoffer og opfinde nye ting. Det var på den baggrund at der blev opfundet maskiner, jernbaner, fabrikker, telefoner og flyvemaskiner. Historien om det moderne liv er også historien om hvordan menneskelige grupper blev større. Folk flyttede fra små landsbyer til storbyer. Man gik fra at producere noget i lille skala – fx i den lokale smedje – til stor skala på den nye fabrik. Og når noget bliver større – fysisk eller med egenskaber – bliver det næsten også altid mere komplekst: Det er nemmere at holde styr på 2 medarbejdere end på 2.000. Det er nemmere at bygge et fuglehus end et stort moderne supersygehus. Med øget kompleksitet stiger behovet for at lave underopdelinger af arbejdet. Én mand kan  måske nok bygge en bil selv, men produktiviteten stiger hvis man deler det op sådan at nogle står for at lave dæk og andre for at lave motorer. Én person kan ikke  bygge et supersygehus – der skal  man være flere. For det første er opgaven simpelthen for stor, men det kræver også så mange forskellige kompetencer, at en enkelt person ikke kan lære det hele: Både være tømrer, betonmand, elektriker, maler, ingeniør etc. Via samarbejde og specialisering kan mennesker skabe større og mere komplekse projekter. Belønningen for det er en enorm stigning i vækst: Vi får mange flere ting og kommer til at leve et meget  mere behageligt liv end man gjorde for 300 år siden. Når samfund bliver komplekse og der kommer en høj grad af arbejdsdeling bliver alle samfundets medlemmer afhængige af hinanden – man taler om en øget interdependens: en stigende gensidig afhængighed – som vi så fra historien med øen. Nødvendig og unødvendig på samme tid Men nu bliver det tricky. Samtidig med at vi bliver afhængige af hinanden til at varetage forskellige funktioner, mister vi hver især overblikket og vi bliver hver især mindre nødvendige. Det med overblikket er nemt nok at forstå: Vi kan ikke overskue alle led i processen – kun det vi selv arbejder med. Det kan medføre til det som Karl Marx (1818-1883) kaldte for fremmedgørelse. Vi mister selvstændigheden og bliver til små tandhjul i samfundets maskinrum. Og for at det ikke er slemt nok, så bliver det nemmere i store samfund at udskifte det ene menneskelige tandhjul med et andet. Samfundet har brug for din funktion , men ikke nødvendigvis for din person . Fabriksejeren er afhængig af at der er arbejdere på fabrikken – men er ligeglad med om personen hedder Frederik eller Christian. For samfundet er du værdsat men ikke unik. Du er nødvendig med udskiftelig. Du er lige så gyldig som alle de andre med din funktion – men altså ikke mere gyldig, og derfor heller ikke mere nødvendigt. Du kan ende med at være ligegyldig. Du bliver rig og bekvem men i sidste ende ligegyldig. Det er samfundets pris, men det er en pris vi er villige til at betale. Hvis alle hver især laver alle de ting de har behov (så vidt som at de kan) vil de være uafhængige men fattige. Du skal vælge mellem at være autonom og selvforsynende eller afhængig og bekvem. De fleste vælger det sidste. Vi når frem til følgende mønster: Vi kan ikke tåle at være ligegyldige Når det så er sagt, så har mennesket har dog enormt svært ved at leve som en ligegyldig person uden overblik over de rammer hvori hun lever. Eller lyder det som noget for dig? Den franske sociolog Emilie Durkheim (1858-1917) brugte hele sit liv på at forstå hvad det moderne liv gjorde ved mennesker. Han observerede, at når samfund gik fra at være traditionelle til moderne steg velstanden, men hyppigheden af selvmord steg. Det havde han svært ved at forstå – mennesket havde jo netop fået alle de bekvemmeligheder som man havde sukket efter i 10.000 år. Hvorfor så være utilfreds? Han nåede frem til at det handlede om, at moderne mennesker havde sværere ved at se meningen med det hele og føle sig tilstrækkeligt anerkendt. Det er en problemstilling vi vil behandle grundigere i afsnittet Medborgerskab og individualisme . Vi mennesker vil følge os anerkendte. Vi ønsker at vi bliver set og passet på. Ifølge den tyske sociolog Axel Honneth er der tre former for anerkendelse som mennesker ønsker: Anerkendelse fra ens familie, fra gruppen og fra staten. Får man ikke anerkendelse alle tre steder fra, vil man søge den til man finder den. Og hvis det ikke er muligt, kan der opstå reaktioner som mismod eller modstand [kan uddybes]. Medborgerskab handler om at sikre folk anerkendelse fra staten og gruppen, lad os se nærmere på dem. Opgaver Opgave 1: Hvad kan du? Lav en liste over de vigtige ting som du kan selv (sundhed, finde mad og fødevarer, forsvar osv). Tænk over hvad du kunne tænke dig at lære først, hvis du skulle lære nogle vigtige ting? Diskuter med andre om det er ok eller dårligt, at de fleste mennesker i moderne samfund, ikke kan så mange af de ting som var absolut nødvendige for 1000 år siden. Videre læsning En introduktion til Adam Smith : Om specialisering og økonomisk vækst En introduktion til Durkheim : Om hvordan moderne samfund gør os rigere, men også kan gøre os mere ulykkelige

Samarbejde betaler sig

Lad os lave et tankeeksperiment: Du er om bord på et skib sammen med 149 andre. Du er i familie med nogle få. Lidt flere kender du en...

Read More
Det er egentligt mærkeligt at der ikke er mere kaos i Danmark. Vi er næsten 6 millioner mennesker, og alle har mest fokus på dem selv og deres egen familie. Men alligevel fungerer landet overraskende godt: Der er veje og kloaker. Der er politi og sygehuse. Folk står pænt i kø og overholder i det store og hele landets love. Hvordan kan det dog være?Kort fortalt skyldes det, at folk deltager aktivt i samfundet. Og de deltager aktivt i samfundet, fordi det kan betale  sig. Du får  mere af samfundet, end hvad du giver. Det regner man i hvert fald med. For der er ingen der ved det. Det er nemlig meget svært at måle – både hvad man giver og hvad man får. Lad os starte med at se på hvad du får: Du får det meste af samfundet Du får en masse ting af fællesskabet Danmark. Du får sikkerhed, uddannelse, infrastruktur, penge, lægehjælp, og pleje for blot at nævne noget. Det er dog svært at måle præcist  hvor meget de enkelte ydelser er værd for dig eller hvad de koster for fællesskabet at levere. Nogle ting er nemme at måle. Det er relativt nemt at regne ud hvad din skolegang koster, hvad du får i SU eller hvad det koster at behandle det ben du brækkede på mountainbiketuren i den offentlige skov. Men det er svært at måle, hvad det er værd for dig, eller hvad det ville have kostet dig i et andet system – som fx det amerikanske. Andre ting er mere vanskelige at måle:Det er svært at måle værdien af, at lige netop du kan køre på veje og at der er gadelys på dem (er du fx mere eller mindre glad for lys på vejen end din nabo?). Og hvad er det værd for dig at besøge pæne parker og låne bøger på biblioteket. Og helt svært bliver det at måle værdien af ro, orden, tillid og tryghed: Hvor meget er det værd for dig at militæret sikrer landets grænser? At der er fængsler? At der findes penge, og de ikke pludselig mister deres værdi? At vi stoler på hinanden og ikke skal bestikke embedsmænd. Dine rettigheder Alle disse ting er noget de fleste ønsker sig. Og i Danmark har vi indrettet lovgivningen således, at du ikke skal nøjes med at håbe  på at du får dem. Det er noget du har ret  til. Du har ret danne foreninger og forsamle dig og til ikke at blive smidt vilkårligt i fængsel Du har ret til at give dine meninger til kende Du har ret til at tro på det du vil Du har ret til din egne ting – andre må altså ikke uden videre tage dem Du har ret til uddannelse og du har ret til hjælp: Det kan være lægehjælp, pleje eller økonomisk støtte. Det er de lovsikrede rettigheder – det som du kan kræve at det offentlige på en eller anden måde leverer til dig. Men du forventer sikkert mere af samfundet. Du har måske ikke en lovfæstet ret  til at andre folk holder deres plads i køen, at de hjælper til i fodboldklubben eller spejderforeningen – men du er sikkert glad for at de gør det. Tre typer rettigheder Den britiske sociolog T.H. Marshall  har skrevet et af de mest indflydelsesrige værker om medborgerskab. Marshall skelner mellem tre typer af rettigheder: Civile, sociale og politiske rettigheder. 1: Civile rettigheder De civile rettigheder handler om de rettigheder som du kan forvente som privat person. Selv hvis du vælger at bo alene og ikke deltage aktivt i samfundet, skal du kunne vide dig sikker. De civile rettigheder er de mest grundlæggende og modsvarer på måde de nederste niveauer i Maslows behovspyramide. De civile rettigheder er igen delt op i beskyttelsesrettigheder, frihedsrettigheder, ejendomsret og markedsret. Lad os se på dem en ad gangen. Personlige beskyttelsesrettigheder Ingen ønsker en voldelig død eller et grumt overfald. Man skal som borger kunne vide sig sikker. Dette er en langstrakt opdragelsesudfordring i samfundet. Det er jo nemlig ikke nok at man kun beder folk om at opføre sig pænt, og lade være med at pande deres naboer ned. Der skal være konsekvenser hvis man ikke kan holde nævnerne i ro. Man skal som borger vide at der er straf forbundet med at overfalde andre, og at politiet vil arbejde for at finde den skyldige og at domstolene vil give vedkommende en passende straf. Hvis man ikke har tiltro til det, vil der stille og roligt opstå selvjustits – både fra forbryder og offers side: Hvis forbryderne ved at det ikke har nogle konsekvenser at være banditagtig, vil man nok have mere mod på kriminalitet. Og hvis man som borger ikke oplever, at det har nogle konsekvenser for banditterne at gøre ondt, så kunne det tænkes at man får lyst til købe sig en stor pistol så man kan forsvare sig selv – og så er vi på vej tilbage mod Hobbes naturtilstand. Det samme gør sig gældende i forbindelse med straffens proportioner. Hvis man kun får en løftet pegefinger hvis man overfalder gamle fru Jensen, vil folk nok miste tilliden til systemet Man skal som samfund derfor sikre sig, at der er ordentlige regler og at et system til at udøve magten og dømme efter lovgivningen. Frihedsrettigheder Et hvert menneske har ret til at tænke og tro hvad de vil. Det har vi i Danmark sikret i Grundloven. Grundlovens § 71.  Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse. Stk. 2.  Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven. § 77.  Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. § 78.  Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. § 79.  Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred. § 80.  Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles. Ejendomsret Hvornår er dine ting egentligt dine? Hvornår kan man sige at man ejer noget? Ejer jeg min egen krop? Og i så fald, hvornår begynder jeg at eje den? Er den mine forældres til at starte med? Jeg vil gerne være sikker på, at jeg kan beholde de ting jeg har anskaffet mig. Jeg vil kunne vide mig sikker på at nogen ikke tager den fra mig. Men hvad skal der til før at noget er mit? Ifølge den engelske filosof og politiske tænker John Locke, blev noget ens ejendom hvis man tog det op fra jorden og bearbejdede det. Men i praksis er det svært. Jeg må jo ikke bare gå ind i skove eller folks haver og samle noget op. Som med de andre rettigheder handler ejendomsretten om muligheden for at kunne vide sig sikker på at ens situation i morgen er ca. den samme som den er i dag. Altså en sikkerhed imod tilfældig indblanden. Grundlovens § 73.  Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Markedsret I dag tager vi det for givet at, hvis man har energi og mulighed for det, så kan man åbne den type virksomhed man har lyst. Hvis jeg vil åbne et bageri, så gør jeg det. Hvis jeg vil starte som tømrermester, så gør jeg det (når man naturligvis har fået sine papirer på plads). Sådan har det ikke altid været. Engang kunne du ikke åbne en bagerbutik, hvis du ikke var med i bagerlavet.       § 74.  Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov. Sociale rettigheder De civile rettigheder var de rettigheder som staten skulle levere i deres del af den sociale kontrakt, som Rousseau og andre beskrev. Men som tiden går og samfund ændrer sig, er det ikke længere nok. Fra omkring 1900-tallet, begynder der fra borgerne at komme krav om staten skal gøre mere for at sikre borgerne et trygt, frit og godt liv. Staten har pligt til at levere sociale ydelser også. Vi kommer mere ind på de sociale rettigheder i vores gennemgang af velfærdsstaten . Politiske rettigheder Du skal, mener Marshall og mange andre, som borger have ret til at ytre dig politisk. Men rettigheder gør det ikke alene: Samfundet skal aktivt gøre det nemt for borgere at mødes og agere politisk. I Danmark kommer det fx til udtryk ved at man som forening kan søge økonomisk hjælp eller hjælp til at komme i gang. Se mere her på Borger. dk Dine pligter Men hvis man ikke kender værdien af det man får, hvordan ved man så hvad man skal gøre til gengæld? Også her de vigtigste ting skrevet ned i loven. I Danmark er der mindst fem ting du skal  gøre: Overholdelse af love og regler . Du skal overholde lovene, også selv om du synes at de er forkerte, og du må være klar til at modtage en straf hvis du bryder lovene. Nogle mennesker mener dog, at lovene er så forkerte, at de vælger at udøve  civil ulydighed . Betale skat . Har du en indkomst skal du betale skat. Det gælder både private og virksomheder. I afsnittet  Velfærdsstaten – medborgerskabets fødselshjælper  ser vi nærmere på det danske skattesystem. Undervisningspligt . Alle børn i Danmark har pligt til at modtage undervisning. Der er ikke  skole -pligt – man behøver altså ikke gå i skole, man skal bare modtage undervisning. Værnepligt. Alle mænd med fast ophold i Danmark skal aftjene værnepligt. Når man er 18 år modtager man en indkaldelse til session. Her bliver det vurderet om man er egnet til at aftjene værnepligten, er man det skal man trække et nummer. Er nummeret lavt skal man en periode i forsvaret. Man kan ønske om man fx vil i hæren eller luftvåbnet. Se mere  om værnepligten på Borger.dk . Hvis du fx af moralske grunde ikke ønsker at forsvaret, kan du aftjene som  militærnægter  i Beredskabsstyrelsen. At påtage sig borgerligt ombud . Et ombud er en opgave man har pligt til at påtage sig, hvis man bliver bedt om det. Det kan fx være at være nævning i en retssag. Det kaldes også at være  lægdommer . Her  skal  man møde, man får dog løn for det. Teoretisk set kan man også blive bedt om at være medlem af fx en skolebestyrelse, en kommunalbestyrelse eller regionsbestyrelse. Er det tilfældet skal man gøre det. I praksis sker dog meget sjældent – normalt er der nok folk der melder sig frivilligt. Ud over de ting som du skal  gøre, er der også ting som du nok bør  gøre – fordi hvis du gør det, glider det hele lidt nemmere. Opfør dig som du lærte af din mor Det er de ting du lærte af mor og far: lade være med at svine, tale pænt til andre, hjælpe folk der har behov og holde din plads i køen. Det er noget alle kan bidrage med. Har du ekstra meget energi kan  du være med i skolebestyrelsen, være fodboldtræner eller besøgsven. Konklusionen er at vi ikke kender regnestykket for hvad vi får og hvad vi giver, men at vi kan se at det fungerer. Og vi kan nemt forestille os, at det vil være ret irriterede at bo i et land, hvor man ikke har rettigheder og hvor folk ikke gør noget for fællesskabet. Vil du fortsat nyde en relativ velfungerende og tryg hverdag, skal du fortsætte med at kræve din ret og gøre din pligt. Det kaldes medborgerskab. Opgaver Opgave 1: Om normer og regler. Diskuter nedenstående i grupper: 1. Hvorvidt er det ok at opdrage på hinanden i det offentlige rum? Fx sige til hvis nogle smider affald eller springer over i køen.2. Er der nogle normer fra gamle dage, som I savner og er der normer i dag som I regner med ikke vil være en gængs norm om 20 år?

Om rettigheder og pligter

Det er egentligt mærkeligt at der ikke er mere kaos i Danmark. Vi er næsten 6 millioner mennesker, og alle har mest fokus på dem selv og...

Read More
For vi ved ikke hvad vi gør   Når vi ser omkring os, er det som om alt fast og solidt fordufter, og de sikre holdepunkter bliver erstattet af en hæsblæsende kavalkade af blitz-agtige nu-og-her-situationer. Nu’et fylder så meget, at både fortid og fremtid bliver klemt i periferien.   I sådan en tid er det ikke mærkeligt, at der opstår en fornyet interesse for det bestandige eller langsommelige. Den eksistentielle interesse for naturen er stigende (inden for visse miljøer) og interessen for religionen som forklaringskraft ligeså.   For better and worse er kristendommen i vestlig kultur den  væsentligste kulturelle konstant, og er uudtømmelige kilde til undren, forklaring og perspektivering. Og som med alle andre kæmpedomæner, har man brug for dygtige guides til at kunne få overblik, baggrund og rutevejledning.   To oplagte guides at henvende sig til er hhv. Kristian Leth og Michael Jeppesen. Begge multimennesker der har omsat 100-vis af timers radio til kloge let læselige bøger.   Gud på briksen Forfatter, producer og reklamemand Michael Jeppesen udgav sammen med filosof ved Aarhus Universitet Rasmus Ugilt i 2020 et portræt af Gud med titlen For han ved ikke hvad han gør . For Gud er ikke lige sådan at forstå. Mildt sagt. For hvem er Gud? Er det den kreative Gud, der skaber jorden? Den smålige Gud, der ikke vil dele kundskaber? Den hævngerrige Gud, der smider folk ud, dræber fjender og lader jorden oversvømme? Den pernittenagtige Gud, der laver en endeløs række af regler for hans folk? Den testende Gud, der lige vil se om Abraham eller Job nu også sådan rigtigt tror på ham? Den tredelte Gud, som både kan være fader, søn og helligånd?   Gud er troens konstant og samtidig en indholdsløs signifikant. Gud er med hele tiden, men der er ikke én forklaring på hvad eller hvem Gud er. Jeppesen og Ugilt viser at Gud nogle gange minder om den nordiske mytologis guder; en som går omkring og samtaler med os mennesker, og nogle gange som en slags taoistisk enhed om hvem man ikke kan sige hvad er.   Det er et stærkt underholdende greb de to forfattere anvender, når de sætter sig for at portrættere Gud som den samme enhed, men som en der opfører sig helt forskelligt og helt uforudsigeligt, alt efter kontekst. Og det er måske noget af det geniale ved Gud: Der er identificerbare beskrivelser, men samtidig så forskellige handlinger, at der er noget for alle til alle tider. Men nogle gange er det altså som om, at Gud ikke ved hvad han gør. Og i det kan der være noget betryggende, for det ved vi andre heller ikke altid – men det er måske ok og helt uundgåeligt.     Verdens vigtigste bog Hvor For han ved ikke hvad han gør,  er et portræt af troens hovedperson, er Kristian Leths Verdens vigtigste bog  en fortælling om den bevægelse som blev skabt i troen på Gud / Guds søn Jesus. Det er en fortælling om tilblivelsen af den kristne menighed med Paulus som den helt store stjerne.   Leth tager læseren med på den rejse han har brugt årevis på: nemlig at forstå hvordan i alverden det kan være, at en lille obskur sekt i et hjørne og Mellemøsten, har vokset sig til verdens største og mest magtfulde religion - en religion der i dag tæller 2.4 ud af jordens 8 milliarder mennesker.   En væsentlig pointe er, at kristendommen ligger i paradokset mellem at troen på samme tid er dogmatisk og diffus. Den er dogmatisk i og med at den bl.a. insisterer på, at der kun er én gud (noget der i samtidens animisme var ret mærkeligt) og at man kan opnå frelse ved at tro. Og den er diffus ved hurtigt at udgrene sig i forskellige varianter som alle også har ændret sig over tid. Kristendommen anno år 150, er meget forskellig fra varianten anno 1050, 1500, 1950 eller 2025. Men det er stadig kristendom og den, som en slags dna, bygger videre på det gamle og mutere i nye retninger.   Monoteisme: Der er kun én Gud. Frelsen: Ved at tro  kan du blive frelst. Blive en af dem der klarer dommedag. I dag er frelsebegrebet stærkt, også hos ikke-troende. Så er det bare en anden form for frelse. Næstekærlighed: Du har en moralsk pligt til at hjælpe din næste (hvem det så end er). Lidelse som noget helligt. Livet gør ondt, men det er ok. Selv Gud led. De fattige er tættere på Gud end de rige. Bare fordi at du er rig, skal du ikke tro du er bedre. Dommedag er nær. En klassiker - også i dag Missionsbefalingen: At det var en hellig pligt om at overbevise andre om det rigtige i ens tanker. Og…holy smoly…hvor er vi - alle os ikke-kristne - gode til at missionere i dag. Universalisme: Alle kan blive med i menigheden, hvis de blot tror. Det er ikke nødvendigt at komme et bestemt sted fra. Tror du på den rigtige fortælling, er du en af os: En ret smart måde at gå viralt på. Sekularisme: Hvis Gud ikke er af dette rige. Hvad kalder vi så dette rige? Dette gudløse sted? En eksistentiel kamp mod det onde: Det onde er derude – vi gode skal finde det og udrydde det.   Over bogens 300 sider udfolder Leth forbilledligt denne udvikling og viser hvordan de tanker som blev samlet i Det nye testamente var revolutionerende som næsten intet andet, og som er med til at forme os i dag.     Nødvendige tænkepauser Jeppesen og Ugilt viser hvordan Gud ændrede sig igennem Biblen og Leth fortæller hvordan kirken hele tiden er i forandring. I en tid hvor politiske, sociale og klimamæssige forandringer kommer med warp-hastighed, er det nødvendigt en gang imellem at stoppe og spørge os selv hvad meningen er. Her kan man finde svar og inspiration mange steder: I naturen, i kunsten, i filosofien eller i religionerne. Hvis man vil have hjælp til at kunne perspektivere ens aktuelle situation igennem kristendommen er de to bøger oplagte steder at starte.       Kristian Leth Verdens vigtigste bog Lindhardt og Ringhof   Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt For han ved ikke hvad han gør People’s Press

For vi ved ikke hvad vi gør

I en tid hvor politiske, sociale og klimamæssige forandringer kommer med warp-hastighed, er det nødvendigt en gang imellem at stoppe og spørge os selv hvad meningen er. Her kan man finde svar og inspiration mange steder: I naturen, i kunsten, i filosofien eller i religionerne. Hvis man vil have hjælp til at kunne perspektivere ens aktuelle situation igennem kristendommen er to bøger oplagte steder at starte.

Read More
Hyperpolitik  af den belgiske idehistoriker Anton Jäger er en undersøgelse af hvorfor at så mange råber og så få lytter i dagens politiske virkelighed. Det er en medrivende fortælling om at vi har bevæget os fra institutionaliseret politiske bevægelser, over en afvisning af det politiske til en situation hvor alt er politisk, men hvor den politiske kamp foregår individuelt eller i løstkoblede netværk.   Vi har hver især bedre mulighed for at råbe, men glemmer hurtigt, hvorfor det egentlig var at vi råbte. Vi er gået fra massepolitik til hyperpolitik.   En central pointe i Jägers analyse er, at hyperpolitik betyder, at politik ikke længere handler om konkret handling, men i højere grad om repræsentation og udtryk. Politik er blevet en forestilling, hvor sociale medier og internettet muliggør en konstant strøm af politiske budskaber og symboler, som befolkningen kan tilslutte sig eller tage afstand fra.   Jäger argumenterer for, at denne udvikling er et resultat af globalisering og digitalisering, som har skabt en ny offentlig sfære. Her kæmper politikere og influencere for opmærksomhed, hvilket resulterer i, at politiske diskussioner bliver mere polariserede og opdelt i symboler og emblemer frem for konkrete politiske løsninger. Politik har siden massemediernes opståen i stigende grad blevet kæmpet her. I dag er medielandskabet atomiseret. Det er der blevet skrevet meget om, bl.a. i denne glimrende analyse i The Atlantic .   Et andet vigtigt punkt er, hvordan hurtigt voksende massebevægelser har været med til at forme denne hyperpolitiske udvikling. Jäger påpeger, at både på højre- og venstrefløjen har man udnyttet den politiske arena til at skabe en “os mod dem”-retorik, hvor symbolske markeringer og enkle budskaber dominerer frem for nuancerede politiske diskussioner. Ved at spille på identitets- og kulturkonflikter har populister af forskellig slags været med til at forstærke hyperpolitikken. Det har flyttet fokus væk fra sociale og økonomiske uligheder til i stedet at handle om kulturkamp og moralske spørgsmål. Det er en analyse som også deles af Andreas Reckwitz, der folder den ud i hans bog Singulariteternes tidsalder .     Ifølge Jäger kan man anskue politik i en matrix mellem institutionalisering og politisering. Når graden af politisering er høj, fylder politiske emner meget i folks liv. Denne politiske bevidsthed kan så i større eller mindre grad ske inden for rammerne af etablerede institutioner. Tidligere var institutioner som fagforeninger, partiforeninger eller offentlige og/eller lokale institutioner stærke. I dag har det politiske en højere grad karakter af noget individuelt (fx som netkrigerens tastekamp) eller i løst organiserede og ofte kortlivede ad hoc-grupperinger. I Hyperpolitik gennemgår Jäger mellem historiske former for til at forklare udviklingen af politisk deltagelse og magtudøvelse fra det 20. århundrede til i dag. Han definerer fire hovedkategorier: massepolitik, postpolitik, antipolitik og hyperpolitik. Hver af disse repræsenterer et særligt politisk stadie og en specifik måde, hvorpå borgere og politiske systemer interagerer.   Massepolitik Massepolitik beskriver den type politik, der dominerede i første halvdel af det 20. århundrede og er kendetegnet ved stærke politiske partier og masseorganisationer. Denne periode var præget af høj grad af borgerengagement og kollektiv deltagelse, ofte gennem fagforeninger, partier og sociale bevægelser. Politik var i høj grad klassedelt og orienteret omkring ideologier som socialisme, liberalisme og konservatisme. Massepolitik gav folk en fælles identitet og en struktur, hvor de kunne arbejde for sociale og økonomiske ændringer. Ifølge Jäger var det en periode, hvor det politiske engagement blev institutionaliseret og formet af en klar vision om et fælles, kollektivt samfundsprojekt. Folk råbte, men gjorde det i et organiseret fællesskab.   Postpolitik Postpolitik opstod i slutningen af det 20. århundrede og markerer et skifte væk fra de store ideologiske skillelinjer. Efter murens fald og afslutningen på Den Kolde Krig blev politik i stigende grad orienteret omkring konsensus og teknokratisk styring. Her var  fokus på effektivitet og pragmatiske løsninger snarere end på ideologiske visioner. De klassiske venstre-højre-ideologier mistede deres betydning, og politik blev mindre omstridt og mere fokuseret på administrative løsninger. New Public Management kom, så og sejrede.   Jäger beskriver postpolitik som en tid med lavere borgerengagement og en øget professionalisering af politiske ledere, hvor politik blev domineret af eksperter og teknokrater, og store dele af befolkningen mistede interessen for politisk deltagelse. Politik blev kedeligt. Uncool. Vi ville hellere til rave, høre grunge eller tage Tillmans-agtige billeder i Berlin. Flere steder i bogen henviser Jäger til Houellebecqs forfatterskab som et billede på dette. Folket blev til atomiserede desilluserede individer.   Antipolitik Antipolitik er en reaktion på postpolitik og er kendetegnet af en voksende modstand mod det etablerede politiske system. Antipolitikken opstod som en kritik af de teknokratiske og elitære træk ved postpolitikken, hvor mange borgere begyndte at føle sig fremmedgjorte og udelukkede fra den politiske proces. Dette gav anledning til populistiske og ofte anti-institutionelle bevægelser, som søger at udfordre de etablerede magtstrukturer. Fra Teaparty til Occupy. Ifølge Jäger har antipolitik en stærk komponent af mistillid til traditionelle politiske partier og institutioner, og den er ofte baseret på en tro på, at "den almindelige borger" kan se mere klart end "eliten." Antipolitik er mere en negativ kraft end en egentlig politisk vision, og den søger snarere at afvikle eksisterende magtstrukturer end at skabe nye.   Hyperpolitik Hyperpolitik er den fjerde fase og den type politik, Jäger mener præger nutiden. Hyperpolitik er karakteriseret ved høj intensitet og konstant forandring, hvor politiske diskussioner ofte er korte og følelsesladede. Med accelerationen af sociale mediers betydning er politik blevet mere fragmenteret og personligt. Borgerne deltager direkte i politiske diskussioner gennem online platforme, og beslutninger træffes ofte impulsivt og ud fra det, der trender. Jäger beskriver hyperpolitik som en form for politik, der er både aktiv og hyperreaktiv – det er politik i realtid, hvor reaktioner og holdninger konstant skifter og tilpasses i forhold til de seneste nyheder og trends. Hyperpolitik har skabt en ny form for demokratisk deltagelse, men er ofte præget af overfladisk engagement, hurtige konflikter og polarisering.   Hyperpolitikken opstår naturligvis ikke ud af det blå. Her i et længere citat: ” Hyperpolitikken ville næppe være tænkelig uden fremkomsten af et sæt indbyrdes forbundne betingelser. I social henseende hænger den sammen med et samfund, hvor det er lettere for borgerne at skifte fra det ene tilhørsforhold til det andet. På samme måde som ansættelsesforholdene i afindustrialiseringens tidsalder er blevet mere prekær og lettere at opsige (især for arbejdsgivere), er det også blevet langt nemmere at forlade en familie, et forhold, et parti eller en vennegruppe, end det var på Webers tid. At melde sig ud af en Facebook-gruppe resulterer ikke i samme form for social udstødelse, som tidligere overgik strejkebrydere, der blev frosset ud af deres nabolag. Disse muligheder for at bryde rammerne og hoppe fra det ene til det andet skaber et samfund, hvor alle livets dimensioner er underkastet kortsigtede logikker. Venskaber, ægteskaber, jobs og politisk engagement udspiller sig i stadig kortere tidsrum. Omskifteligheden i vores arbejdsliv ansporer til hyperpolitisk adfærd.   Atomisering og acceleration går hånd i hånd: i det nye århundrede er folk mere ensomme, men også mere ophidsede; mere atomiseret, men også mere forbundne i netværk; de er mere rasende, men også mere forvirrede.”   (s. 22-3)   Hyperpolitikken er god til at mobilisere til BLM-demonstrationer eller Trump-rallies, men den har endnu til gode at vise, at den kan skabe varige resultater eller få folk med forskellige holdninger og agendaer til at mødes og skabe fælles resultater. I en tid med multiple grænseoverskridende problemer er det ikke så godt.       Anton Jäger Hyperpolitik Informations Forlag

Hyperpolitik

Hyperpolitik af den belgiske idehistoriker Anton Jäger er en undersøgelse af hvorfor at så mange råber og så få lytter.

Read More
Vi vidste det engang. Så glemte vi det i nogle århundreder. Nu er det på tide, at vi genlærer det: Dikotomier er abstraktioner.   Kultur-natur, kunstigt-naturligt, krop-sjæl, menneske-ikkemenneske, stat-marked, offentligt-privat. Sådanne modsætningspar er gode at tale ud fra og de kan være nødvendige, når man skal lære verden at kende. Men på samme måde som kort er glimrende introduktioner til landskabet, så er  de jo ikke landskabet. Vi ved det jo godt.   Moderne samfunds- og statsteori har i vid udstrækning dyrket dualismer, og især overdualismen civilisation vs. natur. Det har medført både skidt og kanel.   I den nye introduktionsbog Grøn samfundsteori  præsenteres tanker og tænkere, der har det til fælles, at de insisterer på, at menneske og natur ikke kan eller skal forstås uafhængigt af hinanden. Hverken teoretisk eller praktisk. Den bør blive fast pensum på alle skoler og for alle undervisere. De teoretikere og tanker som bliver præsenteret, vil blive en integreret del af i min undervisning.   Bogen er en slags arvtager til marmorbogen: universitetsklassikeren med introduktionstekster til Veber, Bourdieu og alle de andre. Jeg elsker marmorbogen, men synes at Grøn samfundsteori  er bedre tænkt. Her er nemlig givet plads til introduktioner til teoretikere, en indføring i aktuelle debatter og anvisninger til hvordan man selv kan gøre tankerne til virkelighed. Virkelig sejt.   Grøn samfundsteori  består af 29 kapitler, og er delt op i tre dele:   1: en introduktion til 15 grønne tænkere   Teoretikere som Bruno Latour, Donna Haraway og Jane Bennett fylder med god ret meget i de aktuelle teoretiske debatter om natur og mennesket. Så meget, at jeg undrer mig, om de virkelig er de eneste der er med til festen. Det er de naturligvis ikke. De fylder meget, og der er mange der kredser omkring dem, men festen er stor og huset vrimler med andre seje folk. Det er fest for folk med samme mening, men det kan også være rart. Jeg blev vild med Val Plumwood  og hendes feministiske læsning af naturen. Jeg blev behageligt forvirret af at forstå Eduardo Viveiros de Castros  tanker om multinaturalisme og Kyle P. Whytes  tanker om ancestrale dystopier  og spørgsmålet om hvilken  verden, det er vi skal redde. Alle introduktionerne begynder med en kort opsummering og afsluttes en oversigt over de væsentligste begreber. Tak   2. Grønne debatter Debatten om en ’grøn omstilling’ (hvad end det betyder) fylder meget. I aviserne, i politik, i uddannelserne og omkring middagsbordene. I bogens anden del foldes fem af debatterne ud. Bl.a. spørgsmålet om hvor meget vi kan overlade til teknologien (spoiler: ikke det hele) og spørgsmål om retfærdighed og om hvorvidt demokratiet overhovedet er gearet til så store udfordringer.   3. Grønne praksisser Og hvad gør man så lige, hvis man tænker at det der grønne måske kunne være meget fint at beskæftige sig med? Det har bogen også et bud på. Gennem syv kapitler introduceres man til klimaakivisme, grønne fællesskaber, genforvildning, regenerativt landbrug, økoreligion, klima i kunst og fiktion samt grøn dannelse.   Grøn samfundsteori  kommer vidt omkring på sine næsten 500 sider. De mange bidragsydere er eksperter og forstår at formidle kort og præcist. Og tør at undlade. Hele tiden skarpt og koncentreret. De tre redaktører Simon Kjær Hansen, Stine Krøijer og Lars Tønder har gjort et forbilledligt arbejde. Et ønske herfra vil være, at de ikke stopper samarbejdet, men hurtigt går i gang med bind 2 – for der er stadig mange seje teoretikere vi ikke har hørt om i Danmark og der er flere debatter der kan foldes ud og praksisser der kan viderebringes.   Jeg vil anbefale at du læser bogen fra ende til anden, og så lader være med at lægge den for langt væk, for så dykke ned i den igen og igen.     Grøn samfundsteori   Simon Kjær Hansen, Stine Krøijer og Lars Tønder (red.) Hans Reitzels Forlag Næsten 500 velskrevne sider

Et bud på en grøn teoretisk kanon

Vi vidste det engang. Så glemte vi det i nogle århundreder. Nu er det på tide, at vi genlærer det: Dikotomier er abstraktioner.  ...

Read More
I forbindelse med det amerikanske valg 2024, har jeg haft mange samtale med mine kollegaer - især i de historiskfaglige og samfundsfaglige grupper - om hvor splittet USA er og om det er et billede på et større demokratisk problem. Det er en udbredt holdning er at USA er mere splittet end nogensinde før og at konfrontationsniveauet er et all time high  og accepten af den anden side er historisk lav. Denne holdning bakkes op af et uendeligt antal hyldemeter bøger om demokratiets udfordringer. Min instinktive holdning er, at det ikke kan  være hele historien. Der må  være masser af eksempler på samarbejder og fællesskab på tværs af partiskel. Der må være konkrete samarbejder på lokalpolitisk niveau, på arbejdspladser, i religøse sammenhænge eller i NGO-regi (fx for at gøre noget ved opioid-krisen ). De er der, men ikke nemme at finde. I regi af Aspen Institute  har forfatter og journalist David Brooks  i 2019 etableret Weave - the social fabric project . Det er et projekt der opsøger og hjælper lokale initiativer til skabe en større grad af social tillid. I deres The Relationalist manifesto  uddyber de bevæggrunde, udfordringer og løsninger. Indsigter man sagtens kan lade sig inspirere af fx i forbindelse med skolers arbejde med medborgerskab. På siden er der en lang liste af inspirerende cases  på folk der arbejder for at øge den sociale tillid i deres lokalområde. De har også lavet The Trust Map  - et interaktivt kort hvor man i USA kan se hvilke sociale initiativer der er i ens eget kvarter. Se mere om projektet her:

Weave - the social fabric project

Weave - The social fabric project er et initiativ til lokalt at øge den sociale tillid

Read More
Thomas Bauer har med sin bog “Forsimplingen af verden” leveret en dybdegående og tankevækkende analyse af nutidens samfund og dets tendens til at forenkle komplekse realiteter. Bauer argumenterer for, at denne forsimpling ikke blot reducerer mangfoldigheden og rigdommen i vores livsverden, men også har vidtrækkende konsekvenser for vores kulturelle og sociale strukturer.   Bauer tager læseren med på en rejse gennem forskellige aspekter af samfundet, fra politik til medier, hvor han viser, hvordan en tendens til at reducere kompleksitet har fået overtaget. Han beskriver, hvordan denne forsimpling leder til en dualistisk tænkning, hvor nuancer og flertydigheder går tabt. Dette kommer især til udtryk i medierne, hvor clickbait og hurtige nyheder dominerer, og hvor dybdegående journalistik og nuancerede analyser ofte bliver tilsidesat til fordel for sensationelle overskrifter.   Et centralt aspekt i Bauers kritik er, at denne forsimpling underminerer vores evne til at håndtere og forstå kompleksitet. Han argumenterer for, at det er nødvendigt at bevare og fremme en forståelse for kompleksitet, da det netop er gennem denne, at vi kan udvikle dybere indsigt og forståelse for verden omkring os. Bauer trækker på en række eksempler fra historie og kultur for at illustrere, hvordan mangfoldighed og kompleksitet har været afgørende for menneskelig udvikling og fremskridt.   Når vi forsimpler verden, mister vi både mange nuancer og mange alternative kilder til viden og verdenssyn. Dette kommer blandt andet til udtryk i biodiversiteten, hvor reduktionen af sorter af afgrøder frarøver os muligheden for at opleve naturens rigdom. Bauer understreger, at mangfoldighed i alle former, hvad enten det er kulturelt eller biologisk, er essentielt for vores overlevelse og velvære. Fx fører monokulturer i landbruget til en skrøbelighed over for sygdomme og skadedyr, som kunne være undgået gennem diversitet.   Bauers værk går også i dybden med, hvordan forsimplingen af verden er tæt forbundet med samfundets øgede krav om effektivitet. I en tid, hvor effektivitet ofte sættes lig med succes og værdifuldhed, bliver alt det, der ikke umiddelbart kan måles og vejes, let overset eller nedprioriteret. Dette gælder både på arbejdspladsen, i uddannelsessystemet og i vores private liv. Bauer advarer mod denne tendens, idet den leder til en fattiggjort livsoplevelse, hvor det menneskelige og det kreative underordnes målelige resultater.   En vigtig pointe hos Bauer er paradokset i, at mens mængden af tilgængelig viden og indhold konstant stiger, bliver vores verden samtidig mere homogen. Det vil sige, at vi har adgang til et væld af informationer og medier, men de præsenteres ofte i en forenklet og standardiseret form, som ikke udfordrer vores forståelse eller perspektiv. Dette paradoks peger på en alvorlig udfordring i vores informationssamfund, hvor dybden og kvaliteten af vores viden risikerer at forringes, selvom kvantiteten øges.   Forståelsen af, at verden er kompleks og flertydig, er noget, der løbende skal trænes. Bauer taler her om vigtigheden af at øge vores ‘ambiguitetstolerance’ – evnen til at håndtere og acceptere tvetydighed og usikkerhed. Uden en god ambiguitetstolerance er det nemt at forfalde til, eller ligefrem kræve, simple sort-hvide svar. Dette manifesterer sig ofte i form af polariserende tænkning, såsom os vs. dem eller god vs. dårlig, som kan føre til konflikter og intolerance.   Det simple – fx det binære – er nemmere at kontrollere og sætte i system end det analog. Denne form for kontrol og dette ønske om at fjerne friktioner er enormt udbredt i dag. Problemet er, at ønsket om kontrol er selvforstærkende – kontrol medfører kontrolsystemer – men at fuld kontrol ikke kan opnås. Her skal man jo blot gense Jurassic Park , for at blive mindet om at Life finds a way . Så med Hartmut Rosa skal vi turde omfavne “det ukontrollerbare” – uden naturligvis opgive ønsker om kontrol. Rosa beskriver, hvordan vores stræben efter kontrol og effektivitet ofte fører til en paradoksal oplevelse af fremmedgørelse og meningsløshed. Ifølge Rosa kan vi aldrig fuldt ud kontrollere verden omkring os, og det er i accepten af dette ukontrollerbare, at vi kan finde ægte forbindelse og resonans med verden. Bauer og Rosa deler således en kritik af samtidens fokus på kontrol og effektivitet, og begge argumenterer for vigtigheden af at omfavne kompleksiteten og det uforudsigelige som en kilde til mening og rigdom i livet.   Bauer afslutter bogen med en opfordring til læserne om at tage et skridt tilbage og genoverveje, hvordan vi forholder os til verden. Ved at acceptere og værdsætte kompleksiteten i både naturen og kulturen, kan vi skabe et mere nuanceret og meningsfuldt liv. Han opfordrer til en bevægelse væk fra den ensidige effektivitet og kontrol og mod en større åbenhed over for det ukontrollerbare og det uforudsigelige. Dette, argumenterer han, er nøglen til at genvinde en dybere forbindelse til både os selv og verden omkring os.   Bauers bog er spændende, relevant og ret kompakt. Bogens pointer med at vi skal øve os i kunne leve med det flertydige eller ikke-nemt-forklarlige bliver bl.a. opsummeret således til sidst i bogen:   ”I et samfund, hvor ambiguitet tendentielt bliver opfattet som ubehageligt, vil mennesker, der bliver nervøse, når de konfronteres med tvetydige situationer, være tilbøjelige til at tage imod tilbud, der undgår tvetydighed, og til at stræbe imod endnu mere forsimpling, når de med held har undgået flertydighed. Vi kan se det som et symptom, at der i vores tid hersker et sandt forklarings- og forståelsesvanvid. Alt skal forklares, alt skal kunne forstås, og hvis der er noget man ikke forstår, gælder det ikke. I teatret for eksempel, der egentlig skulle være et refugium for ambiguitet, overtager instruktøren opgaven med at vise, hvad teaterstykket eller operaen efter hans mening betyder, så tilskuerne kan forstå, hvorfor dette stykke passer ind i vores tid, og hvilket budskab vi skal høre.”   I uddannelsesinstitutionerne skal vi hele tiden træne os selv og vores elever til at kunne give klare svar og åbne op for at klare svar ikke altid kan findes. Det er ikke nemt. Men det er interessant, nødvendigt og super underholdende.   Thomas Bauer Forsimplingen af verden – om tabet af flertydighed og diversitet A Mock Book 120 sider

Om at omfavne det diffuse

Thomas Bauers Forsimplingen af verden er en påmindelse om, at verden heldigvis ikke er sort-hvid.

Read More
Introduktion Skateboardlandsholdet er en ung organisation i en sport med mange år på bagen - vi begyndte den egentlige organisationsopbygning i forbindelse med at Skateboard blev en del af OL-programmet i Tokyo i 2021.  På landsholdet er der både drenge- og pigeskatere, og vi er meget opmærksomme på at have så stor kontakt til gaden og de lokale skatemiljøer som muligt. Mange i skatemiljøet har ikke kunne finde sig tilpas i traditionelle idrætstiltag: faste tider, etablerede regler eller krav til dyrt udstyr har fået dem til at holde sig væk.  Sådan er det ikke i skate. Skateboarding har altid dyrket en ret unik form for uformel sidemandsoplæring - alle kan stå sammen og lære af hinanden uagtet køn, forældreindkomst og alder. Vi er gadens sport. Vi er sport for skolens dygtige børn, for dem der keder sig, for dem der vil skabe egne regler og for dem der har svært ved at finde et fast ståsted. Det normale hos os er en blandet pose bolsjer.  I landsholdsorganisationen har vi fokus på at skabe et elitemiljø og arbejde for, at Danmark klarer sig godt i de internationale konkurrencer. Men vi er enormt fokuseret på, aldrig at glemme hvorfra vi kommer.   I den forbindelse ville vi en tur rundt i landet og besøge forskellige skate parks. Formålet med projektet er at tale med de lokale skatere og unge med interesse for skate. Vi vil vise hvad drengene og pigerne på landsholdet kan, og de vil fortælle deres historier. Konkret tænker vi en blanding af opvisning, skate sammen med landsholdet, workshop, oplæg samt fællesspisning. Med generøs støtte fra Spar Nord Fonden og Lauritzenfonden og kæmpe hjælp fra politikere og ansatte i Frederikshavn, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Slagelse, Rudersdal og Helsingør lykkedes det os i 2023 at tage første skridt på en rejse, hvor vi vil undersøge hvordan en landsholdsorganisation som skateboardlandsholdet kan hjælpe til at skabe trivsel, motivation og bevægelse rundt om i landet. Denne lille rapport er en opsamling. Vi håber, at den vil kunne inspirere andre til at gå videre med lignede samarbejder. Rapporten kan hentes her som PDF: Bevægelse Skateboarding er bevægelse. Det er konkret fysisk bevægelse – altså det her med at holde balancen på et lille bræt med endnu mindre hjul på underlag der ofte går enten stejlt op eller ned. Men det er også en kulturel bevægelse. En livsstil og verdenssyn. Som vores træner Thomas Kring siger: ”Skateboarding handler om mere end at lave tricks på et skateboard. Det er en kultur og et mindset . Gør-det-selv-tankegangen er stærk i skatemiljøet: Vi har altid bygget tingene selv, lavet vores egne arrangementer, optaget film og åbnet egne butikker. Vi gør det i fællesskaber, og jeg tror, at den tankegang kun er blevet vigtigere at lære i en tid, hvor flere og flere blot forbruger fremfor at skabe egne ting. Det handler om at turde og prøve. Både på rampen og i livet. Når man falder, så rejser man sig op med hjælp fra de andre, og hopper op på brættet igen.” Billede 1: Smilla Alsbirk fra landsholdet er flyvende 
 På touren har vi mødt 100-vis af unge. Nogle har skatet i årevis, andre er lige begyndt, og andre prøvede første gang med en landsholdsatlet som sparringspartner. Vi vil gøre det til en fast del af vores organisation at komme ud og inspirere. Vi håber at kunne komme landevejene igen til næste år. Hvad kunne man ellers gøre? Det vil være oplagt at komme ud på fx skoler og fortælle om DIY-kulturen i skateboarding, og hvordan den kan oversættes til andre sammenhænge. Tankegangen er ikke afhængig af om hvorvidt man står på skateboard. Sammenhold I skatekulturen er der et fantastisk sammenhold. Man skater sammen på tværs af køn, alder og grænser, og alle skatere kender til, at lige gyldigt hvor man kommer hen, så kan man finde venner i en skatepark. Den form for sammenhold vil vi gerne fortælle om…og ikke mindst vise og dyrke. Sammenhold sker ikke af sig selv. Det kræver engagement og åbenhed, og vi tror at det er noget der kan vokse over tid. Vores anbefaling er derfor at huske at gentage events. Måske ikke hvert år (dertil er der for mange byer), men så ofte som muligt. Vi vil ud og møde så mange lokale som muligt, og være med til at gøre vores sports økosystem stærkere. Det kræver tillidsfulde samarbejder med lokale udøvere (hos os skatere), organisationer og institutioner. Hvis vi kan være med til at formidle kontakt mellem sådanne aktører – en kontakt som kan blive tættere også når vi er væk fra byen igen - er vi glade. Det er noget der kræver benarbejde, og klare forventningsafstemninger, og det er det hele værd!             På Motivation Tour har vi i alle kommunerne mødt et godt sammenhold mellem kommunale og frivillige aktører. Sammenholdet og samarbejdet har taget mange former. I Frederikshavn  var vores opvisning en del af en byfest. Her var det altså et samarbejde mellem forvaltningen, ungdomsskolen, handelsstandsforeningen og lokale skatere. Tak alle – ikke mindst Christian. I Esbjerg  var der tale om et samarbejde mellem NGO’en GAME Streetmekka og kommunen – hvor GAME trak et stort læs med planlægning og afvikling – tak for det Robert! I Aalborg  var det lokale skatekræfter og en privat skateboard-butik der var drivende. BossShop kan alle i Aalborg være stolte over. I Sønderborg  kunne arrangementet ikke være sket uden stærke kræfter i den lokale skatehal i et forbilledligt samarbejde med kommunen. Tak Mette og Lykke. I Ribe  var lokalpolitikerne der stod forrest og hjalp til med det praktiske. Jørgen; sikke et vildt engagement du har lagt i kulturlivet. I Slagelse / Korsør  var det også powerhold bestående af folk fra forvaltningen og lokale skatekræfter. Også i Slagelse kommune er der flere skatesteder og -foreninger, men alle hjalp til, også selv om landsholdet kun kunne besøge et sted. Hvis der kunne eksisterer samarbejder mellem lokale kræfter og kommunen på alle andre områder, ville vi alle være et godt sted. Tak til Signe, Thomas og alle jer andre! I Rudersdal  var det ungdomsforvaltningen, der var primus motor. Tak Sarah for fantastisk feedback og fleksibilitet når planer skal ændres. Tak Knud for at sende os godt afsted. I Helsingør  var det et powerteam af forvaltning og lokale aktører der fik en fantastisk aften stablet på benene. Above and beyond! Tak til Sofie og hele det fantastiske ja-agtige-hold. Alle steder er vi blevet mødt med en stor velvilje og ja-hatte skruet godt fast. Mottoet har hele vejen igennem været; ”Ja, det løser vi sammen!” Det er inspirerende, og vi er sikre på, at de forskellige kommuner kan lære af hinanden. Den videndeling vil vi gerne være en del af. Vores anbefaling er, at man skal sikre sig at der er lokale ildsjæle inden for idrætten og beslutningsdygtige kommunale aktører samlet tidligt i planlægningsfasen. Kan arrangementer blive holdt samtidig med andre events, kan det være en fordel. Billede 2: Landsholdet hylder den fantastiske ildsjæl Mette Lauridsen for hendes kæmpemæssige arbejde for skateboarding i Sønderborg Hvad kunne man ellers gøre? Man kunne arbejde tættere sammen med det lokale erhvervsliv eller organisationer (fx skoler). Se mere nedenfor om vores refleksioner om eksterne samarbejdspartnere. Aktiviteter Vi havde i planlægningsfasen regnet med at hver event skulle have indslag som opvisning, social skate, fællesspisning, sundhedstips og workshops i form af fx Q&A. Det samlede forløb var planlagt til at vare fire timer per by. Fire timer viste sig dog at være for lang tid. Vi vil klart anbefale, at det ikke kun er en opvisning, men at det sociale er i højsædet. Billede 3: Landsholdsatlet Viktor Solmunde hilser på lokale under opvisning Opvisninger Når eliten kommer forbi – i dette tilfælde skateboardlandsholdet – så kommer mange for at se dem. Se hvad de kan og blive fascineret af deres evner. Det er super vigtigt, og noget vi vil anbefale alle organisationer at gøre. Vi havde en kommentator med til alle stederne, som forklarede publikum hvem der var hvem og hvilke tricks de lavede. Opvisning fungerede meget fint og skal stadig være en hovedbegivenhed . Billede 4: Det er super vigtigt - især inden for skateboard - at der en speaker til opvisningerne: En som kan fortælle hvem der er hvem, og hvilke tricks der bliver lavet. Derudover en som kan være med til at forkorte afstanden mellem eliten og bredden. Husk grin Selfies og autografer Det er  sjovt at møde sine idoler. Vi gjorde meget for at tale med de fremmødte og give autografer -også selv om nogle af vores unge atleter lige skulle vænne sig til det. Flere lokale – bl.a. den kommunale ildsjæl Christian Mikkelsen fra Frederikshavn – pointerede at vi altså er  nogles helte, og vi skal tage det på os. I har helt ret – og det er noget vi vil øve os i. Billede 5: Autografer og selfies er vigtige, og man skal som landshold tage sig tid til det (og huske masser af tuscher!) Skate-lege En smutvej til venskaber er legen. Vi fandt hurtigt ud af, at det var igennem små konkurrencer og lege, at vi bedst mødte hinanden og fik aktiveret publikum. Det havde vi ikke planlagt i så stor grad, men det virkede fantastisk. Det skal være en hovedhjørnesten i de kommende besøg. Billede 6 Landsholdsatlet Nicklas Sundgaard konkurrerer med lokale skatere i skate-lege Workshops Som forberedelse på touren havde vi talt med de forskellige partnere om at afholde workshops til selve arrangementerne. Men i praksis viste det sig, ikke at være en god idé: Folk ville hellere bare skate, hygge sig og tale uformelt med hinanden. Ingen havde lyst til foredrag. Vi vil ikke anbefale workshops i form af foredrag  til arrangementer som disse, men klart anbefale at organisationerne (det kunne være skateboardlandsholdet) kom ud på fx skoler og holdte oplæg. Vi kan dog høj grad anbefale uformelle workshops, som fx det at lære at skate af en landsholdsatlet. Billede 7: Atlet og landstræner Mads Christensen lærer en deltager i Sønderborg at stå på skateboard for første gang Fysioterapi og viden om sundhed Vi havde vores fysiske træner Peter Willén med ude til de forskellige events. Her satte han sin mobile behandlingsbænk op, og gav deltagere mulighed for at komme forbi til en behandling eller til at få besvaret spørgsmål. Eliteidræt handler om at træne kroppen (og ikke kun trickene) og have styr på sin diet (uden at blive fanatisk). Skatekulturen har haft ry for at handle meget om fest og farver. Det gør den også, men man kan ikke konkurrere på internationalt niveau med dårlig kondi. Det vil vi gerne fortælle alle. Vi anbefaler at have fysisk træner med samt lave simple kost- og træningsvejledninger som folk kan tage med hjem. Billede 8: Vi havde vores fysiske træner og fysioterapeut Peter Willén med på touren. Bænken kom frem og alle spørgsmål blev besvaret. Her på Billeshave Efterskole. Fællesspisning Alle steder spiste vi med de lokale. Det er hyggeligt og socialt. Vi vil anbefale at have det som en del af et arrangement – kan også blot være en vand og noget frugt. Men det skal ikke være det der tiltrækker folk. Vi vil ikke anbefale, at det kommer på reklamerne for arrangementet, da det kan flytte fokus fra det primære (i vores tilfælde bevægelse og sammenhold). Det der virker bedst, er forsmurte sandwiches eller pizzaer. Billede 9: Fællesspisning er en super måde at møde hinanden på. Her i Multiparken i Helsingør hvor de lokale kræfter fra kommunen var en kæmpe hjælp og inspiration Hvad kunne man ellers gøre? Præmier: Om man kan lide det eller ej, så er konkurrence- og præmieelementet en kæmpe motiverende faktor. I 2023 havde vi ingen præmier – fx for bedste tricks eller som en del af skate-lege. Det kan være t-shirts, nøgleringe, klistermærker eller skateboards. Det vil vi have med til næste år. Uniformer : Nogle publikummer havde, forståeligt nok, svært ved at skelne mellem hvem der var fra landsholdet og hvem der var ’normal’ skater. En hjælp til dette kunne være en slags uniform – fx ens t-shirts til landsholdsatleterne. Det havde vi ikke i år, men det kunne man evt. gøre næste gang. Eksterne samarbejder – når der skates andre steder end i skateparker På vores Motivation Tour  kom der samarbejder på benene, som ikke var en del af den første planlægning. Det har været en kæmpe fornøjelse, og noget vi vil forsøge at gøre mere af. Billeshave Efterskole På Billeshave Efterskole er der en skatelinje. Da vi alligevel kørte vejen forbi på vej til Nordjylland, aftalte vi med deres skate-underviser, at vi ville komme forbi på et surprise visit . Det var en kæmpe overraskelse for eleverne: pludselig var landsholdet til deres undervisning. Vi tror på, at sådanne besøg skaber inspiration og motivation, der forplanter sig. Og så er det bare enormt morsomt at skate med unge drenge og piger, der er i gang med sammen at blive bedre. Vi vil meget gerne på flere surpise visits, og kan anbefale alle at gøre det. De små lokale møder kan have en større effekt på den enkelte, end helt store events. Billede 10: Landsholdet sammen med skatelinjen på Billeshave Efterskole. Billede 11: På Billeshave Efterskole havde vi - udover social skate - en gæsteoptræden i undervisningen på skatelinjen. Der blev talt om landsholdsmuligheder og god træning. Helsingør Svømmehal I forbindelse med arrangementet i Multiparken i Helsingør, foreslog Helsingør Svømmehal os, at vi kunne afslutte dagen (og touren da det var sidste stop), ved at komme i svømmehallen. De ville aftenåbne den for os, anskaffe store baderinge og sørge for at vi kunne vise skatefilm på storskærm. Det ville være for landsholdet og de besøgende til eventet. De ville hjælpe os med en fantastisk aften, og vi kunne hjælpe dem med at sætte fokus på svømmehallen. Vi takkede ja! Senere i planlægningen spurgte de, om vi kunne skate inde  i svømmehallen. Sjov forespørgsel. Vi holdte møder og fik skaffet obstacles til at skate på. Få dage før eventen måtte hallen dog desværre lukke pga. frygt for listeria. Vi aftalte at vende tilbage, og glæder os over den store velvilje og deres lyst til at tænke ud af boksen. Hvad kunne man ellers gøre? Vi vil gerne arbejde sammen med flere NGO’er og, sammen med lokale aktører, undersøge muligheden for at finde alternative steder at skate. Samarbejde med det lokale erhvervsliv, har vi endnu ikke afprøvet, men vi er helt sikre på, at der er kæmpestore muligheder der ligger og venter på at blive aktiveret. Hvis det kan betyde et tættere samarbejde mellem lokale foreninger (hos os skatere) og erhvervslivet, tror vi, at alle vil vinde. PR – ekstern kommunikation Vi lavede en PR-kampagne sammen med vores grafiker: plakater og videoer, som vi delte på vores sociale kanaler. Undervejs lavede og delte vi videoer – alt sammen med til at skabe opmærksomhed. De enkelte kommuner lavede – i varierende grad – reklame for arrangementerne. Nogle gjorde meget: som Sønderborg der lavede digitale pyloner ved indfaldsvejene og Frederikshavn der havde store plakater i gågaden og lokalavisen. Den lokale opmærksomhed er altafgørende, og kan altid blive bedre. Billede 12: En af vores PR-billeder til deling på de sociale kanaler: Lavet af knalddygtige grafiker Kristina Gordon  Billede 13: Kan man lave arrangementet som en del af et større arrangement kommer der flere besøgende. Hvad kunne man ellers gøre? Vi skal være bedre til at tale kommunikation med de lokale aktører, og sikre at de har godt materiale de kan dele. Vi kunne ligeledes laves små videoer, der forklarer hvad folk i de forskellige byer kan forvente at opleve. Forventningsafstemning – intern kommunikation Med alle byer, har samarbejdet været godt. Nogle byer har været helt fabelagtige. Der hvor det virker bedst, er, ikke underligt, der hvor der er en klar lokal projektejer og hvor opgaverne er klare og klart fordelt. Motivation tour  var vores første tur, og derfor kunne vi ikke altid give byerne klar besked om hvad de kunne forvente. For at gøre processen bedre, afholdte vi fysiske møder i alle byerne, i god tid inden selve arrangementet. Meget ville sikkert kunne klares over telefonen, men at mødes og sammen helt konkret kunne kigge på omgivelser er, mener vi, nødvendigt. Det vil vi anbefale alle, og vil også gøre det næste år. Logistik Vi havde i den første planlægning tænkt ud fra logikken 1 dag – 1 by . Det virkede ikke i praksis. Det var bedre for holdet, at vi lagde flere besøg tæt på hinanden. I Jylland besøgte vi seks byer på tre dage. Det fungerede godt – dog med den væsentlige tilføjelse, at der skal være tid nok i planen til at holdet kan være klar til det fastsatte starttidspunkt. Det var vi ikke altid helt gode til på touren i 2023 (Frederikshavn: næste gang gør vi det bedre). Billede 14: Vores gode chauffør Esmail Kontakt Kunne I tænke jer at vide mere om vores erfaringer med Motivation Tour 2023, om landsholdets arbejde generelt eller om hvordan man kan lære at lave en ollie , så tag fat i os: Søren Lindgreen – Partnership Manager soren@skatedenmark.dk 5127 9719 www.skateboardlandsholdet.dk Find os også på Instagram , Facebook , TikTok  eller Youtube

Hvordan landshold kan motivere til bevægelse og sammenhold

Introduktion Skateboardlandsholdet er en ung organisation i en sport med mange år på bagen - vi begyndte den egentlige...

Read More
Ud af de seneste seks års top-20 film i USA er 75% baseret på kendte karakterer som Barbie eller prequels / sequels til tidligere film. Vi foretrækker altså at blive mødt med noget kendt, når vi går i biffen. Er man pengemand i filmbranchen, vil man derfor sikkert foretrække mere kendt eller flere spin-offs. Det er godt købmandsskab. Det kan dog være svært at komme bredt ud med nye historier. Hvad kunne være hacks som aktivisten eller historiefortælleren bruge, for at få sin historie ud?

Forhåndsviden sælger

Ud af de seneste seks års top-20 film i USA er 75% baseret på kendte karakterer som Barbie eller prequels / sequels til tidligere film....

Read More
Hvad kommer først: Forståelse af kundens problemer eller design af løsninger til de problemer? Det er innovationens variant af 'hønen og ægget'. Er det idéen om et produkt, eller er det kendskabet til nogle kunder og deres behov? Det praktiske svar er 'begge ting'. Måske kan man starte med en potentiel løsning (for eksempel en ny teknik) eller en type problem, nogle kunder ønsker at få løst. Men den endelige konkrete  innovation er en vekselvirkning mellem produktdesign og kundeforståelse . Centralt er det derfor, at forstå hvilket værditilbud produktet giver, og hvilket job kunden ønsker, at produktet skal levere. Kort fortalt, så er værditilbud et produkts løfte – det, som produktet siger, at det kan gøre for kunden. Kan man sidde godt i stolen? Kan man finde en kæreste via appen, eller kan man opleve nye ting til festivalen? Kunder køber produkter, de er interesserede i, og folk er interesseret i det, som hjælper dem på vej. De menneskelige behov Vi har alle diffuse ønsker som at være sundere, mere populær, smukkere eller have glade børn. Groft sagt er mennesket drevet af to drifter, som er tæt forbundne: Mennesker ønsker at optimere, hvad der bringer dem frem (kan defineres som generelle gains ), samt minimere, hvad der holder dem tilbage ( generelle pains ). Det vigtigste for os mennesker er, som Maslow er blevet kendt for at beskrive, behov som sikkerhed, tryghed, anerkendelse og muligheder. Disse behov er dog i sig selv ukonkrete - man kan ikke røre dem. Disse ting er svære at konkretisere, så vi søger hjælp. Den hjælp kan vi få fra produkter eller services. Disse produkter udfører altså et arbejde for dig. I innovations-lingo taler man om jobs to be done . Jobs  er så at sige det samme som værditilbud bare set fra kundens synspunkt. Kunden er villig til at anvende et produkt, hvis vedkommende oplever, at produktet kan hjælpe ham til at komme frem til sine mål. Det kan være et mål om at blive sundere eller kunne sidde behageligt. Værditilbud og jobs hænger altså sammen, og det er i matchet mellem de to, at et produkts succes ligger . Hvis du ved, hvilke opgaver folk ønsker at få ordnet i deres liv – det kan være konkrete eller abstrakte, og hvis du kan designe dit produkt til at kunne levere det, så er sandsynligheden for succes meget større. Det er uafhængigt af om dit produkt er et stykke tøj, en restaurant, en festival, en NGO, en demonstration eller en app. Produkter lover dig et bedre liv Til alle de grundlæggende menneskelige behov, findes en lang række produkter, der lover at hjælpe dig på vej. Og det er naturligvis ikke sådan, at hvis du har købt en kogebog, så har du aldrig mere behov for at købe noget, der kan hjælpe dig på vej til at blive en mere sund version af dig selv. Heri ligger kimen til langt de fleste produkter og services (for better and worse). De fleste produkter giver et løfte om andet end det rent fysiske eller tekniske. En telefon sælges ikke primært på teknikken inden i telefonen, men på det som telefonen kan give adgang til. En t-shirt fra Prada (kr. 5.000) sælges ikke på dens fysiske egenskaber, men på signalværdien. Der er altid konkurrence Der er altid mange virksomheder og organisationer som lover det samme. Der er mange der lever af at sælge sundhed , godhed , klogskab, skønhed, anerkendelse  osv. Hvis man skal lykkes som iværksætter eller aktivist, skal man altså finde frem til hvordan man kan adskille sig. Hvad der er ens unique selling point  (på godt dansk). Her skal man være specifik uden at fortabe sig i detaljer (folks fokus er jo deres grundlæggende behov). Heldigvis er der plads til mange. Der er altid mange i markedet for fx at blive en bedre far, Når kunden først har fundet ud af, at vedkommende vil købe/anvende et produkt der kan hjælpe til at optimere eller minimere de generelle gains og pains.  Så skal du vide hvad der kunne få folk til at vælge lige præcist dit produkt. I den proces kan man tale om specifikke gains , som er de ting som gør dit produkt bedre eller mere unikt. Og specifikke pains,  som er det der kan afholde folk fra at købe dit produkt (er det sikkert? er det for dyrt? er det uncool? er det besværligt? er det uklart?). Prøv at forudse hvilke pains folk kunne forbinde med dit produkt, og imødekom dem enten i design eller PR. Opsummerende Så som iværksætter eller aktivist skal du huske på; Alle virksomheder, organisationer eller tiltag er bygget op omkring en afsender, en modtager og et tiltag/produkt/ydelse/situation/oplevelse/... ( så vid hvad du laver ) Tiltaget er først en succes når brugeren anvender det. ( gør adgangen til produktet nem ) Der er altid konkurrence Brugeren har begrænset økonomi og tid. Brugeren skal overbevises om at dit produkt er det der skal anvendes. ( vær specifik i dit værditilbud ) Man overbeviser bedst folk, hvis man kender brugerens behov ( lav grundig markeds og kundeundersøgelse ) Den langsigtede succes er afhængig af at produktet kan levere hvad det lover ( test produktet løbende ) Læs mere om innovations- og iværksætterprocessen i min bog Fra idé til virkelighed . Er du underviser kan du give dine elever denne opgave: . Se mere om Værditilbud her: Se mere om Jobs to be done

Værditilbud

Hvad kommer først: Forståelse af kundens problemer eller design af løsninger til de problemer? Det er innovationens variant af 'hønen og...

Read More
Er der en grundlæggende forskel på aktivisme og iværksætteri, eller er det det samme bare enten iført hhv. lyseblå skjorte og kridhvide sneakers eller slogan-tøj og Dr. Martens? For mig at se, er der store overlap mellem aktivisme og iværksætteri. Begge handler om at individer gør en forskel. Alligevel er det som om, at der er en forskel i identitet, praksis og netværk. Mange aktivister ser sig selv - og her generaliserer jeg lige helt vildt - som ildsjæle der kæmper en moralsk rigtig kamp....og de er ikke  sådan nogle CBS-agtige-Løvens-Hule-Snappa-Cash-typer. Med lige så stor generalisering ser mange iværksættere sig selv som realister, der ved at konkurrence er et grundlæggende vilkår i verden, og de som gør det godt, vinder spillet. Det er det kollektive over for det individuelle. Det er idealer over for realiteter. Virkeligheden er naturligvis mere kompleks, men jeg er sikker på, at det vil være fint at få de to grupper til at mødes noget mere. For hvor stor forskel er egentligt mellem de to?

Aktivisme og iværksætteri

Er der en grundlæggende forskel på aktivisme og iværksætteri, eller er det det samme bare enten iført hhv. lyseblå skjorte og kridhvide...

Read More
Der sker jo enormt mange ting. Hele tiden og overalt. Møgbiller er en underfamilie af små, typisk 3-7 mm lange biller  inden for torbisterne . Langt de fleste arter tilhører slægten Aphodius - og så er de for vilde at se i aktion.

Et mikrokosmos midt på stien

Der sker jo enormt mange ting. Hele tiden og overalt. Møgbiller er en underfamilie af små, typisk 3-7 mm lange biller inden for...

Read More
Man fandt på et tidspunkt ud af, at man ikke havde taget uddannelse alvorligt nok. For mange borgere havde ikke lært tilstrækkeligt - eller de havde via deres livsstil ikke holdt deres viden opdateret. De var blevet, relativt set, dummere end de havde været 10-20 år tidligere. Nogle forskere talte om en slags dårskabsepidemi. Ikke så slemt som i USA, men alligevel noget der skabte rynker i panden på relevante politikere og forskere. Det var på det tidspunkt, at man indførte det ydernummersystem for lærere, som vi alle kender i dag. Der blev oprettet 6.000 ydernumre til generalister. Det var undervisningsprofessionelle som kunne screene folk og undersøge dem for faglige huller. Borgerne opsøgte selv generalisten hvis de kunne mærke, at de ikke helt kunne følge med, eller de blev sendt dertil af fx arbejdsformidlingen. Var borgerens faglige mangler ubetydelige, blev vedkommende sendt hjem med en besked om at huske at leve åndfuldt - læse nyheder og gå på biblioteket - og uden mulighed for at komme igen i tre år. En slags karensperiode, som regnedrengene fra Finansministeriet fik indført. Var der faglige problemer, men de var til at overse ville generalisten udskrive adgang til Massive Open Online Courses (MOOCs) eller henvise til bestemte hjemmesider med formidling og tests. Var de vidensmæssige huller store, blev borgeren henvist til en voksen-efteruddannelsesinstitution eller til en specialist. I den forbindelse blev der oprettet yderligere 6.000 ydernumre til specialisterne: matematik, dansk, kemi, samfundsfag, tysk etc. De 12.000 ydernumre blev fordelt efter et først-til-mølle-princip til undervisere med mindst 10 års erfaring. Tilbuddet er jo til voksne, så det var undervisere fra ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser der umiddelbart fik muligheden. Underviserne sagde deres arbejde op på deres respektive skoler og registrerede virksomheder. Konsultationerne blev aflønnet på samme måde som hos lægerne. De samlede offentlige udgifter steg naturligvis, men vi blev dygtigere og mere foretagsomme. Da der efter 10 år blev lavet de første store metastudie - hvor der blev sammenlignet delresultater, tidslige studier og komparative studier med andre lande, viste det sig, at investeringen havde båret frugt. Både BNP og det senere indførte lykkeindeks var steget mere end i sammenlignelige lande. Den Nye Danske Model blev hurtigt indført i mange andre lande.

Lærer med ydernummer

Man fandt på et tidspunkt ud af, at man ikke havde taget uddannelse alvorligt nok. For mange borgere havde ikke lært tilstrækkeligt -...

Read More
Christian Bennike har skrevet en inspirerende og klog personlig fortælling om hvordan vores verdensforståelse er gået fra ”Globalisering er godt og det hele bliver bedre” til ”Kriserne står i kø og vi skal genvinde kontrol, hvis kaos skal undgås”. Det er en bog man bliver klogere af, og hvis detaljer man får lyst til at undersøge grundigere. Det kollektive verdenssyn ændrede sig i 2016. Det var året med Trump, Brexit, migrantkriser og skovbrænde. Et år hvor der blev stillet så store spørgsmål til business as usual , at det ikke længere gav mening at forstille sig, at alt ville fortsætte som det plejede. I en periode fra midthalvfemserne og ca. 20-30 år frem, var den kollektive bevidsthed formet af en tro på globalisering, åbne grænser, grænseløs vækst og en meget stærk tro på, at teknologien ville løse alle problemer og kontinuerligt gøre verden til et bedre sted. En tid med optimisme og en tid med en stigende individualisme. Det kom til udtryk via frihandelsaftaler, politiske visioner og programmer. Og det sås i populærkulturen: Frihedselselskende Jack fra Titanic , den søgende fortæller fra Fight Club  og den ironiske distance fra Gramsespektrum  og Tæskeholdet . En tidens guru var Tony Robbins med fortællingen om at du bare skulle se positivt på tingene, så gik det nok. Der skulle fuld vind i frihedens sejl, på jagt efter the perfect beach . Sådan er det ikke mere, lyder grundfortællingen i Christian Bennikes oplysende og underholdende bog Engang troede vi på fremtiden . Bogen er spækket med referencer fra tænkere – hvoraf Bennike selv har interviewet mange. Bogen er en slags status fra Bennikes (født 1986) liv. Han var et barn af optimismen, og voksende op til tonerne af U2 og deres A Beautiful Day (2000) optaget i en lufthavn omgivet af mennesker der bekymringsfrie og forventningsfulde hopper på det næste fly – ud for at opleve eksotiske destinationer. Verden var åben og Bennike og vores generation pakkede rygsækken og tog ud for at opleve den. Pessimismen slår igen Men op igennem 00’erne begynder noget at ændre sig. Sprækker viser sig. Finanskrisen, stigende fokus på klima og miljø, vækst- og kapitalismekritik og dystopiske ungdomsfilm som Maze Runner og Hunger Games . Sprækkerne i vores verdensfortælling blev stadig større og efter 2016, skriver Bennike, er de blevet så store, at vi ikke længere bare optimistisk kan tro, at de vil lukke sig af sig selv. Efter 2016 er der kommet kavaleri af apokalyptiske ryttere væltende ind over os: Klimaangst og flyskam afledt af en stadig tydeligere naturkrise. Covid. Ukraine. Inflation. Overvågningskapitalisme og opmærksomhedsøkonomi. Verden vil os ikke nødvendigvis det bedste. Nu handler det om at rebe sejlene og tage kontrollen tilbage. Efter 2016 slog pessimismen igennem – og det er måske ok. Pessimismen er et sundt korrektiv til en alt for høj grad af optimisme. Som Bennike skriver: tidens nøgleord ikke længere åbenhed og frihed, det er suverænitet, kontrol og beskyttelse. Det er Mette Frederiksens nye mantra: store kriser kræver øget kontrol. Som et renæssancemaleri Ovenstående beretning: fra 90’er-optisme til 20’er-gloom er underbygget af et væld af referencer. På hver af bogens 160 sider er der citater fra populærkultur eller klassikere. Fra forskere, politikere og tænkere. Nogle gange i form af længere reportageagtige fortællinger som når Bennike er til Le Pen-valgmøde i Nordfrankrig i jagten på udkantens vrede, når han besøger gigantiske containerhavne i forsøget på at gøre globaliseringen konkret eller når han interviewer tænkere som Fukuyama eller Ignatieff. Mange gange i form af helt korte citater eller udtryk fra bøger, film og artikler. Det giver historien og forfatteren troværdighed, men gør også fortællingen lidt uoverskuelig. På de 160 sider er der 140 notehenvisninger til andre, foruden Bennikes egne samtaler og interviews. Det er helt overvældende. På et tidspunkt i bogen beretter Bennike om, da han var i Wien og se den nederlandske renæssancemaler Pieter Bruegel, og beskriver oplevelse med at kapere maleriet Optoget til Golgata . ”Men end 500 små menneskeskikkelser myldrede rundt mellem hinanden. Børn, munke, soldater til hest, bønder med frugtkurve. Jesus var segnet om med sit kors et sted i mængden. Det er den følelse, vi lever med i dag, tænkte jeg. Fornemmelsen af at være fanget i et virvar, vi ikke kan overskue. At stå midt i verdenshistorien. At famle sig vej gennem livet ude af stand til at gøre, som jeg selv gjorde på museet: Træde to skridt baglæns på det slidte trægulv, to skridt tilbage og så var virvaret erstattet af et overblik.” Problemet (eller det fantastiske) er jo, at man ikke  får et overblik over optoget til Golata. Man kan zoome ind på detaljer og man kan erkende at mange ting sker samtidigt – overblik er der ikke. Ikke mere end at der er overblik over København, når man står i Rådhustårnet. Christian Bennike forsøger selv at skabe et overblik, og gør det mere overbevisende, end mange andre jeg har læst gøre forsøget. Han samler fortællinger og fortolker dem – det er som at læse et sammenkog af 10 års information. Men. Jeg har det lidt som at være en person der er tryllet ind i Bruegels billede. Bennike er en klog guide, der kender detaljer og kan fortolke, og fører mig fra historie til historie. Fra person til person. Men jeg mister besynderligt nok overblikket: Hvad er det egentligt for et billede, Bennike tegner for mig? Er der noget der er vigtigere end noget andet? Er de udsnit han vælger at fokusere på repræsentative og er der overhovedet nogen sammenhæng mellem dem? Kunne man lige så vel have fortalt en helt anden historie? Naturligvis kunne man det, og det er der heldigvis mange, der gør. Engang troede vi på fremtiden  er en glimrende samtidsdiagnose, jeg kun kan anbefale. Fortællingen er god og åbner op for en masse spændende spørgsmål, som jeg håber at Bennike og hans skrivende kollegaer vil besvare i de kommende år. Først og fremmest glæder jeg mig til at læse på hvordan vi konkret skal forholde os til tidens mantra om at tage kontrollen tilbage. Er det et nulsumsspil? Hvem skal man tage den tilbage fra? Hvem er disse vi , der skal tage kontrollen tilbage? Hvornår har man nok kontrol? Hvordan lever man med det ukontrollerbare? Jeg tror at det var noget af det Bruegel ville vise med sit Optoget til Golgata : Jesus skulle opgive kontrollen, Maria er magtesløs, ting hænger uoverskueligt sammen og de som troede at nu havde de kontrol (ved fx at korsfæste Jesus) gjorde regning uden vært.  Men ønsket om kontrol er stærk og kan binde os sammen. For better and worse. Disse spørgsmål bliver nogle af de vigtigste i tiden der kommer, og Bennike er med til at åbne ballet. Christian Bennike Engang troede vi på fremskridtet Gyldendal

Engang troede vi på fremtiden

Christian Bennike har skrevet en inspirerende og klog personlig fortælling om hvordan vores verdensforståelse er gået fra ”Globalisering...

Read More
Planer er gode, men det er ikke sikkert, at de fører dig derhen, hvor du havde tænkt. De fleste iværksættere vil kunne nikke genkendende til dette. Altid have en plan – altid vide at planen nok vil ændres undervejs. Arash Nourinejad har altid haft lyst til at bygge – især møbler interesserede ham. Da han som 19-årig var lærervikar, var adgangen til skolens sløjdlokale en kærkommen sidegevinst. Her kunne han bygge præcis de møbler, han manglede til lejligheden, og her blev han bekræftet i, at den bedste måde at få noget til at ske, er ved gå i gang selv. Selv om det egentligt var møbler der havde hans interesse, søgte han ind på arkitektskolen og blev her suget ind i miljøets interesse for bygninger og de levede rum. Første job efter afgang var i Dubai, hvor han arbejdede et år. Da han kommer hjem i 2008, har finanskrisen ramt verden, og ledige arkitektstillinger er få. Hvis der finanskrisen ikke  havde været der, kunne det sagtens være at Arash havde arbejdet på en tegnestue – som ansat eller selvstændig. Nu lever han af at lave og sælge designlamper. Undervejs på en bryllupsrejse igennem Sydøstasien i 2009, startede han et tøjfirma med sin hustru. Egne design og produktion i Vietnam. Første kollektion var sommertøj i lette farverige design. Tøjet var præcist så flot, som de havde forestillet sig. Eneste lille hage var, at grundet nogle produktionsforsinkelser kom tøjet først hjem til oktober – ikke just sæsonen for sommertøj. Men tøjet skulle ud, og parret lejede en pop up butik på Istedgade i tre måneder. Og det skulle ikke bare være et lokale med nogle papkasser. Den skulle ligne en million. Bare fordi noget er midlertidigt, behøves det ikke være grimt. Møbelentusiasten i Arash vågnede op igen, og han fik skabt et showroom med få midler. Resultaten blev godt og en dag spurgte en forbipasserende stylist om parret også boede flot og om hun måtte lave en bolig reportage af parrets hjem. At dette skulle blive vejen hen til hans første lampe, var der ingen der var klar over. Boligreportagen førte til en mulighed for at Arash kunne vise hans møbeldesigns frem. Sengen i soveværelset var en Arash selv havde bygget, men der manglede noget godt lys over den. Noget der passede til sengen. ”Hvad nu hvis lampen kunne være lavet af det samme som sengen?” ”Hvad nu, hvis man kunne bruge en af lægterne som lampeskærm?” Der er vel kun en måde at finde ud af, om det virker: Lave en prototype. Arash tog en lægte og fræsede en dyb rille i den, fik sat en LED strip i og hængte den op. Simpel og stilren. ”…og helt perfekt” tænkte han. Det var i 2012 – 13 år efter møblerne i sløjdlokalet og mange projekter og produkter – at den helt rigtige idé var der. Næste skridt var at få den lavet rigtigt. Træ har det med at slå sig – blive skævt – når det fræses på den måde derudover reflekterer det ikke lys ordentligt. Der skulle altså laves en inderdel – noget af metal. Arash er ikke specialist: Han er ikke den bedste møbeldesigner. Han er ikke lys-forsker eller specialist i smedearbejdet. Men det er heller ikke nødvendigt. Han tog kontakt først til en smed, som sagde, at det krævede en kobberspecialist – en gørtler. Den første gørtler sagde at det slet ikke kunne lade sig gøre. Hvad gør man så? Man spørger naturligvis en anden. Og nu kunne det godt lade sig gøre. I 2012 var den første version af A-Light klar, og firmaet hed Anour. Anour betyder lys på farsi. Det er også en sammentrækning af Arash Nourinejad – navnet på grundlæggeren af virksomheden. Det var omkring dette tidspunkt at jeg mødte Arash. Jeg drev i den periode et kontor- og værkstedsfællesskab – LOD67 – på Amager, fyldt med dygtige iværksættere. Folk der lavede møbler af svampe, nogle der designede skateparker og tøjdesignere – for at nævne nogle. Alle var dedikerede, men var ikke et sekund i tvivl om, at Arash var en man with a mission . ”Drive er f*cking alfa og omega, og drive er drevet af passion. Uden det, kommer du aldrig over alle de bump på vejen, som er virkeligheden for en iværksætter”, nærmest råber han grinende, da jeg taler med ham i vinteren 2022 i hans flotte showroom på Bredgade. I de ni år – fra vi stoppede LOD67 – har været et vildt ride  for Arash. Anours sortiment er blevet udvidet med mange flere lamper. Virksomheden er vokset og navnet er kendt nationalt og internationalt. ”Men det kommer ikke af sig selv, og man skal være klar på at ting går galt og på at kunne se disse tilbageskridt som muligheder. Hvis du kan det, og hvis du husker på at du hverken kan eller skal gøre alting, så er det muligt”, siger han som vi er ved at sige farvel. Læs mere om Anour her

Historien om Anour

Case om iværksætteri - historien om Arash Nourinejad arbejde med at skabe lampevirksomheden ANOUR

Read More
Jeg har tit elever i innovation, der er bekymret for at gå i gang med projekter, da der jo er en risiko for, at projektet går i stå. I den forbindelse får jeg ofte spørgsmålet om hvornår  projekter, kan risikere at strande. Mit svar er, at det kan det på alle tænkelige tidspunkter. Nogle gange illustrerer jeg det med historien om Instant Biergarten. Efter at jeg i 2007 var første gang til Oktoberfest i München, blev jeg, ikke underligt, ret begejstret for konceptet. En dag kort efter sad jeg og spiste frokost på Republikken sammen med Jakob Bekker , og fortalte om sjovheden i det sydtyske. Vi talte om hvilket kæmpemæssigt set-up der er tale om, men langsomt morphede samtalen sig hen på, hvor minimalt man egentligt kunne gøre det. Og således blev ideen til Instant Biergarten født. Ideen var ganske simpel og ganske kompleks: Vi satte os som mål, at vi skulle kunne lave en hvilken som helst plads om til en biergarten på 15 min. Fra idé til handling: Først og fremmest skulle vi finde ud af, hvad en biergarten bestod af. Svaret var en bjælkehytte, borde og bænke, fine stakitter, musikudstyr, kulørte lamper og bier, natürlich. På Republikken sad også Jakob Bue , der besidder den fine evne at kunne trylle ord om til billeder. Vi bad ham om at tegne, hvad vi tænkte på - på den måde kunne vi efterfølgende tænke klarere. 10 minutter efter havde han denne skitse klar: Næste skridt var at få lavet et koncept, så vi kunne sætte den forestillede biergarten ind på en hvilken som helst plads, på den korte tid vi havde givet os selv. Den største hovedpine var, måske ikke underligt, bjælkehytten. Sammen med min far lavede jeg en foldbar bjælkehytte i ni dele. Efter noget træning, kunne vi sætte den op på 5 minutter. Så langt, så godt. Fra  andre projekter  havde jeg rigeligt med tyske bord-bænke-sæt, PA-anlæg, generator (hvis vi ikke kunne få adgang til strøm) og kulørte lamper. Stakitter var billige præfabrikerede, som vi malede hvide, og satte fod på. Øllet skulle købes fra gang til gang. Alt kunne - med noget besvær - pakkes ind i en varevogn. Så var alt klar til de første test. Første gang var min svogers polterabend. Stor succes (især da vi toppede med helstegt pattegris). Efter test og god feedback - og en hjemmeside klar til brug - var vi klar til at at indtage alverdens pladser og torve: Vi havde fulgt iværksætterens håndbog til punkt og prikke: Idéudvikling Konceptualisering Markedsundersøgelse (der var ingen der tilbød det samme) Designfase Produktudvikling Produktion PEST-analyse (bl.a. i forbindelse med tilladelser til ophold på pladser og servering af alkohol) Test og brugerinvolvering Reklame- og diffusionsstrategi ...og så skete der ikke meget mere. Vi skrev til kommuner om tilladelser til midlertidige alkoholbevillinger, men havde svært ved at få tilladelserne, og på en eller anden gik tiden bare, og energien fes af ud af projektet og andre sjove projekter tog fokus. Hytten kom på lager (fik en kort revival til et vores byggefestival Wood Works ) og endte sine dage som et refugium for utilpassede nisser: Well, til en julefrokost sad vi og fik ondt af alle de nisser, som var utilfredse med bare at være pynte- eller kravlenisser. Alle de nisser der blev påduttet andres normer for hvordan man var en rigtig nisse. Alle de nisser der, efter endt jul, ikke bare gad at skulle ligge i mørke dumme kasser. Heldigvis havde vi en løsning: Vi satte hytten op en sidste gang: I løbet af nogle smukke vinteruger kom der flere og flere nisser til refugiet. Og hvad er lektien så? Tja, det handler bl.a. om vigtigheden af drive.  Alle involverede var rutinerede projektfolk med masser af erfaring og stort netværk. Men på et tidspunkt mistede vi drivet for dette specifikke projekt. Det handler om nogle svære balancer. Mellem på den ene side ikke at gå i gang med samtlige fikse ideer man får, og på den anden side også en gang i mellem bare teste en idé. Det handler om at kunne sige ja, men også turde sige nej efterfølgende. Det handler også om, at det-kunne-være-skægt-projekter meget ofte vil blive nedprioriteret af det-skal-jeg-arbejde. Så det vil altid være begrænset, hvor mange fun projects, man skal gå i gang med. Men man skal  også dyrke fun projects. Vi havde det sjovt undervejs, og vi havde til start sagt, at vi ville bruge max kr. 5.000 og 50 timer på projektet. Gad eller kunne vi ikke derefter, var det ok at stoppe. Instant Biergarten lever stadig som idé, og hvis du samler øl-handsken op fra os, og laver din egen version, så kommer både Jakob og jeg gerne til åbningsfesten.

Instant Biergarten....eller når projekter alligevel ikke bliver til noget

Case til innovation. Om at det er iværksætterprojekter altid kræver, at nogle brænder for dem. Pause vil ofte betyde stop.

Read More
Da samfundet består af så mange individer og grupper, at det er umuligt, at alle kan mødes eller nå til enighed, hvordan sikrer man sig så sammenhængskraft? Eller spurgt på en anden måde: Hvorfor skulle individer fra forskellige grupper samarbejde? Hvorfor skulle individet opgive personlig frihed til fordel for nogle fælles regler? Vi ønsker alle sikkerhed og muligheder 
 For det enkelte individ er sikring af egen og de nærmestes sikkerhed og muligheder det væsentligste. Den sikring kan groft sagt ske på to måder: Ved at være stærkest eller ved at indgå i grupper, som sikrer visse rettigheder. Rettigheder kan kun garanteres hvis gruppen er stærk. Gruppen er kun stærk hvis individerne deltager aktivt. Det sikres via pligter som at betale skat og overholde landets love. Individerne opfylder sine pligter fordi de skal (under trussel af straf) eller fordi de føler, at de bør. Jo mere gruppen betyder for individets identitet, des større er tilhørsholdet til gruppen. Individets tilhørsforhold til gruppen bliver styrket gennem fælles myter og symboler. Derfor har gruppen en interesse i at styrke disse symboler. For derigennem sikrer det sig individets loyalitet (og dets skatter) og kan derved sikre sin fortsatte beståen.  Pointen i artiklen kan opsummeres i nedenstående illustration. 
 Det ligger i vores gener Ønsket om at høre til, er en af menneskets stærkeste drivkræfter. Det ligger dybt i vores gener. Babyen har ingen chance for at klare sig selv og selv det voksne individ ville blive spist af sabeltigeren eller slået ihjel af nabostammen, hvis de ikke var med i en gruppe. Med tiden er ønsket om at høre til i en gruppe blevet så stærk en social og biologisk drivkraft, at vi bliver eksistentielt ulykkelige af at være alene eller ikke at blive anerkendt af gruppen. Der er en grund til at isolationsfængsel i længere tid er at sammenligne med tortur. Se fx her  og her . Mennesket har evolutionært været afhængig af at tilhøre en gruppe og grupper kan kun eksistere, hvis medlemmerne støtter dem. Derfor har grupperne altid haft forskellige mekanismer til at få individerne til at indordne sig gruppen. Mekanismer som fortæller om os og dem og positive og negative sanktioner. Det har medført at vi mennesker i dag har en indbygget drift  til samarbejde. Vi er simpelthen enestående dygtige til det og det udløser behagelige  reaktioner i hjernens belønningscentre. Så individet har behov for gruppen og gruppen behov for individet. Men hvordan bliver man en del af en gruppe? Hvem er gruppen? Næste spørgsmål bliver så hvem udgør gruppen? En anvendt definition af hvad der kendetegner en gruppe er udviklet af den amerikanske socialpsykolog Muzafer Sherif  (1906-1988). Den lyder således: Medlemmerne er fælles om et eller flere motiver eller mål, som bestemmes af den retning gruppen bevæger sig i. Medlemmerne udvikler et sæt normer, som afstikker grænserne for, hvilke gensidige forhold der kan etableres, og hvilken aktivitet der udføres. Hvis samspillet fortsætter stabiliseres et sæt af roller, og gruppen skiller sig stadig mere ud fra andre grupper på grund af fælles kendetegn. Et netværk af gensidig tiltrækning udvikles, på basis af om medlemmerne kan lide hinanden eller ej. Sherif forskede i hvordan grupper opstår og hvilken adfærd det medfører. I 1954 udførte han et kendt socialt eksperiment – kendt som Robbers Cave . Her blev en gruppe ensartede drenge tilfældigt inddelt i to grupper. Ingen af drengene kendte på forhånd hinanden, og der havde inden gruppedannelsen ikke været nogle konflikter. Men efter at være blevet inddelt i grupper, opstod der hurtigt en os-mod-dem-logik. Vi skulle vinde flest konkurrencer. De skulle ikke have adgang til svømmebadet. Se eksperimentet forklaret her: Vi indgår alle i mange grupper samtidig 
 Man kan altså blive placeret i en gruppe. Og det gør vi alle allerede fra fødslen. Vi bliver født ind i en familie, som er del af en kultur og af et samfund. Allerede der er vi med i tre grupper, som kan have samme værdier. Inden for socialpsykologien taler man om mindst otte forskellige grupper – hvoraf det enkelte individ typisk er med i seks-syv af grupperne. Inden for hver gruppe kan der være lidt forskellige værdier og normer, men vi kan som regel sagtens navigere i det. Vi er klar over, at man opfører sig forskelligt henholdsvis hos mormor, på arbejdspladsen og med fodbolddrengene i byen. Vi kan dog ikke overskue alt for store grupper. Der er mindst to gode grunde til folk skal samarbejde: Der er så mange opgaver der skal laves i samfundet at arbejdsdeling er nødvendig. Da folk nu engang er født ind i et samfund, er man tvunget til at forholde sig til de andre. Hvis man ikke ønsker alles kamp mod alle, må man prøve at nå til former for enighed. Kompleksitet, FCK og Dunbars 
 I størstedelen af menneskehedens historie var vi en del af mindre grupper. En stamme eller en landsby. Og det er der en god grund til. Individet kan nemlig bedst overskue mindre grupper. I en gruppe på fx fem personer, kan alle overskue alle og man kan kommunikere direkte. Men det kan man ikke i en gruppe på mange tusinde. Det er nemt at overskue mindre grupper, men så snart gruppen bliver meget større bliver det svært. Man kan ikke overskue en gruppe som ’danskerne’, ’københavnere’ eller ’fans af FCK’. Alligevel kan man sagtens føle sig som dansker, københavner eller FCK-fan. Det skyldes vores hjernes kapacitet. Er gruppen større end 150 medlemmer, begynder det at blive uoverskueligt for den enkelte. Det tal kaldes Dunbars nummer  og blev foreslået af antropologen Robin Dunbar, på baggrund af studier af størrelsen af hjerner og antallet af relationer den enkelte kunne overskue. Vi kan  simpelthen ikke overskue flere. Tallet varierer naturligvis fra person til person, men forskning og støtter teorien om et begrænset antal relationer. Hvad end det præcise tal er, så består et lille land som Danmark af næsten 6.000.000 mennesker. Hvordan holder man styr på sådan en gruppe? Mellem stigende kompleksitet og stigende nytte 
 Lad os lige samle op: Individet har brug for gruppen og gruppen har brug for individet. Individet er med i mange grupper samtidig, men kan ikke overskue alt for mange mennesker. Men samfundet består  nu en gang af mange mennesker, og disse mennesker skal gerne undgå at modarbejde hinanden alt for meget. Så hvad gør man så? Her skal vi lige holde en pause og kigge på ’samfundet’. Samfundet er egentligt uoverskueligt komplekst og kan kun forstås abstrakt. Samfundet består af individer, men hvordan de individer kan eller ville kunne forbinde sig med hinanden er uoverskueligt. Det skyldes at antallet af forbindelser stiger hurtigere and antallet af medlemmer. Bare ved 10 medlemmer i en gruppe er der 45 forbindelsesmuligheder. Det kaldes Metcalfes lov.  Metcalfes lov er dobbeltsidet: På den ene side siger den, at kompleksiteten stiger (hvilket kan være problematisk), men på den anden siger den at robustheden og muligheder for nytter ligeledes stiger (hvilket er positivt). Hvorfor det? Robustheden kommer af, at jo flere der er med i gruppen, des bedre kan gruppen kapere hvis enkelte mennesker ikke deltager. Hvis der er fire i en gruppe og to free rider, skal de to resterende arbejde hårdt. Hvis der er 1.000 i gruppen og to dovner, så mærkes det næsten ikke (ud over irritation måske). I forbindelse med nytten så var et af Metcalfes eksempler telefonen. Der er begrænset nytte hvis kun to har en telefon, men stor nytte hvis mange har det. Facebook bliver bedre jo flere mennesker der er med, og Googles søgninger bliver mere præcise hvis den kan søge i mange sider. På samme måde er det i samfundet: Jo flere mennesker der er i samfundet, des flere forskellige opgaver kan man varetage og de enkelte opgaver kan blive varetaget af flere (hvis der kun er én læge, er gruppen meget afhængig af denne. Hvis der er mange, kan de deles om opgaven, og i fællesskab blive dygtigere. Det er på mange måder modernitetens historie: Vi bliver flere og vi bliver bedre til arbejdsdeling. Den proces medfører nye opfindelser og velstand. Det er blevet grundigt analyseret af tænkere som Adam Smith, Karl Marx, Emilie Durkheim og Max Weber. Så muligheden for den samlede samfundsmæssige nytte stiger jo større gruppen bliver (måske indtil man når  et meget højt tal). Det er godt, for guderne skal vide, at der er mange opgaver som skal varetages - sikkerhed, pengevæsen, social hjælp, produktion, sundhed, uddannelse, infrastruktur og 1000-vis af andre opgaver. Og der ligger en samfundsmæssig opgave i at koordinere dem. Et samfunds styrke kan kendes på dets evne til at håndtere kriser Alle samfund består jo af borgere. Men alligevel så deler man typisk samfundet I tre overordnede grupperinger: Stat, marked og civilsamfundet. De tre dele hænger naturligvis sammen I praksis, men de har så at sige forskellige formål. Der er den overordnede styringsenhed I samfundet – den enhed der sørger for sikkerhed, infrastruktur og meget andet. Det kalder vi staten . Det er her love og regler bliver vedtaget, udøvet, kontrolleret og sanktioneret (via den lovgivende, udøvende og dømmende magt). Så er der markedet  – det sted hvor fremmede handler med hinanden. Da ingen mennesker kan lave alle de ting de har behov for I deres daglige liv, har de behov for at skaffe sig dem på anden vis. Det gør man ved at opsøge nogle der laver de ting man efterspørger. Når man har fundet varen forhandler man sig frem til en passende pris. Endelig er der civilsamfundet . Det er her hvor folk oftest befinder sig: I familien, foreningen, blandt naboer og I religiøse fællesskaber. Her hjælper man hinanden – ikke fordi at man tjener penge på det (markedet) eller fordi at loven siger at man skal (staten). Når en krise rammer et land, som det var tilfælde med de fleste af verdens lande I forbindelse med corona-virussen, er det tydeligt at alle tre arenaer har en rolle at spille. Staten skal skabe rammer for at markedet og borgernes dagligdag kan fungere på kort og langt sigt. Virksomheder og borgere er dem der skal gøre det meste, men de kan ikke koordinere på tværs af områder og grupperinger – det kan staten (og det er derfor man har en stat). Muligheden for koordinering En anden måde at se opdelingen på er de tre gruppers evne til at koordinere større grupper. Privatpersoner kan koordinere deres eget liv, familiens og meget lokale grupper. Bliver grupperne større bliver man nødt til at organisere sig på andre måder. Det kan være igennem virksomheder og organisationer. Skal der koordineres på helt overordnet niveau er det staten der skal træde ind – det kan ingen andre. I krisetider bliver det tydeligt at alle aktører skal være aktive, men at de kun være det på deres eget niveau og derfor er afhængige af, at de andre niveauer spiller med. Mellem det centrale og det decentrale 
 Gruppen/samfundet står altså i en situation, hvor der er behov for mange mennesker til at kunne varetage de forskellige opgaver, men hvor ingen kan overskue hvad alle laver. Derfor har man behov for, at alle arbejder i samme retning mere eller mindre selvstændigt. Opgaverne kan groft inddeles i skal-opgaver og bør-opgaver. Som vi så lige ovenfor, er opgaver som vi har besluttet, at det offentlige skal gøre. Det bliver beskrevet i love der forpligter de offentlige myndigheder til aktivt at arbejde for at udføre. Størstedelen af de ca. 720.000 offentligt ansatte har det som deres arbejde. Noget af dette er centralt styret (fx pengepolitik og forsvar) andet er mindre centralt styret (fx hospitalsvæsenet) og noget er endnu mere decentralt (fx plejehjem, børnehaver, skovpasning og folkeskoler). I koordineringen af disse opgaver kan det offentlige vælge at detailstyre. Altså bestemme hvordan alle opgaver skal lave, hvem der laver dem og kontrollere at de nu bliver ordenligt lavet. Det vil sikre stor lighed – alle borgere vil få samme løsning – men det er også meget administrativt tungt. Ellers kan man lade det være helt op til den enkelte skole, hospital, plejehjem eller borgerservice at tolke reglerne som man synes. Det vil skabe mindre bureaukrati, men også meget forskellige løsninger. Folk i Helsingør vil få en anden offentlig service end dem i Haderslev. Inden for private virksomheder står man med de samme udfordringer, og en af løsningerne har været såkaldt værdibaseret ledelse . Tanken er, at hvis man skaber en god fælles kultur, så vil medarbejderne arbejde i nogenlunde samme retning. Man leder altså ved hjælp af kultur. I tidligere tiders samfund var der meget få regler og næsten ingen nedskrevne. Livets gang blev styret ved hjælp af normer, vaner og ritualer – altså kulturelt. De første love man kender – fra de sumeriske og babyloniske samfund - er godt 4000 år gamle og var meget overordnede. Senere kom flere regler. Med de tre store lovreligioner – jødedom, kristendom og islam – blev endnu flere regler nedskrevet. Men det var stadig normer der fyldte mest i den enkelte borgers liv. I den moderne stat er der mange love og de bliver mere og mere detaljerede. Men for de fleste af de love der gælder hr. og fru Danmark er, at de bare ikke må overtræde dem. I modsætning til skal-opgaverne. Så skal Hr. Hansen ikke stå op og overholde hastighedsreglerne – han må bare ikke køre for hurtigt hvis han tager Mazdaen ned til bageren. Her er der tale om centralt bestemte regler, som er lavet for at sikre at borgerne lever på en bestemt måde. Her er normerne blevet formelle – de er blevet til lovgivning. Det er blevet til pligter. Men der er stadig tale om en koordineringsopgave: hvordan sikrer vi som samfund at borgerne opfører sig ordentligt og de fælles opgaver bliver lavet? Endeligt er der en endnu løsere offentlig påvirkning. Det er i form af støtte til kultur- og foreningsliv. I Danmark er der tale om ca. 25 mia. kroner årligt. Her er der ikke tale om lovgivning som folk skal overholde, men hjælp til folk der ønsker selv at skabe noget. Her er det offentlige med til at forme kulturen. I dag fylder reglerne meget og der er mange bundne opgaver, men det betyder ikke at normer og kulturelle fixpunkter er ligegyldige. Nu nærmer vi os stille og roligt artiklens kerne – nemlig vigtigheden af kulturelle symboler i forbindelse med tilhørsforhold og sammenhængskraft. Men vi skal først få afklaret hvad kultur  egentligt er. Den kulturelle arv 
 I den medicinske verden bliver man klogere på den samlede genpulje, ved at kigge på de enkelte gener og deres bestanddele og derefter hvordan de påvirker hinanden. Man skal gå til de kulturelle gener på samme måde. Den hollandske socialpsykolog Geert Hofstede har beskæftiget sig med hvad der adskiller den ene kultur fra den anden. Det er fx svært bare sådan lige at sige hvad forskellen på Danmark og Sverige er, medmindre man kigger på specifikke ting. Ifølge Hofstede kommer man langt hvad man undersøger et lands værdier, ritualer, helte og symboler. Som et løg med flere lag udgør de tilsammen en kultur. Mange af disse ting vil vi dele med andre lande. Vi er jo ikke de eneste der hygger os og de er glade for juletræet andre steder end her, men den specielle kombination siger noget om landet. Symboler  er noget der illustrerer noget specielt for landet. Det vigtigste er nok Dannebrog. Det kan være helt konkrete objekter som Dybbøl Mølle er eller Frihedsgudinden. Nogle objekter bliver bygget som mindesmærker, fx Lurblæseren på Rådhuspladsen eller Holocaust Memorial i Berlin. De er blevet lavet med det formål at sikre den kollektive hukommelse. Andre bliver lavet for at mindes bestemte personer – skulpturer og statuer. Andre mindesmærker bliver lavet for at vise bestemte værdier som fx Holger Danske eller Frihedsstøtten ved Hovedbanegården. Det er ikke sådan, at fællesskabsskabende symboler altid bliver skabt med det formål at skabe nationalt tilhørsforhold. Nogle gange sker det bare. Eiffeltårnet var tænkt som en midlertidig installation i forbindelse med verdensudstillingen i 1889. Mange protesterede imod det, men det er siden blevet symbol et  på Frankrig. Kim Larsen skrev ikke sine sange på bestilling af fællesskabet / staten, men sangene blev vigtige for danskere (men ligegyldige for svenskerne eller tyskerne). Symboler kan også være genstande som er vigtige for de fleste danskere. Frikadeller, Tuborg, jordbær, bøgeskove og kolonihaver er noget som mange forbinder med noget typisk dansk. Andre symboler er mere abstrakte. Det kan være måder at opføre sig på (danskere er fx kendt for foreningsliv, design, ironi, jantelov og hygge). Helte  er de vigtige personer i vores kollektive erindring. Det kan være løse grupper som vikingerne, kongehuset eller landsholdet i fodbold – altså nogle som har været der også selv om enkeltpersoner er blevet udskiftet. Og så er det enkeltpersonerne. Grundtvig, Christian IV, H.C Andersen, Kim Larsen, Niels Bohr, Thorvald Stauning og Dirch Passer. Ritualer  er væremåder. Hvordan man hilser på hinanden og hvordan man mødes, er eksempler. I Frankrig kindkysser de. I Australien skifter børnene klasser hvert år. I England kører de i venstre side af vejen. I Kina er det fint at bøvse under middagen. Værdier  er grundlæggende livsholdninger. Er de fleste troende som i Egypten eller ikke-troende som i Danmark. Tror man på ligestilling, demokrati eller det fri marked? Hvordan med autoriterne? Medborgerskab via kultur Nu er vi efterhånden fremme ved sagens kerne: Sammenhængen i en befolkning skabes naturligvis ikke kun gennem en politiske ramme. Det skabes primært gennem kultur. Alle grupperinger har skabt sammenhold og samarbejde gennem kultur og fælles fortællinger. Alle kulturer har overleverede myter om hvordan verden er blevet skabt og hvilken rolle gruppen/stammen/folket spiller i den myte. I hans bog Sapiens  forklarer den israelske historiker Yuval Noah Harari, at det er evnen til at samles om myter har været afgørende for at mennesker har kunne udvikle samfund og civilisationer. Se her . Men hvorfor nu det?

Om at høre til

Medborgerskab handler om at høre til en gruppe. Men hvorfor er grupper vigtige?

Read More

© 2025 Peberholmen

bottom of page