top of page
  • Writer's pictureSøren Lindgreen

Kunsten ikke at være bange

Efter Stalins død i 1953 spredte tanker om uafhængighed og liberalisme sig i Ungarn. Imre Nagy blev valgt som premierminister og landet tog forsigtige skridt væk fra Sovjet. I 1955 blev Nagy presset væk fra posten, og sovjet strammede igen grebet om satellitstaten. Men ønsket om frihed var stort, og demonstrationer fortsatte. Den 23. oktober 1956 beskød sovjetiske soldater demonstranter, hvilket antændte 1956-revolutionen. Nagy kom tilbage og dannede en revolutionsregering. 3. november 1956 blev juristen og den politiske tænker István Bibo indsat som indenrigsminister. Den 4. november invaderede Sovjet Ungarn.

Da alle de andre politikere forlod parlamentet i frygt for invasionen, blev Bibo, som den eneste tilbage. Han nægtede at lade intimidere og lod sig frivilligt arrestere. ”To become a democrat above all entails the absence of fear”, var det motto han levede efter, og som også er titlen på en ny fin bog om vigtigheden i altid at huske, at man ikke kan tage åndsfrihed for givet.


Den ungarnske politiker og tænker István Bibó (1911 - 1979)

Man kan ikke tage åndsfrihed for givet At være demokrat er ikke at være bange er skrevet af Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen og er en påmindelse om, hvorfor åndsfrihed er vigtigt. Om hvordan demokrati er en kontinuerlig proces, der løbende kræver genovervejelse og at debatter man én gang har taget, igen og igen skal tages på ny. Hvilke religiøse praksisser skal der tillades? Hvilke fag skal der undervises i i skolen? Hvilke rettigheder skal minoritetsgrupper have? Hvordan skal vi forholde os til EU, miljøet, kapitalen etc. etc. Det handler altså ikke så meget om hvorvidt demokrati er en god ide, men mere om hvordan det skal udformes, og hvad det sådan helt konkret kræver af os alle.

Ingrid Ank er teolog og leder af Grundtvig-Akademiet og Daniel Toft Jakobsen er, udover at være i folketinget for Socialdemokratiet, medstifter af foreningen Åndsfrihed, og den passion som de må antages at have for folkeoplysning og fordomsfrie debatter lyser tydeligt ud af bogen. De vil den åbne demokratiske samtale, og de mener noget. Det er inspirerende. Som undervisere vil vi det samme, men det er godt at blive bekræftet i, hvorfor at det er vigtigt. Åndsfrihed er demokratiets iltforsyning Selve begrebet åndsfrihed er måske bedaget og ikke noget man taler så meget om. Ifølge forfatterne er det kun nævnt i en enkelt lov, nemlig i folkeskolens formålsparagraf 1 stk. 3: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Men hvad er åndsfrihed så lige for en størrelse? Ank og Jakobsen definerer det som en slags demokratisk statement: ”Man må gerne have en overbevisning, uanset hvilken. Man må gerne forsøge at overbevise andre om, at man har ret. Men man har samtidig aldrig ret til at slippe for andre menneskers kritik. Det handler altså om at have en overbevisning og stå fat på den, og der hvor folk har de stærkeste overbevisninger er det religiøse tæt forfulgt af det politiske. Derfor fylder disse to dele også meget i bogen.

Igennem bogens 21 korte og velskrevne kapitler får man rigeligt med argumenter for hvorfor åndsfrihed er værd at kæmpe for, og hvordan man kan sikre, at vi også har åndsfrihed i fremtiden. Der er et afsnit om vigtigheden af at støtte friskoler og samtidig sikre, at de ikke bliver antidemokratiske. Der er et spændende forslag om at oprette friuniversiteter. Alle otte universiteter i Danmark er statsinstitutioner, men sådan behøver det jo ikke være. På samme måde som friskoler er et glimrende supplement til folkeskolen, kunne frie universiteter med bestemte holdninger eller strategiske fokusområder bidrage til at gøre den samlede forskningsdiversitet større. Debatarrangementer på skolerne Ovenstående statement om åndsfrihed kan opdeles i tre dele:

  1. Hav en mening,

  2. Øv dig i at fremføre den

  3. Tål at blive modsagt

Og under det hele ligger præmissen: du mener sikkert, at du selv har ret. Det er godt. Men du skal vide, at ikke alle er enige. Alt hvad du kan føle om andre: at de er fantastiske eller nogle tossebolde, det samme må man forvente, at de kan tænke om dig. Hvis åndsfrihedens tre bestanddele er vigtige, så vil det være fint at træne dem. Men det er min erfaring, at vi i Danmark ikke er så gode til det. Vi har ikke systematiseret træning af debat og public speaking som det fx er meget udbredt i den engelsksproget del af verden.

I debatarrangementer kunne alle fag i skolen komme i spil. Alle fag kan hjælpe med at underbygge holdninger, elever kan blive mere skarpe på hvad de egentligt mener, og de kan øve sig i overbevise andre om det. Lad os komme i gang med det snarest. 10 forslag til større åndsfrihed Grundtvig og Hal Koch er to af bogens helte. Første viste, at hvis et land af forskellige mennesker skal samles om et fælles formål, så er uddannelse, kultur og debat et vigtigt element. Demokrati opstår ikke af sig selv, men skal hjælpes på vej. Koch så med al smertelig tydelighed, at blot fordi demokrati en gang er indført i et land, så kan man ikke derfra bare læne sig tilbage og slappe af. Nej, demokrati skal aktivt tænkes ind i den til enhver tid gældende kontekst. Demokrati og åndsfrihed skal tilpasses nutiden og sikres til fremtiden, og det er det Ank og Jakobsen afslutter med.

At være demokrat er ikke at være bange opsummerer bogens pointer i 10 forslag til større åndsfrihed i samfundet:

  1. Styrk undervisningen i åndsfrihed i skoler og asylcentre.

  2. Skriv åndsfrihed ind i friskoleloven.

  3. Lav en sammenhængende dansk religions- og livssynspolitik.

  4. Skab lighed mellem religiøse og ikkereligiøse livssyn.

  5. Drop maskeringsforbuddet og rul dele af imampakken tilbage.

  6. Løft standarden for forskningsfrihed og overvej muligheden for at etablere frie ikkestatslige universiteter.

  7. Indfør offentlighed of transparens i forhold til censur på sociale medier.

  8. Flyt balancen mellem partidisciplin og den enkelte politikers integritet i retning af sidstnævnte.

  9. Giv religiøse mindretal ret til at holde fri på to religiøse helligdage.

  10. Undlad yderligere tilbageskridt.

Uden samtale kan neuroser vokse sig store István Bibó sad seks år i fængsel, og fik i 1963 amnesti fra hans livstidsdom. Han blev boede og arbejde som intellektuel i Ungarn indtil hans død i 1978. Hele hans liv nægtede han at indordne sig styrets krav, og fik derfor ikke sit arbejde anerkendt mens han levede. I 1990 var modtog han posthumt, som en af de første, Széchenyi-prisen som årligt uddeles til folk der har ydet væsentlige bidrag til den ungarske forskning.

Bibó så på et samfund, som en psykoanalytiker ser på en patient. Hvis man ikke taler om det (kollektivt) ubevidste og behagelige, kan det springe frem som neuroser i fuld flor. Det er dårligt for individet, det kan være katastrofalt for et samfund, sagde forfatteren der døde bag et jerntæppe.


At være demokrat er ikke at være bange Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen Forlaget Klim


(Denne artikel har tidligere været bragt på lektionen.dk)

Comments


Commenting has been turned off.

Top Stories

bottom of page