Drømmen om den statsløse stat

I artiklen Meet me in the Eternal City i altid gode The Atlantic illustrerer hvordan ønsket om at skabe sit eget perfekte rige lever i bedste velgående. Nu også i en Silicon-version.

Mikronationer har en lang historie, og listen af aktuelle mikronationer er både morsom og tankevækkende læsning. Det er ofte historier om folk der tænker ”hvad nu hvis” eller bruger mikronationen som et spejl på det omgivende samfund. De fleste ved godt, at det er lidt for sjovt – som fx danske Elleore i Roskilde Fjord.

Andre danske eksperimenter som fristaden Christiania har en mere seriøs tilgang til det selvstændige.

Fristater og fristæder var historisk byer eller områder, som var underlagt kejseren, og ikke den lokale lensmand, fyrste eller konge. Personer kunne også opnå sådan en status. En status af rigsumiddelbarhed.

En ny version er drømmen om det friktionsfrie samfund uden bureaukrati eller besværligheder. Disse kaldes bl.a. for netværksstater, her i et længere citat fra ovenstående The Atlantic-artikel.

“The network state is a concept first advanced by Balaji Srinivasan, a bitcoin advocate who is influential in tech circles. As he describes it in his book, The Network State, self-published in 2022 on the Fourth of July, a network state starts with an online community of like-minded people, then moves into the offline world by crowdfunding the purchase of land and inhabiting it intensively enough that “at least one pre-existing government” is moved to offer diplomatic recognition. There isn’t necessarily any voting; the best way to vote is by either staying put or “exiting” for another network state you like better.

Other than that, the model is choose your own adventure. Hypothetically, Srinivasan suggests network states for people who eat specific diets (kosher, keto), for people who don’t like FDA regulation, for people who don’t like cancel culture, for people who want to live like Benedictine monks, for people who might want to limit internet use by putting public buildings in Faraday cages. It doesn’t matter what the state is based on, but it has to be based on something—a “moral innovation” or a “one commandment.””

Andre versioner er de libertære tanker om moderne fristæder – eller free cities – hvor byen drives som virksomhed og borgerne / brugerne indgår indiviudelle konkrakter med byen frem for at være underlagt en fælles forfatning. Det er byer der behageligt renset for det besværlige såsom makanikere, veje og kloaker. Som de skriver på deres merch-t-shirts - og med en hilsen til Back to the Future - We don’t need roads where we’re going. Men altså; her hvor vi andre er, der har vi brug for veje, kloaker mm.

I free cities – som fx hele seasteading-bevægelsen på vand – betaler borgere kun for de services, som de har behov for, og hvor de kan flytte når som helst, hvis byen ikke lever op til forventningerne (eller bliver bedt om at flytte, hvis de ikke lever op til byens forventninger). På samme som man på det perfekte frie marked, selv kan vælge sin arbejdsplads og arbejdsgivere frit kan vælge sine medarbejdere.

Mange af disse tanker bygger på varianter af Curtis Yarvins tanker om Patchwork societies, hvor kryptostater har overtaget rollen fra nationalstater. Yarvin er åbent anti-demokratisk, anti-egalitær og neo-monarkisk. Hans tanker har bevæget sig fra internettets udkanter til at personer som Peter Thiel og J.D. Vance nævner ham som en vigtig inspirationskilde. En anden The Atlantic-artikel graver dybere ned i tendensen med at de superrige i stigende grad (eller måske igen) er holdt op med at sammenligne sig med almindelige mennesker.

Tanker om utopia er langtfra kun noget som de venstreorienterede gør.

Et andet eksempel er visionen om Praxis – the vital city: En kryptostat udtænkt af den nu 28-årige tech bro Dryden Brown, som et alternativ til den besværlige stat. Praxis er et longevity utopia, der taler perfekt til drømmen om det friktionsfrihed og longevity.

I et essay, skrevet trænings-influenceren Sol Brah om hvordan byen praktisk skal bygges er der ikke planer om det konkrete og fysiske, men i stedet ideer som at forurening og eltromagnetiske stråler er dårligt, lys, natur og kunst er godt. Noget mange utopister – uagtet hvor de stemmer – kan blive enige om.

Utopia og drømmen om en egen stat eller by er stærk, men oftest kun noget som bliver på det abstrakte niveau. Og drømmen om utopia spænder fra det yderste venstre til det yderste højre. Fra anarkisme til anarko-kapitalisme.

Verden er konkret og praktisk. Utopiske tanker og eksperimenter er vigtige til at undersøge mulighederne for hvordan man kan bygge samfund op. Vi har altid eksperimenteret – som David Graeber og David Wengrow mesterligt illustrerede i Altings begyndelse.

Jeg er personligt mere til utopiske tanker inspireret af fx Solar Punk-genren, men finder de fleste former for lad-os-prøve-noget-nyt fascinerende. Især sålænge at det sker på frivillig basis og ikke går ud over de, som ikke ønsker at være en del af eksperimentet. Historien viser dog ret tydeligt, at når folk først har sat sig for grundlæggende at ændre samfundet og efterfølgende får magt til at gøre det, så er det svært for andre at undgå at blive en del af eksperimentet.